Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Er vi på vej til et grønt diktatur?

I den glimrende artikelrække, som Information har bragt om Den store omstilling, er der et problemområde, der er overset. Det har været en sjov og vigtig konkurrence, hvor vi har stiftet bekendtskab med en bred vifte af originale initiativer og opmuntrende reportager om (mere) fremtidssikre måder at leve på. Hvor opløftende at læse om al den energi, der investeres i disse meningsfulde projekter.

Men det er ikke gjort med det.

Vi står overfor nogle på engang meget konkrete og abstrakte problemer. De er konkrete, fordi de vedrører vores fysiske natur, men de er abstrakte, fordi problemerne ofte figurerer som tal og computergenererede modeller.
Løsningerne er også både konkrete og abstrakte: Hvis alle på jorden gjorde de ting, der skulle gøres, helt konkret, ja, så ville vi kunne løse problemerne (dog ikke alle), men for at det kan lade sig gøre, skal både befolkningen og politikkerne skifte adfærd og tankemønstre. Og det er en ret abstrakt proces.

Mange af os ved godt, hvad man kan og bør gøre, men gør det alligevel ikke. Hvorfor ikke? Der gives både lange og korte svar på dette spørgsmål. De korte svar er: Vi kan ikke overskue det. Vi magter det ikke i vores stressede hverdag. Det nytter alligevel ikke noget. Hvis der skal gøres noget, må det være fra centralt politisk hold. Hvis ikke man helt benægter, at der overhovedet er et problem.

Der findes også et langt svar.

De enkelte store kriser er meget håndfaste: klima-, energi-, ressource-, fødevare- og finanskrise kan hver især belægges med tal, statistikker og fakta. Og det skal de. Vi kommer ingen vegne uden analyse. Men vi kommer heller ikke nogen vegne uden syntese. Og det er en mental-psykologisk opgave af enorme dimensioner. Vi befinder os også i en filosofisk krise.

Jeg har en god veninde der lider af, hvad jeg vil kalde fremtidens sygdom: klimadepression. Jo mere hun sætter sig ind i miljøproblematik og klimateori, desto mere nedslået bliver hun. Indtil hun når bunden. WHO forudsagde for nogle år siden, at fremtidens alvorligste sygdomme bliver af psykisk art. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad kriserne gør ved os.

Det område i klimadiskussionen, som er temmelig overset er: Hvordan vi håndterer informationer. Og med ordet håndtere mener jeg helt bogstaveligt: Hvordan får vi dem ned i hænderne. Altså: Hvordan får vi omsat de abstrakte problemer til konkrete løsninger. Men også omvendt: de konkrete problemer omsat til abstrakte løsninger. Det er dét, der er for lidt opmærksomhed på. De konkrete problemer kan være så overvældende, at de bliver til et abstrakt problem, fordi vi ikke er i stand til at gribe eller placere dem. Kriserne er så store og så komplicerede, at vi borgere rammes af handlingslammelse og af en frustrerende grundforvirring.

Klimadepressionen kan både afføde og være et resultat af handlingslammelse.

“Husk hvor priviligerede I er: I kan gøre noget. Og I ved hvordan I kan gøre noget”. Sådan kunne Mimi Stilling Jacobsen finde på at sige til sine medarbejdere i Red Barnet, hvor de ellers kunne sidde med sorte rande under øjnene af udmattelse (jeg citerer efter hukommelsen). “Der er millioner derude, der ser flygninge fra Syrien og alle mulige katastrofer, som de ikke aner, hvad de skal gøre ved. De ved ikke, hvad de skal gøre. Det ved vi”. Siger hun (i programmet På tomandshånd på DRs P1 med Karen Secher, torsdag 19.9.2013). Det er et privilegium at vide, hvad man skal gøre.

De fleste af de informationer, der oversvømmer os, skriger på handling. Deres karakter er ofte præget af ildevarslende diagnoser og angstfremkaldende effekter. I ny og næ popper der også anvisninger op, om hvad det er klogt at gøre. (Jørgen Steen Nielsen har f.eks. skrevet en bog med anvisninger om hvad vi hver især kan gøre: En lille guide til overlevelse – fra klimatrussel til grøn revolution – fra sort samvittighed til grøn hverdag, People’s Press, 2008). Markedet er imidlertid mere fyldt af introverte vejledninger i, hvordan man bedst kan hæve sig over eller være mest upåvirket af de mange dystopier, hvis ikke det decideret leverer effektive midler til helt at glemme dem.

