Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Mislykket konservativ erobring

Et af Tankebankens projekter hedder: Grundlagsdebatten. Det er en bestræbelse på at formulere hvilket livsholdning og menneskesyn, der ligger bag en given politik. Det vil sige at debatere forholdet  mellem det politiske og før-politiske. Det er tanker der er meget inspireret af Villy Sørensens filosofi. – Kasper Støvring har skrevet en bog om Villy Sørensen netop med sigte på de før-politiske overvejelser i dette vigtige danske forfatterskab.

Sylvester Roepstorff bringer her en omtale og anmeldelse af bogen, der er en bearbejdning af Støvrings phd.

Hvorfor er det vigtigt at diskutere
Da Villy Sørensen døde for snart ti år siden, efterlod han sig en plads i den danske offentlighed, som ikke er overtaget af nogen anden. Med både sit skønlitterære forfatterskab, der brød nye veje for litteraturen og med sit filosofiske forfatterskab, der bragte en international humanistisk tradition til live i Danmark indtager han en ekstraordinær fremtrædende plads i den danske litterære tradition og kulturdebat. Alligevel har interessen de seneste år for hans forfatterskab ikke været stor. Men Kasper Støvring har med sin seneste bog om Villy Sørensen og kulturkonservatismen bragt ham på forsiderne. Det er godt at Villy Sørensen bliver debateret, men det ville have været bedre, hvis debatten var god.

En af Villy Sørensen vigtigste inspirationskilder var humanisten ved kejser Neros hof Seneca (4 f.Kr - 65 e.Kr). På dette billede fra 1625 skildrer Gerard van Honthorst Senecas død. Seneca blev anklaget for at stå bag en sammensværgelse mod Nero, men han har nok været udsat for dét han selv formulerede sådan: "Frygten fremkalder det den frygter" (Villy Sørensen: Seneca, s. 329)

Grunden til at det er vigtigt at imødegå Støvrings udlægning, er ikke kun fordi den litterært er uholdbar, men også fordi denne bog har politisk betydning. Støvring gør en del ud af, at ordet kulturkonservatisme ikke har noget at gøre med konservativ ideologi. Han betoner vigtigheden af at skelne mellem analyse, som debatøren fremlægger og de praktiske løsningsforslag, som politikerne argumenterer for. Støvring skelner (s. 27) mellem erkendelsens kilder og de politiske sympatier, som han altså ikke sympatiserer med: “Det er altså min pointe, at man også kan drage nytte af Sørensens analyser uden at følge hans politiske løsningsforslag, der i mange henseender, i hvert fald for mig, fremstår problematiske” (s. 29). Allerede på dette stadie er der grund til panderynken, som om analyse og løsningsforslag kan behandles så adskilt. Men det stopper ikke her, for Sørensen kommer senere til at mene dét, han selv syntes var problematisk, men som Støvring tilfældigvis mener.

Betegnelsen kulturkonservatisme skal forstås på et før-politisk niveau – og kun på dette -, d.v.s. som en særlig måde at fornemme problemer på. På den måde har Støvring ryggen fri, når den almindelige læser vader i spinaten og tror, at Villy Sørensen er en konservativ tænker. Nej, siger Støvring, Villy Sørensen er kulturkonservativ, hvormed han så mener: en før-politisk tænker, der interesserer sig for mytologi og i sin humanisme ikke benægter at mennesket kan være ondt.

Det dubiøse ligger i, at Støvring ikke er uinteresseret i denne misforståelse. Hvis man havde held med at få placeret en stor dansk forfatter i den konservative tradition, ville det være en slags åndelig oprustning og legitimering for den konservative ideologi, som Kasper Støvring i mange andre sammenhænge er en utvetydig fortaler for.

