Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Er du progressiv, konservativ eller bikonceptuel?

Den amerikanske professor i lingvistik George Lakoff fra University of California, Berkeley, var i midten af maj på besøg København, inviteret af tænketanken Cevea til at holde en række oplæg om blandt andet politisk kommunikation.

Metaforisk forståelse

George Lakoff, amerikansk professor i lingivistik, er ophavsmand til en relativ ny teori om, hvordan vores hjerne forstår og fortolker sin omverden via metaforiske tankemønstre eller logikker. Pointen er, at denne metaforiske forståelse er tillært i barndommen via vores interaktion i første omgang med den fysiske omverden og ikke mindst vores nærmeste (forældre), og ikke let lader sig ændre. Vores forståelse af abstrakte begreber som alt lige fra frihed, samfundsøkonomi og kærlighed er baseret på nogle grundmetaforer, som styrer vores forståelse af f.eks. årsag og virkning indenfor disse begrebsrammer.

Politisk kommunikation

Ét af Lakoff’s helt store slagnumre er den politiske kommunikation, hvor han mener at kunne påvise, at politisk kommunikation og politik i det hele taget IKKE handler om rationel tænkning i klassisk logisk forstand, men er baseret på vores grundlæggende metaforiske forståelse af verden. Hvis man som politiker ønsker at overbevise folk om sine synspunkter nytter det ikke som mange venstreintellektuelle tror, at anvende rationel argumentation, for noget sådant findes ifølge Lakoff ikke. Enhver argumentation er derimod baseret på vores grundlæggende metaforiske forståelse af verden, og her kan befolkningen som hele inddeles i tre grupper: Progressive (liberals, progressives), konservative og bikonceptuelle.

Tankemønstre

Kort fortalt er progressives (i Danmark, venstreorienterede) tankemønstre baseret på den grundmetafor, som Lakoff kalder “det omsorgsfulde forælder”-mønster (“the nuturant parent model”), hvor konservative/højreorienterede opererer ud fra “det strenge far”-mønster (“the strict father model”). Bikonceptuelle opererer sideløbende med de to mønstre, dvs. i nogle spørgsmål bruger de tankemønstre fra den ene og i andre spørgsmål det andet.

Pointen med Lakoffs teori er, at den måde vi forstår vores verden på, er baseret på en omfattende række af metaforiske forståelser, som er fysisk indlejret i vores hjernes neurologiske kredsløb, og som i kraft af denne indlejring i både vores sprog og tænkning bestemmer den måde vi rationelt tænker på. Det betyder, argumenterer Lakoff, at der ikke findes noget sådant som en objektiv rationel sandhed, og at det i en politisk diskussion dermed ikke er muligt at finde den “bedste løsning”, hvis alle parter deltager med de bedste intentioner, fordi man dybest set ender i, at parterne deler sig efter, hvilken kognitiv model, der er mest fremtrædende hos den enkelte.

Højreorienterede ved, hvad det drejer sig om

Lakoff er ude med riven i forhold til de venstreorienteredes, ifølge Lakoff, manglende forståelse for hjernens kognitive og sproglige virkemåde. Han påpeger, at primært venstreorienterede (progressives) stadig opererer ud fra den såkaldte rationelle aktørmodel (“rational actor model”), som er en (økonomisk) teori om, hvordan mennesket handler strategisk ud fra spørgsmålet om, hvordan man optimerer forholdene for sig selv. Utallige er eksemplerne dog på, hvor dette ikke kan være tilfældet, f.eks. det faktum, at mange fattige arbejdsløse i USA stemmer på republikanerne, der helt åbenlyst arbejder på, at gøre forholdene ringere for selv samme gruppe. Venstreorienterede forstår ikke, hvordan dette kan lade sig gøre, og løber panden imod muren ved enten at blive ved med at forsøge at kommunikere ud fra den tanke, at folk tænker neutralt rationelt, eller ved at flytte sig mod højre i forsøget at kapre vælgere, selvom det grundlæggende går imod deres egne standpunkter, hvilket vi ser et virkelig godt eksempel på i Danmark for tiden.

Målrettet kommunikation

Konservative har derimod i årtier været helt klar over (bevidst eller helt instinktivt), at mennesket tænker langt mere i følelser (følelser spiller en stor rolle i den måde, de metaforiske grundforståelser fungerer på), og de forstår, hvordan de skal tilrettelægge deres kommunikation, så de aktiverer de kredsløb i menneskets hjerne, der stemmer overens med den konservative verdensforståelse (strict father model). Over tid kan de på den måde få deres egen forståelse til at dominere. For selvom vores verdensforståelse grundlæggende ligger fast, så har alle mennesker både det progressive og det konservative mønster i deres hjerne. Det betyder, at politikere og meningsdannere over længere tid, ved at kommunikere målrettet, igen og igen kan aktivere det mønster i folks hjerner, som de ønsker skal være fremtrædende, og dermed få bikonceptuelle, men også f.eks. progressive til at tænke mere og mere i f.eks. den modsatte models begreber og forståelser. Lakoffs bøger og skrifter er i nogle tilfælde nærmest manualer til, hvordan man kan bruge hans erkendelser til langt mere hensigtsmæssigt og virkningsfuldt at kommunikere sine synspunkter.

Skattelettelser

Ét godt og klassisk eksempel er ordet “skattelettelse”, som anvendes af både venstre- og højrefløj. Begrebet lægger sig ind i den konservative verdensopfattelse og er som sådan slet ikke neutralt, som nogen måske ville mene. Begrebet postulerer nemlig en sammenhæng mellem det, at gøre skatten mindre, og så den lettelse man oplever ved at blive lettet fra en (fysisk) byrde. Men – Sådan en sammenhæng er netop et postulat, og ikke en realitet. Problemet for progressive er, at hver gang dette ord kommer i brug, aktiveres netop disse to kredsløbs forbindelser i hjernen, og med tiden bliver den positive forståelse af begrebet så indgroet, at den tages for givet. Dermed bliver det umuligt at argumentere for øgede skatter, og skatter i det hele taget, fordi folk automatisk opererer med en forståelse/oplevelse af, at skatter er noget ubehageligt. Vores sprog og tænkning er gennemsyret af denne type af indlejrede, ubevidste og følelsesmæssigt betingede rationaler, og venstrefløjen er nødt til at forstå disse sammenhænge for at kunne generobre den politiske dagsorden, som ifølge Lakoff er fuldstændig domineret af den konservative tankegang.

George Lakoff’s bøger kan varmt anbefales, og hvis man er politisk interesseret vil f.eks. “Whoose freedom” være et godt sted at starte.

Besøget er også omtalt følgende steder:

Cevea: “Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” af Jens Jonatan Steen bragt i Information (se efterfølgende debat)

DR Orientering på P1: “Dansk venstrefløj i sprog- og idekrise

P1 Debat (DR): “Har venstrefløjen overtaget højrefløjens retorik?

Arkiveret under:Grundlagsdebat, Retopol

Krise i det kapitalistiske system: Del 1 – Møde med en bankmand

Økonomi er i den grad kommet på dagsordenen både globalt, hvor den europæiske gældskrise og adskillige globale finanskriser hærger, og nationalt, hvor det ellers meget standhaftige “velfærd” er blevet forvist fra tronen af ordet “vækst”.

Vækst er blevet et centralt begreb på grund af den såkaldte gældskrise, hvor en række europæiske landes gæld pludselig er blevet problem. Ikke fordi gældens størrelse er vokset meget hurtigt (bortset fra i Grækenlands tilfælde, hvor den er blevet løjet mindre end den reelt var), men fordi kreditorerne med et er blevet så nervøse for at låne de pågældende lande penge, at renterne er steget så meget, at de gældsplagede lande ikke længere har kunnet få budgetterne til at hænge sammen.