Underholdningsindustrien, de sociale og kommercielle medier, forsknings- og kunstverdenen og det offentlige liv og samtale har alle et mere eller mindre implict forhold til de trusler, vi står overfor. Og alle reagerer på hver deres måde. Men ikke alle måder er lige gode.

Det er vel næppe for arrogant at hævde, at det er en kritisabel nyhedsdækning, der bruger mindre og mindre tid på at rapportere om “den største ikke-fortalte nyhed”, hvad sociologiprofessor, Robert Brulle (fra Drexel University i Philadelphia) viser i sine studier af hvordan klimaforandringer er dækket på fire store amerikanske TV-kanaler. Hans undersøgelse viser, at antallet af historier om klimaet dalede fra 147 i 2007, hvor det toppede, til 14 i 2011 (Joe Brumm: “Network News Coverage of Climate Change Collapsed in 2011”, på Thinkprogress.org fra 9. jan. 2012). Dette er blot et eksempel på, at man må tale om kvaliteten ikke kun af de empiriske data, men også af den måde, vi tager dem ind på. Selv om mange forholder sig til kriserne (direkte såvel som indirekte), er det også vigtigt at reflektere over dette forhold.

I en undersøgelse, som National Wildlife Federation iværksatte, og hvis resultater blev offentliggjort i en rapport fra februar 2012 af de psykologiske implikationer af klimaforandringer, skriver forfatterne, at både direkte oplevelser med klimaforandringer og -katastrofer, men også den blotte viden om dem, i fremtiden vil forårsage en lang række psykiske ubalancer som uro, stress, depression og PST. De konkluderer, at den største belastning på det 317 milliard store sundhedsbudget i USA, hvad disse lidelser angår, kommer af at ignorere problemet. Med andre ord: Det man aner, men ikke kan konkretisere, skaber den største uro.

Én måde at dæmpe flyskræk på, er ved at fortælle helt nøgternt og faktuelt, hvad der foregår. Med andre ord: hårde fakta kan have en angstdæmpende effekt. Men det er også rationelt at frygte en fare, som der er en til vished grænsende sandsynlighed for bliver større, hvis ikke man gør noget. Objektive kendsgerninger kan altså både udløse og dæmpe angst. Men dermed er det ikke gjort. Kendsgerninger skal internaliseres.

Vi mangler med andre ord et sprog, der på engang kan gribe de vigtigste del af de globale kriser og sætte dem ind i vores bevidsthed, så vi hverken segner under kompleksiteten og udsigtsløsheden eller benægter og fortrænger de velunderbyggede prognoser.
Vi har masser af viden, men har ikke sjælemusklerne til at bære den. Vi har en indsigt, som vi ikke kan placere.
At kunne integrere en viden i bevidstheden hedder med et godt nordisk ord erkendelse. Vi lider af erkendelses-underskud i en verden af informations-overskud. Vi har for meget i hovedet til at få det ned i kroppen, for nu at tale som man for tiden gør i DR fredag aften.

Denne måde at udtrykke sig på tilslutter sig en ideologi, der siger, at handling må gå forud for tanke. Ofte i spontanitetens navn. (Et eksempel er Daniel Cohn-Bendits Venstre radikalismen. Kur mod kommunismens alderdomssvækkelse, der beskriver Studenteroprørets baggrund og strategi, 1968, en bog han meget sigende skrev på fem uger). Sådan en handlingsfilosofi kan også have tendens til at overtrumfe enhver modstand, ikke mindst den, der optræder som overvejelse.