Kulturkamp er en kamp om navne og prædikater
Megen kulturkamp er en kamp om ord: Hvad skal barnet hedde? Således også denne kamp om Villy Sørensen. Hvad skal vi kalde ham? Selv kunne han kun finde én dækkende betegnelse, nemlig prædikatet ‘humanist’.
Man skal heller ikke glemme, at vi taler om en person, der nok ved hvad kulturkonservatisme er. Man kan ganske enkelt spørge – sådan som Per Øhrgaard gjorde det i sin anmeldelse af bogen i Højskolebladet: Hvis han var kulturkonservativ, hvorfor sagde han det så ikke? – Svaret er: Fordi han forstod noget andet med ordet end Kasper Støvring.

På den ene side definerer Støvring kulturkonservatismen så bredt, at de rigtigt kulturkonservative også burde løfte deres stemme, (hvilket Niels I. Meyer også var inde på i diskussionen med Kasper Støvring i DRs P1), – og på den anden side går han skridtet videre fra at skelne mellem det politiske og det før-politiske til at isolere disse fra hinanden, hvad Villy Sørensen bl.a. kritiserede kraftigt hos to af sine store inspirationskilder: C.G.Jung og Thomas Mann.

Metode
Man er selvfølgelig ikke forpligtet til, snarere forpligtet til ikke at følge den biograferede persons metode. På den anden side er det mistænkeligt at bruge en metode, som den biograferede person bevidst har forholdt sig kritisk til og arbejdet sig ud af.
Villy Sørensens metode var nemlig at læse hele forfatterskaber og at lade disse stå og tale for sig selv.
For det første bruger Støvring kun den essayistiske del af forfatterskabet, hvad der måske godt ville kunne gå i enhver anden sammenhæng end Villy Sørensens, for hvem det netop var afgørende konstant at have et dobbeltblik på alle ting og hvis stræben igennem hele livet netop sigtede imod en balance mellem følelse og intellekt, mellem digtning og filosofi, (se også Sverre Kaels anmeldelse i Kulturkapellet). Støvring skriver direkte, at spændingen mellem Sørensens konservative og progressive side ikke har været temaet i bogen  (s. 251). – Men når denne spænding ikke er i fokus, tabes stort set hele forståelsen af Villy Sørensen på gulvet. For hvor i forfatterskabet findes denne spænding ikke? Når han på den måde kan hive luften ud af en ellers opløftende og kraftfuld åndelig kilde, undrer jeg mig blot over, hvad det mon er, der har fascineret ham ved Villy Sørensen. Er det mon ikonet Villy Sørensen, Støvring vil bruge til at legitimere sine egne politiske standpunkter?

For det andet lader Støvring ikke forfatterskabet tale for sig selv.
Kasper Støvring kan nemlig kun få sin tese til at passe, når han bruger ordene, ikke for det de er, men for det han gør dem til. Han påstår, at den kulturkonservative tradition i Villy Sørensens forfatterskab også har været overset af Villy Sørensen selv (s. 10), men det er fordi Sørensen ikke forstår det samme med ordet som Støvring, og hvis han gjorde det, ville han have brugt et andet ord. Støvring skriver direkte, at han ikke bruger ordene i Sørensens egen betydning: Når Sørensen siger konservativ, oversætter Støvring det med reaktionær, som om Sørensen ikke selv kunne finde det rette ord. Ikke kun kender man i så fald Villy Sørensen dårligt, man undervurderer ham også.
Ved at lave denne helt bevidste fordrejning af de tekster, han fortolker, kan Støvring således få Villy Sørensen til at tilslutte sig kulturkonservatismen.
Når Sørensen skriver radikal, oversætter Støvring det med ‘oprørsk’, altså det modsatte af det konservatismen ønsker – og stort set også det modsatte af hvad Sørensen selv har ment. “Radikalisme, som jeg bruger ordet, betyder at rive noget op med rødderne, ikke ‘at gå til problemets rod'” (s. 29). Her går Støvring ikke kun imod Villy Sørensens brug af ordet, men imod ordbøgernes definition. Støvring omdefinerer simpelthen ordene i sit eget billede på samme måde som han fortolker Villy Sørensen imod hans egne tekster.