I mange landes tilfælde har man stiftet sin gæld i forventning om, at landets økonomi ville vokse og dermed muliggøre en accelerende afbetaling. Men når denne vækst udebliver og måske ligefrem bliver til negativ vækst risikerer landet at komme ind i en negativ spiral, hvor evnen til at afbetale gælden bliver mindre og mindre, samtidig med at gælden vokser.

Hvordan hænger det hele sammen?

I Tankebanken har vi taget emnet (gældskrise, finansiel krise og økonomi) under behandling både helt generelt med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt kapitalismen har indbyggede systemfejl, der i sidste ende (og det er måske snart) vil føre til systemets sammenbrud, men også specifikt i forhold til de to store kriser, som verden har oplevet i hhv. 2008 og 2011, hvoraf den sidste måske endnu ikke har kulmineret.

For at finde lidt hoved og hale i finanskrise, penge og ansvarlige aktører, satte vi en bankmand i stævne i en salon, hvor vi kunne få lov til at stille spørgsmål til en person, der kunne gøre os lidt klogere nogle af de spørgsmål vi har stillet os selv under vores diskussioner.

Vi deltog 12 personer med forskellig baggrund.

Vi talte om rigtig mange ting i salonen og et fuldt referat af mødets indhold samt efterbearbejdning vil være for uoverskueligt for os at formidle. I stedet vil vi foretage en række nedslag i nogle udvalgte temaer behandlet før, under og efter salonen.

Systemfejl

Vi er stødt på i hvert to bud på systemfejl i kapitalismen:

  1. Kapitalismen fordrer konstant vækst, ellers bryder systemet sammen.
  2. Kapitalismen kan kun fungere, hvis der er uendelige naturressourcer til rådighed.

Punkt 2 må vel dertil siges at være et grundvilkår for menneskets eksistens på jorden, og ikke noget, der karakteriserer kapitalismen som sådan. Men såfremt punkt 1 er gældende øger punkt 2 selvfølgelig presset på systemet.

Man kan sige, at både punkt 1 og 2 hver især kan betyde enden for den moderne vestlige livsstil. Hvis der en indbygget systemfejl i kapitalismen (som IKKE har med begrænsede naturressourcer at gøre), så vil vores økonomi bryde sammen og dermed vores nuværende samfundsorden. Hvis vi løber tør for olie, eller den bliver væsentligt dyrere, så vil en lang række fundamentale mekanismer i vores samfund bryde sammen.

Vækst

Centralt i påstanden i punkt 1 er vækstbegrebet og spørgsmålet om, hvorvidt det kapitalistiske system kan fungere for evigt eller har indbygget sin egen undergang.

En hurtig Google-søgning på spørgsmålet om grænser for vækst giver et meget diffust billede, som illustreret af følgende (modsat rettede) citater:

Svaret på gåden er, at kapitalismen (til forskel fra det rene marked) ikke kan fungere uden vækst. For er der ikke udsigt til øget økonomisk gevinst, er der heller ingen grund til fortsat aktivitet.” (link)

“Kapitalismen kan ikke overleve uden vækst, og vækst kan ikke længere lade sig gøre, fordi det vil true vores eksistensgrundlag. Fæld de sidste skove og pump den sidste olie op, så dør mennesket, og dermed også kapitalismen.” (link)

“When I advocate for shorter work hours and the slower rate of economic growth that they would bring, I often hear this objection: it is impossible because capitalism requires growth to maintain the rate of profit.

This objection is a leftover from an outdated Marxist ideology that has no intellectual merit. But the objection is common enough that it is worthwhile to take a bit of time to see why it is wrong.” (link)

Det lader med andre ord til, at der ikke findes noget enkelt anerkendt svar på spørgsmålet, formentlig fordi begrebet vækst i sig selv dækker over noget meget kompliceret, sammensat og flertydigt.

Vækst defineres i en økonomisk sammenhæng som vækst i bruttonationalprodukt og er dermed en måling af, hvor meget værdi målt i penge et land skaber på et år. Men hvad er penge, og hvilken sammenhæng er der mellem penge og samfundet i øvrigt, dvs. de ting, som penge anvendes til at beskrive, repræsentere, m.m.? Og hvad med begrebet vækst? Beskriver vækst dybest set ikke noget relativt, fordi ethvert økonomisk system vel kan nulstilles ved at gæld eftergives, værdier nedskrives/ødelægges og i yderste konsekvens mennesker dø, og man derved så at sige kan begynde “forfra” med væksten?

Det monetære system (penge)

Bare lige for at få definitionen af penge på plads:

“A monetary system is anything that is accepted as a standard of value and measure of wealth in a particular region.” (link)

Et af de første begreber vi stødte på i vores undersøgelse af potentielle systemfejl i kapitalismen var begrebet “Fractional-reserve banking” (FRB). FRB er et fænomen, som vi har brugt en del energi på at undersøge, fordi det blandt mange af kritikerne af det finansielle system angives som ét af bankernes og spekulanternes hovedinstrumenter til at franare samfundet og borgerne penge.

FRB bliver populært formidlet som et system, der giver banker og finansinstitutioner mulighed for selv at skabe penge ud af den blå luft helt efter forgodtbefindende. Ud over at denne mulighed for at skabe penge betyder, at det er private aktører, der kontrollerer pengemængden og ikke staten, så giver det også uanede muligheder for manipulation, store renteprofitter, m.m.

“Når produktionen og cirkulationen af penge overlades til private banker, så underkastes værdien af disse kæmpe summer hysteriske udsving, som er blevet hverdag på de globale finansmarkeder.” (Ole Bjerg i Politiken, link)

Problemet med ovenstående citat, er, at det både ifølge vores egne læsninger samt vores bankmand, ikke er korrekt, i hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Banker kan ikke producere penge efter forgodtbefindende (og hvis de kunne, kunne der i sagens natur ikke være nogen bankkrise).

FRB er dybest set den mekanik, der muliggør udlån af penge. Derudover er det normalt, at stater tillader private foretagender (banker) at varetage udlånet mod, at de opfylder en række regler for pengebeholdning, drift, osv. FRB tillader en bank at udlåne indlåneres penge (og tage betaling for udlånet i form af en rente). Da de penge, der lånes ud, typisk på et eller andet tidspunkt kanaliseres tilbage i en ny (eller samme for den sags skyld) bank som et nyt indlån, kan de samme penge udlånes flere gange, og på den måde opstår der nye penge, som ikke oprindeligt er udstedt af centralbanken. Da et af kravene til banker er, at de ikke må udlåne samtlige indlåneres midler, men kun en del (i øjeblikket skal de beholde i omegnen af en faktor 1/11), kan der ikke skabes uendeligt mange penge i dette system.

At sige, at der er bankerne der skaber penge er derfor både et rigtigt og forkert udsagn. Dybest set er det ikke den enkelte bank, der skaber pengene, fordi penge skal findes som indlån i banken, før banken kan låne dem ud. Penge opstår snarere imellem bankerne, og det er ikke den enkelte bank, der “styrer pengeproduktionen”, selvom meget store banker formentlig kan udøve én eller anden form for kontrol pga. deres store andel af en samlet udlånsmasse. Derudover kan banker være mere eller mindre aggressive i forhold til at låne penge ud, og hvis en helt banksektor arbejder intenst på at låne penge ud, så vil det alt andet lige betyde, at den samlede pengemængde øges via FRB-mekanismen.