Hvis man i udgangspunktet ser på, ikke kun handlingerne, men på de handlende, så viser der sig med ét også en stor gruppe af ikke-handlende. Til dette billede hører en diskussion af, hvad handling i det hele taget er. Demonstrationer til COP15 og andre steder bærer ofte skilte med ord som: “Stop talking – Act now”. Selv om samtale kan udskyde nødvendige handlinger, er samtale nødvendig i et demokrati, hvor man må have retten til at ytre sig og påvirke beslutningerne (som også kan gå imod ens meninger). Samtalen er med til at internalisere de beslutninger, der tages og den viden, der ligger bag. Samtaler er en del af den generelle vidensgenerering, som igen ligger bag holdbare beslutninger. Derfor må samtaler på linje med research og forskning gælde som handling. Tænkning er også handling. Teori er en nødvendig del af praksis. Når Marx i sin berømte sætning siger, at filosofferne kun har fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den, knytter han nok tanken til handlingen, men får ikke sagt, at hvis fortolkningen virkelig bliver udbredt og integreret, så kommer den nødvendige forandring af sig selv. Fortolkningen bærer forandringen i sig selv. Ikke kun den indre forandring, men handlingerne bliver anderledes, idet man ser på verden med nye øjne. Det er hårdt arbejde at nå det stadie, hvor tingene kører af sig selv. Der er derfor mange flere, der handler end man egentlig kan se.

Denne præmis er desto mere nødvendigt at holde sig for øje, jo mere man er fristet til at se bort fra demokratiske spilleregler. For presset på de parlamentariske processer stiger i takt med, at flere ønsker indgreb, regulering og forandring. Til sidst gider man ikke at tale eller høre på mere. For enden af denne udvikling ser vi til sidst en grøn diktator, en stærk mand, der gør, hvad der skal gøres, fordi demokratiet ikke kan finde ud af det. Et umyndiggjort folk – støttet af folket. Det eneste, der ikke er til afstemning i et demokrati, er demokratiet selv. Men i dette fremtidsscenarie, i det grønne diktatur stemmer hele befolkningen imod stemmeretten. Act now. Det er én blandt flere reaktioner på en handlingslammelse, der bliver desto mere krampagtig, jo mere kravene til handling vokser. Totalitarisme er et desperat forsøg på at holde sammen på noget, der allerede er faldet fra hinanden.

Og måden at etablere et sprog på, der hverken er eskapistisk eller kynisk, kunne være – til en begyndelse – at systematisere dette psykologisk-filosofiske problemfelt. En sådan systematik ville også kunne rumme de politiske forskelle, som uvilkårligt viser sig. Det er så at sige en værdimæssig neutral måde at tale om disse ting på. Det er et instrument til at hive de fjerne tal tættere på vores liv og at omdanne dem til en frugtbar bevidsthed og konstruktive handlinger.

Sideløbende med de videnskabelige og politiske diskussioner kunne vi altså behandle den filosofiske krise med hjælp fra følgende discipliner:

– etikken, der i indkredsningen af hvad der er godt og dårligt og rigtigt og forkert, lader sig lede af hvad det gode liv er.
– psykologien, der med indsigt i det forstyrrede sjæleliv har et sprog der både kan analysere en given følelsesmæssig situation og vise veje ud af den.
– sociologien, der kender samfundsdannelsens indbyggede mekanismer og faldgruber og som mennesket, det politiske dyr, altid er afhængigt af i sin måde at navigere gennem livet på.
– metafysikken, der skaber et sprog for den side af mennesket, som de andre discipliner ikke indfanger, dvs. menneskets behov for mening, dets uafladelige forhold til (en) transcendent(e) instans(er) og transcendentale kategorier; og den er vigtig for at imødegå den eskapisme, som netop denne disciplin også kan resultere i.
Men vigtigst er måske:
– kunsten, som ideelt set burde favne det hele og bringe det ind i en sanselig og forståelig – jeg var ved at sige: folkelig –  ramme.

Her lyder det meget akademisk (og der kunne knyttes flere andre discipliner til), men det vigtigste er, at denne diskussion, disse samtaler og det psykologisk-filosofiske arbejde, vores nutids politiske, finansielle og miljømæssige problemer tvinger os til foretage, sker i så brede fora og så vidt forgrenet som muligt.