Jeg kan ikke se, at man i en sådan omgang med begreber og deres betydning lever op til de videnskabelige krav, som kræves for at få den phd-afhandling, som bogen hviler på.

Villy Sørensen og institutionerne
Som debatør er Støvring meget forskellig fra Villy Sørensen, både fordi han entydigt har placeret sig et godt stykke til højre i det politiske spektrum, og fordi han i mindre grad end Villy Søresen benytter sig af en dialektisk tankegang. Støvring er en ambitiøs universitetslektor, mens Sørensen hurtigt meldte sig ud af universitetet. Det er alt sammen fint nok, hvis ikke Støvrings universitære metode på en ulogisk måde får Villy Sørensen til at være tilhænger af det, han er modstander af.

Universitetet
Blandt de mange dele af Villy Sørensens kritik af kulturkonservatismen og de etablerede institutioner, som Kasper Støvring ikke får med i sin bog, optræder nemlig også universitetet. Først var Sørensen indædt vred på – det konservative – professorvælde (i skikkelse af Jørgen Jørgensen), dernæst ligeså indigneret over den marxistiske – og autoritære – hjernevaskemaskine, som universitetet senere blev. Denne kritik bliver behandlet, men Støvring argumenterer for Villy Sørensen kulturkonservatisme som en logisk konsekvens af hans marxismekritik, som om der ikke findes andre positioner at kritisere marxismen fra.

Han skriver desuden, at Villy Sørensens tale om menneskets natur og dets anlæg for ondskab gør ham institutionskonservativ (s. 153). Herefter refererer han Løgstrup, Safranski og Göran Heidegren, men Sørensen var ret kritisk overfor sin gode ven Løgstrups tækning, og har  ikke noget eksplicit forhold til de andre. Støvring skriver, at institutionerne i den (kultur)konservative tradition har til formål at “domesticere den latente ondskab”. For Villy Sørensen er kunsten det vigtigste middel til at gøre dette. Men at gå herfra og til at sige, at han har været institutionskonservativ er både ulogisk, videnskabeligt uredeligt og en forkert konklusion.

Man må give Støvring, at han i sin interesse for Villy Sørensen ikke følger moden, men i sin måde at fremstille ham på, synes han unægtelig at lytte mere til hvad autoriteterne (universitetet og tidsånden) end hvad Villy Sørensen selv siger. Man må også give Støvring, at han flittigt citerer Sørensen – men bare underligt, at han samtidig kan gå så meget fejl af grundtonen i hele forfatterskabet. Idet bogen forsøger at tvinge Sørensen ind i den konservative lejr, kommer Sørensen til at levere skyts i den stående kulturkamp imod de kulturradikale, som Støvring er så ivrig en deltager i, men som ikke har været Sørensens mål. Sørensen bekæmpede bl.a. det moderne samfunds umenneskeliggørelse, videnskabelighedens kynisme, traditionalismens dogmatik, materialismens åndløshed og normalitetstyraniet.

Hvorfor er det så vigtigt for Støvring at få Villy Sørensen til at mene alt det, han ikke har ment? Det er jo fint nok, at Støvring selv mener det, men det er, som om han leder med lys og lygte efter store ånder, der kan give ham ret – eller at Villy Sørensen er så fascinerende en forfatter, at han også må kunne bruges i Støvrings konservative mission. Imod både det, der står på og imellem linjerne.

Den teolog Villy Sørensen følte sig mest beslægtet med var den romersk katolske præst og professor, Alfred Loisy (1857-1940), hvis undersøgelser mundede ud i sætningen: Jesus prædikede Guds rige, men det var kirken der kom. Loisy blev afskediget som professor i Paris i 1893, fordømt af Vatikanet og i 1908 ekskommunikeret af den katolske kirke.