Kriserne i 2008 og 2011

En hurtig snak om kriserne i 2008 og 2011 gav os indtryk af, at de på overfladen havde meget forskellige årsager men i dybden alligevel mindede om hinanden. Krisen i 2008 var forårsaget af kollapset i de amerikanske sub prime lån. Krisen i 2011 var forårsaget af, at en række landes meget store gældsposter indenfor kort tid ændrede status fra lavrisikogæld til højrisikogæld.

Begge kriser har dermed det tilfælles, at de starter, da det går op for markedet, at en række større gældsposter formentlig ikke kan betales tilbage (sub prime lån i amerikanske boliger, græsk statsgæld).

Men hvordan kan en enkelt sektors eller lands fallit (Grækenland) være med til at vælte en hel finans- og/eller banksektor? Dette synes i sig selv at være udtryk for en form for systemfejl, for det bør vel ikke kunne ske i et kapitalistisk system, eller hvad?

Vi kunne godt selv tænke os frem til, at der måtte være nogle krav til banker om, hvilken risiko de må tage i forhold til deres udlån. Disse krav findes gjorde vores bankmand opmærksom på, og går under navnene Basel I, II og III, hvoraf de to sidstnævnte endnu ikke er trådt i kraft.

Basel I opdeler udlån i fem risikokategorier, og angiver, hvor stor en risiko i forhold til disse kategorier, en bank må tage i forhold til sine udlån. Problemet med sådan regulering, er at udlån kan skifte status over så kort tid, at bankerne ikke kan nå at ændre deres lånesammensætning i tide. Dette var, hvad der skete under begge kriser. Både sub prime lån og den græske statsgæld gik på meget kort tid fra at have den højeste kredit rating til at blive karakteriseret som junk. Men der var formentlig alligevel stadigvæk kun tale om en udløsende faktor, for havde kriserne alene handlet om at inddæmme tabene fra hhv. subprime og græske statsobligationer var det nok gået endda. Problemet er, at hele bank- og udlånssystemet metaforisk set er spændt til bristepunktet, dvs. at det ikke så meget er konkrete gældsposter, der er problemet, men snarere følsomheden overfor selv mindre renteændringer og generel mulighed for at låne penge bankerne i mellem. Eksempelvis skal mange lande løbende refinansiere deres statsgæld (dvs. lukke gamle lån med nye lånte penge), og kan de ikke få en tilpas lav rente kan det i sig selv vælte hele statsbudgettet. Noget tilsvarende er formentlig på spil, når det gælder bankerne og deres solvens, selvom nogle banker er væsentlig mere forsigtige end andre.

Handel med derivater

Vi nåede kort omkring handel med de såkaldte derivater, fordi vores bankmand gerne ville gøre opmærksom på, hvilken funktion banker egentlig har, og at almindelige banker ikke selv kan/må spekulere ved at handle aktier og andre værdipapirer. Dette er i sig selv en vigtig pointe, fordi banker og spekulanter ofte i debatten bliver set som én og samme ting. Bankerne optræder i stedet typisk som formidlere af værdipapirhandler, og kan også låne penge ud til personer/virksomheder, der ønsker at spekulere med pengene.

Afslutning

Overordnet fik vi nok alle en mere nuanceret forståelse af bankssystemet samt nogle af årsagssammenhængene i de seneste par års kriser. Men vi sidder også tilbage med et indtryk af et ret kompliceret system, hvor mange aktører med svært gennemskuelige interesser agerer og gør det ganske svært identificére enkeltstående problemer/systemfejl. Og én ting er at påpege svagheder/fejl, hvilket er nok så vigtigt, noget helt andet er, at komme op med alternativer. Dvs. skal vi “bare” rette systemfejlene eller skal vi designe et helt nyt system?

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Om at udvirke forandring

Når man, som vi har gjort, stifter en tænketank, bør det principielle formål ifølge definitionen på en tænketank være, at:

“… give sig af med forskning i aktuelle problemer af interesse for nation, samfund eller erhvervsliv og fremsætte forslag til løsning af dem …” (Den Store Danske)

Tænketanke er dog oftest ideologisk funderede og dermed ikke objektive i deres forskning, ligesom at der ofte ligger et ønske om at påvirke og forandre samfundet i en bestemt retning bag stiftelsen af en tænketanke. Men hvordan kan man overhovedet som mindre gruppe udvirke forandring på samfundsmæssigt plan? Dvs. hvordan kan relativt få enkeltindivider uden en særlig magtposition (som indehaves f.eks. af politikere, virksomhedsejere, m.fl.) overhovedet bevirke forandring i et helt samfund?

Ønsket om at udvirke forandring kan både gælde på det personlige såvel som på det kollektive niveau. Personligt handler forandring om alt lige fra fysisk fremtoning over ønsket om at eje bestemte ting til at opnå en specifik kunnen. Men man kan også have et ønske om, at andre individer forandrer sig, dvs. ønsket om en kollektiv forandring, der dog stadigvæk har udspring i en personlig fordring. Endelig kan man måske tale om et kollektivt ønske om forandring, når mange mennesker deler det samme ønske på samme tid.

Det er svært at forestille sig et individ eller en organisation, der ikke i sidste ende eksisterer med det formål enten at udvirke en forandring eller det modsatte, nemlig at forhindre selv samme og dermed bevare status quo. Således gælder det også Tankebanken, at vi har skabt stedet med det formål at medvirke til forandring både individuelt og for mennesker, som vi kommer i kontakt med. (Man kunne også bare ønske at undersøge, at bevidstgøre sig?)

Hermed lagt et fundament for at tale om, hvordan det overhovedet er muligt at udvirke forandring, og som et første undersøgelsesobjekt er vi stødt ind i begrebet inerti. Inerti er et godt begreb til at billedliggøre, hvad vi arbejder med, når vi ønsker at udvirke forandring:

“The Law of Inertia actually says that things tend to keep doing what they are doing – unless some outside force intervenes. While it’s true that something that isn’t moving will tend to stay that way, that’s only half of the law.  The other half says, “A body in motion will tend to stay in motion.”” (How to Use the Law of Intertia to Change Your Life)

Én af grundene til, at vi startede Tankebanken, var det mere eller mindre bevidste ønske om (i hvert fald for mit vedkommende), at forandre vores samfund på en række konkrete punkter, som især knyttede sig til den politiske magt, men også i forhold til almindelige menneskers hverdagsvalg. Vi ønskede at udvirke en forandring ikke bare hos selv os selv, men nok i endnu højere grad hos andre, som skulle være bedre til at gennemskue politikerne og være mindre materielle, for bare at nævne nogle eksempler.

Her har jeg så flere gange overvejet om vi i virkeligheden i det udgangspunkt har indbildt os en omnipotens, som vi formentlig ikke besidder. For hvordan skulle vi tre kunne udvirke en forandring hos en betydende del af f.eks. den danske befolkning?

“The moment an outside force changes non-movement to movement – or vice versa – is a “tipping point.””

Måske vi håbede/håber på, at vi kan udgøre et tipping point for en række bevægelser/tanker/mønstre i befolkningen generelt, dvs. at vi kunne være en udløsende faktor i forhold til at ændre én vane til en anden:

“As a coach I know that it takes 21 days to “install” a habit. Finally I made a deal with myself to take a walk every day for a few weeks. Not Monday, Wednesday and Friday. Every day. To keep track I put a big “W” on my wall calendar each day I’ve kept that promise to myself.”