/sylvester roepstorff

Arkiveret under:Uncategorized

Information der undergraver demokratiet

Af Sylvester Roepstorff

 “Med en overflod af information med dertilhørende støj kan man blive døv; med drøftelse uden megen forskelligartet information kan man blive blind; med en polariseret ekstremisme kan man blive stum; og uden visse for demokratiet velvalgte sandhedssøgende institutioner og enklaver, risikerer man at blive både dø, blind og stum” (150).

Tankebanken studerer (bl.a.) grundlaget for demokratiske beslutninger, om hvordan viden bliver til og distribueret og hvordan valide og falske argumenter ser ud. Vi har desuden set på hvilken viden der går tilbage efterhånden som videnssamfundet går frem, og i denne forbindelse er det derfor meget relevant at læse Pelle G. Hansens og Vincent Hendricks bog Oplysningens blinde vinkler, der udkom her i efteråret 2011. Den bærer undertitlen En åndselitær kritik af informationssamfundet og sætter et skarpt skel imellem viden og information: Viden er en langsom og besættende forførelse. Information er som en one-night-stand. Hvis man måler demokratiet udfra evnen til at modstå manipulation, er informationer undergravende, fordi: “Man kan blive snydt med og af information, men det er sværere at blive snydt, når man har viden” (s. 7).

Billede fra bogen af forfatterne

Hansen og Hendricks analyserer dette fænomen udfra forskellige spilteoretiske og sociologiske modeller, som det kan være nyttigt at benævne – og her at give videre.

Pluralistisk ignorance
betegner det genkendelige, at man forsvarer sin egen uvidenhed med, at andre også er uvidende. Eksempel fra bogen: En ekspedient i Fona kan ikke svare på et spørgsmål om en computer, der ligger i hans butik. Da han efterfølgende får spørgsmålet, om han ikke kan finde ud det, svarer han, at han ikke tror at der er nogen andre i butikken, der ved det.
Psykologerne Daniel Katz og Floyd H. Allport, der i 1931 i bogen Student Attitudes udviklede teorien om pluralistisk ignorance, definerer det som “… en situation, hvor majoriteten i en gruppe hver især afviser en norm, men antager (ukorrekt), at de fleste andre accepterer den”.
Kejserens nye klæder er et andet slående eksempel på pluralistisk ignorance. Alle i hoffet overbeviser sig selv om, at kongen har tøj på, ingen tør stole på egne sanser eller almindelig fornuft, der hos barnet stadig er intakt.

Pluralistisk ignorance spiller også en rolle i den såkaldet bystander-effekt, som forklarer det mærkelige fænomen, at jo flere mennesker der er vidne til et overfald eller lignende, desto færre vil reagere. Man er meget langsommere til at reagere på åbenlyse fejl, når der er flere tilstede, end hvis man er alene. Man havde i et forsøg sat nogle folk til at udfylde et skema, mens man havde ledt røg ind i lokalet. 75% af de personer, der var alene i lokalet, reagerede på røgen, mens kun 38% reagerede, når de sad sammen med en anden person.
Hvor ofte har man ikke hørt, at folk er blevet overfaldet, mens mange mennesker har været vidne. Bystander-effekten kan desuden også forklare manglen på modstand mod åbenlyse forbryderiske samfundssystemer?

Positivt er det imidlertid, at denne pluralistiske ignorance er ret skrøbelig. I det sekund det lille barn siger: “Han har jo ikke noget på”, er ignorancen brudt og den viden, alle havde, men som endnu ikke var blevet fællesviden (altså – udtrykt – viden om at alle vidste det samme), er nu ikke længere undertrykt.

Informationskaskader
Manipulation kan både ske ved at formidle for lidt og for meget information. Der hvor den pluralistiske ignorance (såvidt forfatterne) bruges til at manipulere med for lidt information, manipulerer de såkaldte informationskaskader med for megen information.
Eksempel fra bogen: På vores flybillet står der, at vi skal checke ind i Terminal 1. Men: Dels plejer vores flyselskab altid at checke ind i Terminal 2, dels siger alle de folk, vi taler med, at vores flyselskab altid plejer at checke ind i Terminal 2. Derfor går vi til Terminal 2. Det skulle vi ikke have gjort. Billetten var selvfølgelig rigtig. Vi blev manipuleret med for mange informationer.