Kristendommen
En anden institution i det kulturkonservative arvegods, som Sørensen var kritisk overfor, var kirken, – hvilket Støvring heller ikke forholder sig til. Sørensens forståelse af historien hvilede mindst lige så meget på, at traditionen havde cementeret inhumane vaner, det gjaldt om at ændre, som at den havde en autoritet i sig selv – ved blot at være: tradition. Bogen Jesus og Kristus (1992) er et eksempel på dette: Med et pennestrøg sætter Villy Sørensen parentes om hele kirkehistorien og forholder sig udelukkende til evangelierne. Villy Sørensen skriver et evangelium frem, der både bryder med evangelierne og undergraver hele den kirkelige tradition. Er det kulturkonservatisme?

Familien og nationen
I denne bog skal man heller ikke glemme Jesus’ skarpe kritik af vel nok kulturkonservatismens vigtigste institution, nemlig familien. Uden at være fjende af familien, kunne Villy Sørensen følge både ungdomsoprørets og for den sags skyld Jesus’ kritik af familiens tendens til at lukke om sig selv og glemme næsten og naboen. Denne institution behandles heller ikke hos Støvring.
Nøjagtigt den samme kritik gælder nationen. Dén bliver behandlet i Støvrings bog. Ikke underligt finder Støvring også et positivt syn på nationen hos Villy Sørensen uden at tage stilling til de forhold, der relativerer dette syn. Det nationale tilhørsforhold er hos Villy Sørensen relativeret af hans positive indstilling overfor EU og hans ideer om en høj grad af lokal autonomi, herunder også decentral retspleje (s. 233), som Støvring er kritisk overfor. Når man tænker på hvor forskellige betydninger begrebet nation har i 2011 og 1979, er det heller ikke rimeligt – som Støvring gør – at bruge over 30 år gamle udtalelser til forsvar for en nutidig nations-ideologi, der på så mange måder er i modstrid med hvad Villy Sørensen ellers stod for og skrev om. Indledningen til historien Holger Danske er således også typisk for den måde Villy Sørensen kunne tænke på, ikke mindst om det danske: “Der er det mærkelige ved den store danske kriger Holger Danske at han oprindelig ikke var dansk, ikke hed Holger og ikke kæmpede for Danmark”,  (i 55 Bagateller, 2002). Næppe heller en typisk kulturkonsevativ formulering.

Idet Sørensen siger, at en sand politisk radikalitet forudsætter en ‘godartet konservatisme’ (s. 27), bruger Støvring kun denne udtalelse i dens positive betydning, for når VS siger godartet konservatisme, mener han jo implicit, at den almindelige konservatisme ikke er det. Sørensen talte om det infame højrekompleks, som er den situation, hvor militæret, industrien og en (højredrejet) regering eller diktator går i tæt alliance. Det var for Sørensen et af de politiske skrækbilleder, som den kulturkonservative tradition ikke i samme grad som Sørensen har været modstander af.

Støvring vil med sin bog korrigere det overleverede billede af Villy Sørensen, hvad der er al ære værd, men det er altid problematisk at skrive en ensidig bog for at skabe balance i en ensidig debat. Fordi de kulturradikale fortolkere af Villy Sørensen har haft overvægt, skaber en kulturkonservativ udlægning ikke dermed et sandere billede af manden. En tendentiøs fortolkning af en sammensat forfatter som Villy Sørensen får i virkeligheden heller ikke fat i de aspekter, hvor han vitterlig var kulturkonservativ.

Hvis hans titel og anliggende var vendt om, ville det have været mere redeligt: Hvis han havde brugt nogle af Villy Sørensens formuleringer og tankegange til at understøtte sine egne – eksplicitte – holdninger fremfor at dække over dem ved at få en anden, og så et ikon, til at mene det samme. Hvad han ikke gør.

Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen, Informations Forlag 2011.

Arkiveret under:Grundlagsdebat,

Bogmærker og citater

Værsgo at tage et kig og deltage i diskussionen på vores kommenterede bogmærke- og citatsamling. Se flere links og kommentarer i vores bogmærksamling.

RSS Inspirationer