“After about 3 weeks I didn’t have to use the calendar trick any more. Soon I wasn’t just walking, I was hiking nearly every day. The Power of Inertia had taken over and movement was now my new pattern.  The calendar trick helped tip the Law of Inertia to my side. Those 5 minute evening walks helped too. Why? Because if something is moving, it will tend to keep moving.”

Forandring kommer ikke ud af den blå luft. Det man observerer som selve forandringen er vel bare “the tipping point”, som beskrevet ovenfor, men inden det punkt bliver nået har der allerede været en villet handling over lang tid. Det gælder kollektivt, såvel som individuelt. Hvis man, som vi gjorde ved Tankebankens start, ønsker at udvirke en kollektiv forandring, så bliver man nødt til at lede efter potentielle “tipping points”, dvs. vaner og mønstre, der allerede er en tæt på, kritisk masse af personer, der arbejder med, måske bare på et tankemæssigt plan, men der er nødt til at være noget at bygge videre på.

Det var vel det, som George Bush og Anders Fogh udnyttede i forbindelse med at få deres krige sat i søen. De koblede deres projekter op på nogle følelser og motivationer i befolkningen og fik dem overbevist om, at disse følelser kunne udreddes via krigene. Måske troede de selv på det eller også var de kyniske og manipulerede.

Dette er udmærket eksempel på, hvad man så kan gøre i sit forsøg på at få folk til at handle, nemlig at appellere til deres følelser. Spørgsmålet er om der er nogen bedre vej end det. Især intellektuelle har måske en ubevidst tro på, at man kan overtale folk ved hjælp af rationelle argumenter, men i sidste ende handler rationaliteten vel altid om at begrunde noget i behov (tryghed, velstand, kærlighed) og de respektive positive og negative følelser. Men, det hører et helt andet indlæg til.

Arkiveret under:Grundlagsdebat, Tankebanken

Mislykket konservativ erobring

Et af Tankebankens projekter hedder: Grundlagsdebatten. Det er en bestræbelse på at formulere hvilket livsholdning og menneskesyn, der ligger bag en given politik. Det vil sige at debatere forholdet  mellem det politiske og før-politiske. Det er tanker der er meget inspireret af Villy Sørensens filosofi. – Kasper Støvring har skrevet en bog om Villy Sørensen netop med sigte på de før-politiske overvejelser i dette vigtige danske forfatterskab.

Sylvester Roepstorff bringer her en omtale og anmeldelse af bogen, der er en bearbejdning af Støvrings phd.

Hvorfor er det vigtigt at diskutere
Da Villy Sørensen døde for snart ti år siden, efterlod han sig en plads i den danske offentlighed, som ikke er overtaget af nogen anden. Med både sit skønlitterære forfatterskab, der brød nye veje for litteraturen og med sit filosofiske forfatterskab, der bragte en international humanistisk tradition til live i Danmark indtager han en ekstraordinær fremtrædende plads i den danske litterære tradition og kulturdebat. Alligevel har interessen de seneste år for hans forfatterskab ikke været stor. Men Kasper Støvring har med sin seneste bog om Villy Sørensen og kulturkonservatismen bragt ham på forsiderne. Det er godt at Villy Sørensen bliver debateret, men det ville have været bedre, hvis debatten var god.

En af Villy Sørensen vigtigste inspirationskilder var humanisten ved kejser Neros hof Seneca (4 f.Kr - 65 e.Kr). På dette billede fra 1625 skildrer Gerard van Honthorst Senecas død. Seneca blev anklaget for at stå bag en sammensværgelse mod Nero, men han har nok været udsat for dét han selv formulerede sådan: "Frygten fremkalder det den frygter" (Villy Sørensen: Seneca, s. 329)

Grunden til at det er vigtigt at imødegå Støvrings udlægning, er ikke kun fordi den litterært er uholdbar, men også fordi denne bog har politisk betydning. Støvring gør en del ud af, at ordet kulturkonservatisme ikke har noget at gøre med konservativ ideologi. Han betoner vigtigheden af at skelne mellem analyse, som debatøren fremlægger og de praktiske løsningsforslag, som politikerne argumenterer for. Støvring skelner (s. 27) mellem erkendelsens kilder og de politiske sympatier, som han altså ikke sympatiserer med: “Det er altså min pointe, at man også kan drage nytte af Sørensens analyser uden at følge hans politiske løsningsforslag, der i mange henseender, i hvert fald for mig, fremstår problematiske” (s. 29). Allerede på dette stadie er der grund til panderynken, som om analyse og løsningsforslag kan behandles så adskilt. Men det stopper ikke her, for Sørensen kommer senere til at mene dét, han selv syntes var problematisk, men som Støvring tilfældigvis mener.

Betegnelsen kulturkonservatisme skal forstås på et før-politisk niveau – og kun på dette -, d.v.s. som en særlig måde at fornemme problemer på. På den måde har Støvring ryggen fri, når den almindelige læser vader i spinaten og tror, at Villy Sørensen er en konservativ tænker. Nej, siger Støvring, Villy Sørensen er kulturkonservativ, hvormed han så mener: en før-politisk tænker, der interesserer sig for mytologi og i sin humanisme ikke benægter at mennesket kan være ondt.

Det dubiøse ligger i, at Støvring ikke er uinteresseret i denne misforståelse. Hvis man havde held med at få placeret en stor dansk forfatter i den konservative tradition, ville det være en slags åndelig oprustning og legitimering for den konservative ideologi, som Kasper Støvring i mange andre sammenhænge er en utvetydig fortaler for.

Kulturkamp er en kamp om navne og prædikater
Megen kulturkamp er en kamp om ord: Hvad skal barnet hedde? Således også denne kamp om Villy Sørensen. Hvad skal vi kalde ham? Selv kunne han kun finde én dækkende betegnelse, nemlig prædikatet ‘humanist’.
Man skal heller ikke glemme, at vi taler om en person, der nok ved hvad kulturkonservatisme er. Man kan ganske enkelt spørge – sådan som Per Øhrgaard gjorde det i sin anmeldelse af bogen i Højskolebladet: Hvis han var kulturkonservativ, hvorfor sagde han det så ikke? – Svaret er: Fordi han forstod noget andet med ordet end Kasper Støvring.

På den ene side definerer Støvring kulturkonservatismen så bredt, at de rigtigt kulturkonservative også burde løfte deres stemme, (hvilket Niels I. Meyer også var inde på i diskussionen med Kasper Støvring i DRs P1), – og på den anden side går han skridtet videre fra at skelne mellem det politiske og det før-politiske til at isolere disse fra hinanden, hvad Villy Sørensen bl.a. kritiserede kraftigt hos to af sine store inspirationskilder: C.G.Jung og Thomas Mann.

Metode
Man er selvfølgelig ikke forpligtet til, snarere forpligtet til ikke at følge den biograferede persons metode. På den anden side er det mistænkeligt at bruge en metode, som den biograferede person bevidst har forholdt sig kritisk til og arbejdet sig ud af.
Villy Sørensens metode var nemlig at læse hele forfatterskaber og at lade disse stå og tale for sig selv.
For det første bruger Støvring kun den essayistiske del af forfatterskabet, hvad der måske godt ville kunne gå i enhver anden sammenhæng end Villy Sørensens, for hvem det netop var afgørende konstant at have et dobbeltblik på alle ting og hvis stræben igennem hele livet netop sigtede imod en balance mellem følelse og intellekt, mellem digtning og filosofi, (se også Sverre Kaels anmeldelse i Kulturkapellet). Støvring skriver direkte, at spændingen mellem Sørensens konservative og progressive side ikke har været temaet i bogen  (s. 251). – Men når denne spænding ikke er i fokus, tabes stort set hele forståelsen af Villy Sørensen på gulvet. For hvor i forfatterskabet findes denne spænding ikke? Når han på den måde kan hive luften ud af en ellers opløftende og kraftfuld åndelig kilde, undrer jeg mig blot over, hvad det mon er, der har fascineret ham ved Villy Sørensen. Er det mon ikonet Villy Sørensen, Støvring vil bruge til at legitimere sine egne politiske standpunkter?