I dette eksempel skyller nye (og forkerte) informationer den oprindelige (og rigtige) væk. Det er en ofte anvendt taktik når f.eks. en spindoktor vil aflede opmærksomheden fra en dårlig sag. Det kan også hedde informationsoverbelastning.

I andre forhold kan det modsatte ske: Den første – og forkerte – information kan slet ikke forsvinde på trods af mange efterfølgende korrektioner. I dette tilfælde viser det sig nemlig, at den første information har uforholdsmæssig større betydning end de efterfølgende, altså at man ikke sorterer efter sandhedskriterium, men efter hvornår i processen den er modtaget.

I begge tilfælde  er der tale om en social imitation, der leder handlingerne bort fra den rigtige og mest nyttige information. I første eksempel følger personen gruppen (fordi de må da have ret, da de er i overtal), i andet eksempel følger gruppen den person, der er først på banen (han må have ret, så hurtig han er).

At den første og forkerte information sætter sig fast på trods af åbenlyse og klare modinformationer, hører vel sprogligt set ikke under begrebet informationskaskader. Det bliver ikke udførligt forklaret i bogen, men såvidt jeg kan tænke mig til, har netop mængden af selv rigtige informationer en tilbøjelighed til at konsolidere den forkerte. Man lukker simpelthen ned. Hjernen kan ikke kapere for mange stimuli. Selv hvis det kunne afhjælpe en masse problemer. En egentlig korrektion virker med andre ord kun, hvis den fremstår alene og ikke i en sammenhæng med for mange elementer.

Udfra viden om at den første information kan have udslagsgivende virkning, har mange af de sydlige stater i USA koordineret deres primærvalg sådan, at de ligger meget tidligt i valgcyklus – og på samme Super Tuesday – for på den måde at maksimere deres indflydelse i forbindelse med præsidentvalget.

At have et system som i Danmark, hvor statsministeren vælger valgdatoen, spiller det regerende parti et særligt stærkt kort i hænderne, fordi de kan have linet hele valgprogrammet op til at gå i gang i det sekund, hvor valget udskrives. I 2007 gav præcis denne mekanisme det forspring til Venstre, som oppositionen aldrig nåede at indhente. Fem minutter efter at valget var udskrevet, satte Anders Fogh Rasmussen sig ind i valgbussen og begyndte valgkampen – med et bevidst forspring i forhold til oppositionen, der først da skulle til at køre deres valgkampagne i gang.

En anden fejlopfattelse om demokratiet giver forfatterne også en kløgtig tilbagevisning af. Man har jo mange gange hørt at en beslutning er desto mere demokratisk, jo flere borgere, der bakker den op, altså at demokrati mere er flertalsdiktatur end mindretalsbeskyttelse. Uden at sige at mindretallet altid har ret tilbageviser Condorcets teorem imidlertid også at flertallet altid har ret.

Condorcets teorem tilsiger nemlig at det gennemsnitlige standpunkt altid er tættere på noget korrekt end majoritetens standpunkt. Hverken flertalsdiktatur eller mindretalsbeskyttelse, men gennemsnitsræson. Hvis man stiller en befolkning et spørgsmål, stiger den rigtige svarprocent mod 100 %, hvis hver af borgerne har over 50% chance for at svare rigtigt. Men det modsatte gør sig også gældende: Hvis der er under 50% chance for at svare rigtigt, falder den samlede svarprocent mod nul. Konklussionen er, at den gennemsnitlige svarprocent generelt er mere holdbar. Det fremlagde Marquis de Condorcet i sin bog fra 1785, Essai sur l’application de l’analyse à la probabilité des décisions rendues à la pluralité des voix. Condorcets teorem peger altså på, at en bred oplyst befolkning træffer bedre valg end et meritokrati, hvor en elite af særligt oplyste borgere står for beslutningerne. Men på den anden side er konsekvensen af teoremet også, at hvis vi har en uoplyst befolkning (altså hvor hver borger har under 50% chance for at svare rigtigt på et givent spørgsmål), stiger sandsynligheden for at træffe det bedste valg, hvis denne befolkning ikke har nogen indflydelse. Altså at en diktator tager beslutningerne.