For det andet lader Støvring ikke forfatterskabet tale for sig selv.
Kasper Støvring kan nemlig kun få sin tese til at passe, når han bruger ordene, ikke for det de er, men for det han gør dem til. Han påstår, at den kulturkonservative tradition i Villy Sørensens forfatterskab også har været overset af Villy Sørensen selv (s. 10), men det er fordi Sørensen ikke forstår det samme med ordet som Støvring, og hvis han gjorde det, ville han have brugt et andet ord. Støvring skriver direkte, at han ikke bruger ordene i Sørensens egen betydning: Når Sørensen siger konservativ, oversætter Støvring det med reaktionær, som om Sørensen ikke selv kunne finde det rette ord. Ikke kun kender man i så fald Villy Sørensen dårligt, man undervurderer ham også.
Ved at lave denne helt bevidste fordrejning af de tekster, han fortolker, kan Støvring således få Villy Sørensen til at tilslutte sig kulturkonservatismen.
Når Sørensen skriver radikal, oversætter Støvring det med ‘oprørsk’, altså det modsatte af det konservatismen ønsker – og stort set også det modsatte af hvad Sørensen selv har ment. “Radikalisme, som jeg bruger ordet, betyder at rive noget op med rødderne, ikke ‘at gå til problemets rod'” (s. 29). Her går Støvring ikke kun imod Villy Sørensens brug af ordet, men imod ordbøgernes definition. Støvring omdefinerer simpelthen ordene i sit eget billede på samme måde som han fortolker Villy Sørensen imod hans egne tekster.

Jeg kan ikke se, at man i en sådan omgang med begreber og deres betydning lever op til de videnskabelige krav, som kræves for at få den phd-afhandling, som bogen hviler på.

Villy Sørensen og institutionerne
Som debatør er Støvring meget forskellig fra Villy Sørensen, både fordi han entydigt har placeret sig et godt stykke til højre i det politiske spektrum, og fordi han i mindre grad end Villy Søresen benytter sig af en dialektisk tankegang. Støvring er en ambitiøs universitetslektor, mens Sørensen hurtigt meldte sig ud af universitetet. Det er alt sammen fint nok, hvis ikke Støvrings universitære metode på en ulogisk måde får Villy Sørensen til at være tilhænger af det, han er modstander af.

Universitetet
Blandt de mange dele af Villy Sørensens kritik af kulturkonservatismen og de etablerede institutioner, som Kasper Støvring ikke får med i sin bog, optræder nemlig også universitetet. Først var Sørensen indædt vred på – det konservative – professorvælde (i skikkelse af Jørgen Jørgensen), dernæst ligeså indigneret over den marxistiske – og autoritære – hjernevaskemaskine, som universitetet senere blev. Denne kritik bliver behandlet, men Støvring argumenterer for Villy Sørensen kulturkonservatisme som en logisk konsekvens af hans marxismekritik, som om der ikke findes andre positioner at kritisere marxismen fra.

Han skriver desuden, at Villy Sørensens tale om menneskets natur og dets anlæg for ondskab gør ham institutionskonservativ (s. 153). Herefter refererer han Løgstrup, Safranski og Göran Heidegren, men Sørensen var ret kritisk overfor sin gode ven Løgstrups tækning, og har  ikke noget eksplicit forhold til de andre. Støvring skriver, at institutionerne i den (kultur)konservative tradition har til formål at “domesticere den latente ondskab”. For Villy Sørensen er kunsten det vigtigste middel til at gøre dette. Men at gå herfra og til at sige, at han har været institutionskonservativ er både ulogisk, videnskabeligt uredeligt og en forkert konklusion.

Man må give Støvring, at han i sin interesse for Villy Sørensen ikke følger moden, men i sin måde at fremstille ham på, synes han unægtelig at lytte mere til hvad autoriteterne (universitetet og tidsånden) end hvad Villy Sørensen selv siger. Man må også give Støvring, at han flittigt citerer Sørensen – men bare underligt, at han samtidig kan gå så meget fejl af grundtonen i hele forfatterskabet. Idet bogen forsøger at tvinge Sørensen ind i den konservative lejr, kommer Sørensen til at levere skyts i den stående kulturkamp imod de kulturradikale, som Støvring er så ivrig en deltager i, men som ikke har været Sørensens mål. Sørensen bekæmpede bl.a. det moderne samfunds umenneskeliggørelse, videnskabelighedens kynisme, traditionalismens dogmatik, materialismens åndløshed og normalitetstyraniet.

Hvorfor er det så vigtigt for Støvring at få Villy Sørensen til at mene alt det, han ikke har ment? Det er jo fint nok, at Støvring selv mener det, men det er, som om han leder med lys og lygte efter store ånder, der kan give ham ret – eller at Villy Sørensen er så fascinerende en forfatter, at han også må kunne bruges i Støvrings konservative mission. Imod både det, der står på og imellem linjerne.

Den teolog Villy Sørensen følte sig mest beslægtet med var den romersk katolske præst og professor, Alfred Loisy (1857-1940), hvis undersøgelser mundede ud i sætningen: Jesus prædikede Guds rige, men det var kirken der kom. Loisy blev afskediget som professor i Paris i 1893, fordømt af Vatikanet og i 1908 ekskommunikeret af den katolske kirke.

Kristendommen
En anden institution i det kulturkonservative arvegods, som Sørensen var kritisk overfor, var kirken, – hvilket Støvring heller ikke forholder sig til. Sørensens forståelse af historien hvilede mindst lige så meget på, at traditionen havde cementeret inhumane vaner, det gjaldt om at ændre, som at den havde en autoritet i sig selv – ved blot at være: tradition. Bogen Jesus og Kristus (1992) er et eksempel på dette: Med et pennestrøg sætter Villy Sørensen parentes om hele kirkehistorien og forholder sig udelukkende til evangelierne. Villy Sørensen skriver et evangelium frem, der både bryder med evangelierne og undergraver hele den kirkelige tradition. Er det kulturkonservatisme?

Familien og nationen
I denne bog skal man heller ikke glemme Jesus’ skarpe kritik af vel nok kulturkonservatismens vigtigste institution, nemlig familien. Uden at være fjende af familien, kunne Villy Sørensen følge både ungdomsoprørets og for den sags skyld Jesus’ kritik af familiens tendens til at lukke om sig selv og glemme næsten og naboen. Denne institution behandles heller ikke hos Støvring.
Nøjagtigt den samme kritik gælder nationen. Dén bliver behandlet i Støvrings bog. Ikke underligt finder Støvring også et positivt syn på nationen hos Villy Sørensen uden at tage stilling til de forhold, der relativerer dette syn. Det nationale tilhørsforhold er hos Villy Sørensen relativeret af hans positive indstilling overfor EU og hans ideer om en høj grad af lokal autonomi, herunder også decentral retspleje (s. 233), som Støvring er kritisk overfor. Når man tænker på hvor forskellige betydninger begrebet nation har i 2011 og 1979, er det heller ikke rimeligt – som Støvring gør – at bruge over 30 år gamle udtalelser til forsvar for en nutidig nations-ideologi, der på så mange måder er i modstrid med hvad Villy Sørensen ellers stod for og skrev om. Indledningen til historien Holger Danske er således også typisk for den måde Villy Sørensen kunne tænke på, ikke mindst om det danske: “Der er det mærkelige ved den store danske kriger Holger Danske at han oprindelig ikke var dansk, ikke hed Holger og ikke kæmpede for Danmark”,  (i 55 Bagateller, 2002). Næppe heller en typisk kulturkonsevativ formulering.

Idet Sørensen siger, at en sand politisk radikalitet forudsætter en ‘godartet konservatisme’ (s. 27), bruger Støvring kun denne udtalelse i dens positive betydning, for når VS siger godartet konservatisme, mener han jo implicit, at den almindelige konservatisme ikke er det. Sørensen talte om det infame højrekompleks, som er den situation, hvor militæret, industrien og en (højredrejet) regering eller diktator går i tæt alliance. Det var for Sørensen et af de politiske skrækbilleder, som den kulturkonservative tradition ikke i samme grad som Sørensen har været modstander af.

Støvring vil med sin bog korrigere det overleverede billede af Villy Sørensen, hvad der er al ære værd, men det er altid problematisk at skrive en ensidig bog for at skabe balance i en ensidig debat. Fordi de kulturradikale fortolkere af Villy Sørensen har haft overvægt, skaber en kulturkonservativ udlægning ikke dermed et sandere billede af manden. En tendentiøs fortolkning af en sammensat forfatter som Villy Sørensen får i virkeligheden heller ikke fat i de aspekter, hvor han vitterlig var kulturkonservativ.

Hvis hans titel og anliggende var vendt om, ville det have været mere redeligt: Hvis han havde brugt nogle af Villy Sørensens formuleringer og tankegange til at understøtte sine egne – eksplicitte – holdninger fremfor at dække over dem ved at få en anden, og så et ikon, til at mene det samme. Hvad han ikke gør.

Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen, Informations Forlag 2011.

Arkiveret under:Grundlagsdebat,

En position udenfor kapitalismen

– en opsats med udgangspunkt i Øjvind Larsens bog Modstandens etik (1988) af Sylvester Roepstorff

Handling
Hvor er oppositionen henne? er et spørgsmål der giver ekko igennem de sidste ti år. (Senest Per Stig Møller i Politiken). Men det er et forkert spørgsmål. Oppositionen er der, men den arbejder på andre frekvenser end tidsånden. Der arbejdes. Kontinuerligt. Der er meget tankearbejde der skal gøres, og det bliver gjort i alle mulige sammenhænge, decentralt, i små grupper og sammenhænge, i en ny balance mellem fjern- og nærkontakt, sådan som vilkårene for nutidens organisering nu engang er.

Det er også baggrunden for oprettelsens af Tankebanken. Hvordan handle? Og handle med hvad? Hvad er i det hele taget handling? Er det handling at skrive læserbreve? Er det handling at bombe hovedkvarteret? Er det handling at tænke? – Uanset hvad, så kan vi ikke lade være med at tænke, og vi har i Tankebanken et spinkelt håb om, at det på et eller andet tidspunkt kan vise sin – omend mikroskopiske – nytte. Vi mener, at tanker og samtaler også er en form for handling. Derfor tillader vi os at tænke og tale i fora, hvor vi selv skaber rammerne – for blandt andet at forbinde os med både eksistentielle og historiske temaer.

Vi bliver nød til at finde en måde at pejle imellem den ideologiske klaustrofobi og handlingsmæssige paralyse, som nutiden er så præget af. Denne ophobning af energi, som ikke har fundet sine kanaler at løbe ad, munder ud i eksplosioner og implosioner, ud- og indadvendte destruktiviteter, der prøver at slå genvej til det mål, som i sidste ende rykker længere væk, des hurtigere man når det; – men ikke desto mindre baner en slags vej, selv om den er kroget.
Det er jo en del af vores demokratis historie.

Den samfundsmodel, som vi hylder og forsvarer med retsundergravende anti-terrorpakker og ureflekteret moralisren, der fordømmer enhver form for modstand, er selv skabt af modstand og oprør imod uretfærdige strukturer og fordelinger. Fra den franske revolution til indførelsen af den frie forfatning i Danmark. (Se bl.a. René Karpantschof: Gaden og parlamentet, 2007).

Kan man overhovedet stille sig udenfor kapitalismen
At læse Øjvind Larsens bog fra 1988 om Modstandens etik giver nogle anvisninger på, hvorfra handlinger kan springe og hvilken karakter, de kan – eller bør – have. Overskriften siger det: Nutidens handlinger må have karakter af modstand, og udgangspunktet for denne modstand er uretfærdighed, i bund og grund: at maven er tom. Men han er ikke teolog for ingenting: Vi lever ikke af brød alene. Hans kritiske indstilling retter sig dog mere imod den almindelige kristendom end den almindelige marxisme.

At kapitalismen overlever, fordi den altid er i stand til at opsuge sin egen modsætning, er vel en generelt accepteret kendsgerning – både blandt kritikere og tilhængere. Modstand imod kapitalisme får stort set altid den modsatte effekt af hvad den ville. Det kaldte Guy Debord og fremdeles også situationisterne for ‘appropriering’ eller ‘appropriation’, altså det at en minoritetskultur bliver opslugt og assimileret af det dominerende system.

Det er et demokratisk problem, for hvordan kritisere kapitalismen? Demokratiet er trådt under fode, hvis ikke det er muligt at kritisere. Hvis ikke det er muligt at indtage en position, hvorfra man kan kritisere kapitalismen, er det enten fordi kapitalsmen er den økonomiske forudsætning for politisk frihed (demokrati), eller fordi demokratiet ikke er fuldt udviklet. At gøre demokratiet afhængigt af kapitalismen vil sige, at der ikke findes andre økonomiske lighedsmodeller end markedsøkonomien. At kapitalismen er indført i tydeligt ikke-demokratiske lande (Kina som det mest oplagte eksempel) er heller ikke et fældende argument imod tesen om markedsøkonomi som demokratiets forudsætning, selv om det i hvert fald siger at kapitalismen ikke nødvendigvis fører til demokrati. Kapitalismen modvirker i hvert fald ikke udemokratiske styreformer.

En kritik af kapitalismen siger, at der ikke er tale om mediering imellem tese og antitese, men om en opløsning af selve modsætningens princip. Det er det samme som at sige, at demokratiet er sat ud af kraft, fordi der ikke er tale om demokrati, hvis ikke det er muligt at tænke et alternativ til kapitalismen.

Der er mindre diskussion om, hvorvidt det er muligt at stå udenfor kapitalismen, end om dette faktum er godt eller skidt, demokratisk eller udemokratisk. Vi har også lært, at den globale kapitalisme vækker – med rette eller urette – lysten til med våben og terror at tilkæmpe sig et område udenfor en kapitalistisk logik. Disse handlinger kan i virkeligheden have to helt modsat rettede mål, enten at indføre et alternativt totalitært system (f.eks. et teokrati) eller et (virkeligt) demokrati.

Selv om det virker selvfølgeligt, at demokratiet ikke kan acceptere, at målet helliger midlet, og at man må bekæmpe fåmandsvældet med våben og vold for at indføre et folkestyre, der hviler på fredelige sameksistens, er det ikke desto mindre det, som historien viser os (Den Franske Revolution og selv den danske “revolution” i 1849 blev ikke udkæmpet uden kamp, sådan som vi ellers har for vane at høre, se René Karpantschofs og Flemming Mikkelsens omfattende artikel “Vold, politik og demokrati i Danmark”, Modkraft ).