Formler for samfund
De to forfattere har en svaghed for matematisk-udseende formler i deres beskrivelser af sociale mekanismer, hvad der i mine øjne fingerer en præcision, som dagligsproget er mindst ligeså egnet til at opnå. Mange af deres argumenter peger ellers på, at den viden, vi gerne vil styrke, ligger i hvad de faktisk ikke nævner med et ord, nemlig common sense, den almindelige fornuft. Disse formler kan være sjove og nogle gange nyttige, men de signalerer en faible for kadresprog, der dels låner en autoritet fra de eksakte videnskaber, dels distancerer sig fra den solide viden, som dagligsproget indeholder.

Bogen er sociologisk og leverer mange meget oplysende og nyttige begreber til at forstå kollektive fænomener, men den har ikke mange psykologiske analyser af vores brister og evner (f.eks. anerkendelsesproblematikken), endsige erkendelsesteoretiske (dvs. vores evne til overhovedet at erkende noget som helst).

Det offentlige rum
I et meget velgørende kapitel slår de ned på de private firmaers ekspropriering af det offentlige rum. F.eks. MTV Europe Music Award i 2006, der lavede en stor lukket fest på offentlig grund og Danish Fashion Week, der både fylder de store offentlige pladser i København og i 2010 lavede verdens længste catwalk (af forfatterne kaldet for ‘Modeugens røde mur’), der skar sig ned igennem hele Strøget, så man i adskillige timer ikke kunne komme fra den ene side til den anden.

Politisk magt baserer sig nemlig altid på offentlighedens accept. Militærparader i diktatoriske lande er et eksempel – og fjernelse af demonstranter et andet: “Dermed bliver forståelsen af de offentlige rums grundfunktion som fundamentet for fællesviden samt deres iboende mulighed for fænomener som eksempelvis pluralistisk ignorance eller informationskaskader ikke blot grundbegreberne i en forståelse af et samfunds grundliggende fællesskabsfølelse, men også for den politiske magt, der styrer på dette grundlag” (s. 77).

Det offentlige rum er ikke defineret ved en række fysiske forhold, men ved en informationsstruktur, som de siger, og da denne informationsstruktur er fundamentet for demokratiet, undergraver man folkestyret ved at privatisere det rum, hvor folket så at sige bliver sig selv. Hvis det  er særinteresser, der styrer det offentlige rum, har man kuppet demokratiet. Hvis ikke man vil vedgå, at det allerede er sket, er det svært at benægte, at det er en udvikling, der er ret fremskreden, (dette kan man bl.a. læse om på Ask Katzeffs blog Retten til byen, der netop undersøger disse fænomener i mange forskellige sammenhænge).

Vi må ændre informationsstrukturen
Oplysningens blinde vinkler danner godt grundlag for en mere radikal kritik af vores måde at forvalte vores demokrati på og en skarpere kritik af struktureringern af både det digitale og fysiske offentlige rum, af universitets- og mediepolitikken – men også af kulturpolitikken og skabelsen af den så nødvendige og alternative vidensgenerering, der ofte bliver overset af et æstetiserende og systemunderstøttende kulturbegreb.

Hvis vi vil noget med vores demokrati, er en ændring af informationsstrukturen afgørende. Det handler ikke om at maksimere informationsstrømmen, men at kvalificere den og at skabe rammer for fællesviden, og – hvad forfatterne ikke er så opmærksomme på – erkendelse. For hvis information er et engangsknald og viden er forførelse, så må erkendelse være kærlighed.

Forslag til hvordan vi gør det, modtages gerne.

– – – – – – – –

Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks: Oplysningens blinde vinkler. En åndselitær kritik af informationssamfundet. 1. udg. 2011. Samfundslitteratur.

Arkiveret under:Uncategorized

Bogmærker og citater

Værsgo at tage et kig og deltage i diskussionen på vores kommenterede bogmærke- og citatsamling. Se flere links og kommentarer i vores bogmærksamling.

RSS Inspirationer