Ja, det kan man godt
Hos Øjvind Larsen finder man et utraditionelt ståsted udenfor kapialismen. Et ståsted der for mange inkarnerer selve traditionen; et ståsted, der mange steder på jorden fuldstændigt går i ét med kapitalismens fundament – og derfor konsoliderer den. Det interessante er, at vi her har at gøre med et system, der både rækker ud over de almindelige politiske grænser og samtidig – eller måske netop derfor – har mere radikale konsekvenser end dets udøvere har turdet at indrømme og leve efter. Og det er i virkeligheden ikke et ståsted udenfor, men snarere nedenunder, for vi har her at gøre med nogle almene principper, hvorfra en kapitalistisk samfundsmodel kan kritiseres. Et etisk grundlag for en nødvendig modstand.

Budskabet i bogen er i al sin korthed, at den kristne kærlighedstanke, nej: Jesus’ radikale kærlighedsbegreb udgør det etiske grundlag for en nødvendig modstand imod kapitalismen. Der er altså tale om en antikirkelig kristendom, der på en og samme gang gør op med både kapitalismen og marxismen (dog mere det første end det sidste). Der er ikke tale om en missionerende kristendom, man skal bekende sig til, eller noget af alt det som de såkaldte ateister harcelerer imod. Han viderefører en Løgstrupsk tradition, der bestemmer en kristen etik på et helt humant grundlag.

Øjvind Larsens teologi og kristendomssyn er ikke repræsenteret mange steder på jorden. Et af de få steder hvor der er nogle, der har gjort alvor af Jesus’ kommunistiske kernebudskab og modstandsetik, er vel befrielsesteologien i latinamerika.

Han skriver, at kirken har svigtet den oprindelige kærlighedstanke i et mislykket – eller rettere: fraveget forsøg på at gøre denne tanke alment gældende i samfundet. Fra og med Paulus og hans etablering af menigheder har kirken indkapslet Jesus’ budskab i disse hellige enklaver. Det radikale bud fra Jesus, at elske fjenden og lade dette princip være bestemmende for hele samfundet, formåede kirken ikke at gøre til et politisk princip. Håbet om en ydre samfundsmæssige forandring blev erstattet af den personlige frelse. Samfund og religion blev til to forskellige størrelser og senere radikaliseret (af protestantismen) til to modsatrettede størrelser. For at sige det teologisk: Eskatologien, forestillingen om de sidste tider, blev fortrængt af soterologien, læren om frelsen. Det vil sige, at forestillingen om Guds rige blev trængt i baggrunden af tanken om den enkeltes retfærdiggørelse. Det kærlighedsbegreb, som Jesus havde radikaliseret og havde prædiket for hele verden, blev overtaget og omformuleret til en opgave og opfyldelse for de troende.

Ikke-samtidighed
Det ståsted udenfor en kapitalistisk model kommer til syne i kraft af det, som Norbert Elias har kaldt ikke-samtidighed. Ikke-samtidighed skal ikke forveksles med tradition.

Tradition er bestemt af kontinuitet, det vil sige af en ubrudt forbindelse med fortiden. Den er en løbende udfoldelse af sin egen selvforståelse, enhver ny tid tager traditionen til sig, men netop som noget der i forvejen er levende. En tradition er noget der er levet og overleveret.

Ikke-samtidigheden derimod undgår den træghed og inerti, som er så bestemmende for traditionen. Ikke-samtidigheden beskriver nemlig et tidsligt brud og sætter et princip som på engang (ligesom traditionen) er historisk bundet og funktionelt i samtiden, men (i modsætning til traditionen) står i kontrast til det herskende samfundsmæssige princip (32).

Tradition er konservativt og ikke-samtidighed er revolutionært. For nu at sige det alt for enkelt.

Det er i kraft af dette begrebspar, at Øjvind Larsen kan pege på en splittelse i kristendommen imellem det etiske princip og den frelsesreligiøse tradition. Det etiske princip løber som en understrøm i den kristne frelsesreligion, men det udsondres allerede fra Paulus’ tid. Med andre ord: Jesus’ oprindelige og radikale politisk-sociale – og almene – budskab bliver underordnet dét som så bliver kirkens tradition: menighedens og det hellige samfunds frelse.

Men: Fordi traditionen har undertrykt det etiske princip, vil det ikke sige, at dette ikke lever. Det er stadig gyldigt, det lever stadig, og derfor er det ikke-samtidigt.

Hvordan elsker man sine fjender?
Men man kan vel ikke sige, at ikke-samtidigheden i sig selv gør det levende. Det er, at tillægge dette begreb en substans, og det virker spekulativt. Der må være en eller anden kraft, der holder det etiske princip i live.

Øjvind Larsen redegør faktisk ikke for, hvordan modstandens etik i det hele taget er i stand til at være ikke-samtidig. Men modstandens etik hævdes at være fundamentalt i menneskets liv, hvad Bjergprædikenen er et eksempel på, nej: Bjergprædikenen er ikke et eksempel, den er i det hele taget det faktiske og konkrete udtryk for, hvad grundlaget er. Her tænker Øjvind Larsen specielt på buddet om at elske dine fjender: “I ved der står: ‘Du skal elske dine landsmænd og hade dine fjender’. Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem der forfølger jer” (Den Ny Aftale, Matthæus 5,43f).

Det er stadig et spørgsmål, hvor kraften til denne fjendekærlighed kommer. Hvis man blot gør det af pligt, er det ikke kærlighed, og spontanitet er det heller ikke, for det spontane had dikterer jo ikke, at man skal elske sin fjende.

Jesus dropper namedropping
Da profeterne (f.eks. Amos) som nogle af de første gav udtryk for social indignation, var Jahve den instans, de grundlagde deres forkyndelse i. Men Jahve er en instans udenfor den, der taler; og det er denne – eksterne – instans, som Jesus i Bjergprædikenen eliminerer.  Jesus taler på egne vegne: “Autoriteten i hans tale hviler på, at han taler sandt. Og da talens sandhed ikke kan verificeres hos nogen instans, stadfæstes sandheden igennem tilhørernes tro” (28).

Fordi Jesus ikke taler som autoritet, men lader talen selv være autoritet, bliver handlingen det eneste sandhedskriterium. “Spørgsmålet om sandhed kan kun besvares igennem eksistentiel praksis” (28). Det er derfor Jesus ikke er profet. Han gør op med profeterne, fordi de taler i kraft af Jahve. (At evangelisterne fremstiller Jesus på en anden måde, forklarer Øjvind Larsen med, at de endnu ikke forstod, hvilken kulturhistorisk revolution de selv var med til at sætte i gang).

Den Jesus, som Øjvind Larsen portræterer, er modellen på det moderne menneske, der er – eller prøver på at blive – herre i eget hus, det menneske der ikke kan tale på andres vegne, selvfølgelig heller ikke på Jesus’. Ej heller traditionens.

Men vi kommer alligevel ikke udenom at pege på, hvad det er, der giver os kraft til at engagere os, hvad der hos Øjvind Larsen hedder: at gøre modstand. Negativt set er det harmen over social uretfærdighed og medfølelsen med andres lidelse. Positivt formuleret er det i kraft af – som Larsen siger – sandheden. Når man ikke længere belægger sine ord med en andens autoritet, må den komme fra ordenes egen kraft. Det er, hvad der menes med sandhed.

At dette etiske princip netop hentes i kristendommen kunne få nogle til at afvise det, fordi det netop er – kristent. Men det kristne er ukristeligt i Øjvind Larsens øjne, hvad der endnu engang bekræfter én i, at de såkaldte ateisters ukristelighed skyldes en alt for dogmatisk tro på kirkens udlægning. Det etiske princip (som Bjergprædikenen er det mest konkrete udtryk for) er i sin natur netop humant bestemt. Det er præcis denne bestræbelse, som Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for at have svigtet.

Larsen mod Løgstrup – Ny mod Gammel Testamente
Larsen mener nemlig ikke, at Løgstrup i Den etiske fordring (1956) kan gennemføre sit mål: på rent humant grundlag at bestemme den holdning til det andet meneske, som er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse (143). Det siger han, fordi Løgstrups sidste store værk, Metafysik I-IV, insisterer på en religiøs tydning og altså tager det tilbage, som han i en vis forstand lykkedes med i ’56.

Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for i sin fastholdelse af det evige, de suveræne livsytringer, det uomtvistelige og transcendente at glemme vores konkrete historiske situation. Med andre ord så har den vestlige (læs: kapitalistiske) samfundstype ikke nogen betydning for, hvordan menneskets handlen skal forme sig. Der er en spænding mellem samfundet og livsgrundlaget, imellem den konkrete situation og de antropologiske konstanter, fordi den politisk-historiske situation hos Løgstrup (såvidt Larsen) opløses helt i de tidsløse forhold som livsgrundlaget dikterer:

“Forskellen mellem den etiske fordring (Løgstrup, sr) og modstandens etik (Øjvind Larsen, sr) er blot den, at modstandens etik begrunder, hvorfor det historisk er blevet muligt og nødvendigt at tænke den etiske tanke humant, og den fastholder, at det kun er muligt at tænke den rent humant, og forkaster dermed den såkaldte religiøse tydning” (147).

Det er ikke kun fordi dette livsgrundlag tolkes religiøst at han forkaster tydningen, det er også fordi det er en tydning. Tydning er ikke tænkning, men Løgstrup må ty til tydning fordi han fastholder åbenbaringen. Som ikke kan tænkes.

Men Øjvind Larsen vælger et andet udgangspunkt: Den konkrete historiske situation som han er placeret i. Han kan ikke klynge sig til menighedens eskatologiske – verdensfjerne – håb om forbedring af sit liv, som hvis han havde været en slave i det 1. århundrede, men må i stedet “tænke min forhåbning alment og konkret som en samfundsmæssig forhåbning for alle mennesker og ikke blot afgrænset til de troendes fællesskab” (148).

Straks er indvendingen der: Så bliver dit livsgrundlag helt relativistisk. Hver ny generation, ja, hvert individ, hver sin religion. Det er både imod religionens væsen, der søger sameksistens og fælles udgangspunkt, og imod de fleste historiske erfaringer. Øjvind Larsen siger da også, at han sagtens kan tænke sig frem til skabelsestanken, men han tænker ikke udfra den. Altså: Det teologiske eller eksistentielle udgangspunkt bestemmer rammen, og rammen bestemmer hvilke handlinger man gør. Det er også muligt at man kan ende det samme sted med to helt forskellige udgangspunkter. Det er tilfældet her. Der er tale om to helt forskellige paradigmer. To former for livsopfattelse.

I dette tilfælde forestiller Øjvind Larsen sig – hvis jeg må tale metaforisk – at man kan skrabe et område fri i kapitalismens væg-til-væg-tæppe, hvor man kan opleve en ægte kærlighed, ægte spontanitet, mens Løgstrup beskriver en kærlighed eller en kraft, der i hans øjne vokser op igennem tæppet som blomster igennem asfalt.

Øjvind Larsen mener altså ikke at det kommer af sig selv – man må sætte noget ind på det. Man har pligt til det.

… og videre om hvilke politiske konsekvenser ens teologiske udgangspunkt kan have
Øjvind Larsen kritiserer nemlig Løgstrup for at tage sit udgangspunkt i skabelsestanken, hvilket jo vil sige, at “grundvilkårerne tænkes historisk i den jødiske betydning, i hvilken Gud igennem skabelsen sætter historien og handler i den” (145). Selve skabelsestanken implicerer også, at der er tale om en ydre instans, præcis det som Jesus bryder med. Det vil også sige, at Løgstrup bryder frivillighedsprincippet. Hele samfundstanken indenfor en skabelsesteologi, der hviler på Gammel Testamente, forudsætter et gudsforhold, der ikke er frivilligt. Gud handler med sit folk og folket er først frit, når det handler, som Gud i forvejen har bestemt det. Det bliver altså Øjvind Larsen, der på Ny Testamentes grundlag (dvs. fra den radikale modstand imod personliggjorte autoriteter) polemiserer imod Løgstrup, hvis udgangspunkt i skabelsestanken (formuleret i Gamle Testamente) kommer til at understøtte det eksisterende (kapitalistiske) system. Det understøtter Larsen med følgende citat af Løgstrup: “Man tog (i Sovjetunionen efter første verdenskrig, sr) udsigten til profit fra bønderne, befalede dem at arbejde uden at kunne overvåge, om de gjorde det, hvad der selvsagt var uoverkommeligt. Resultatet blev derefter, det blev umuligt at få gang i landbrugsproduktionen. Der blev hungersnød, og millioner sultede ihjel. Så farligt er det at være moralsk” (153). Det imødegår Øjvind Larsen med en længere historisk ekskurs, der fratager den manglende udsigt til profit skyld i hungersnøden.

Nu skal man – i parantes bemærket – ikke glemme brevvekslingen mellem Løgstrup og Hal Koch, der kom i 1992, fire år efter Øjvind Larsens modstandsetik. Her ser vi den praktiske filosof overfor sin gamle ven, Hal Koch, argumentere så hårdhændet for en aktiv modstand imod besættelsesmagten, at det nær koster venskabet. Da det netop er handlingen, der giver tanken dens sandhedsværdi, er der noget der mangler i Øjvind Larsens kritik af Løgstrups tanker.
Ikke desto mindre kan han have ret i – uden at han siger det på denne måde – at Løgstrups filosofi ikke har samme modstandskraft i en globaliseret som i nationaliseret sammenhæng. Løgstrups modstand ses tydeligt i en national kontekst, mens Larsen kritiserer Løgstrup fra et globaliseret standpunkt. Det gør også modstanderne – og modstanden – forskellig(e).

Det handler om principper – eller pragmatik
Løgstrup mener, at det er umuligt at sætte sig udenfor samfundet, dels fordi man ikke kan vække kærligheden ved at fornægte det eksisterende samfund, dels fordi det ikke lader sig gøre at fornægte egoisme eller kompleksiteten af vores samfund. Totalfornægtelsen strider imod den sunde fornuft.

Men Øjvind Larsen mener jo netop, at den sunde fornuft er “det totalitære samfunds fornuft” (151). Fornægtelsen af den eksisterende samfundsmodel er også en afvisning af den sunde fornuft. Hvis man følger den sunde fornuft, måler man handlingen på resultaterne, men modstandens etik måles ikke på udkommet, men på indsatsen.

Det virker også virkelighedsfjernt, når man ser ham i Larsens optik, at Løgstrup, al hans samfundsengagement til trods, ikke har problematiseret samfundssystemets (eller kapitalismens) pervertering af de suværæne livsytringer. Han var fortrinsvis opmærksom på den mellemmenneskelige nedbrydning af menneskets åbenhed og tillid.

Men Øjvind Larsen er i virkeligheden heller ikke mindre virkelighedsfjern al den stund han ikke får diskuteret midlerne til at nå realiseringen af uretfærdigheden og kærligheden. Denne særlige kærlighed, der er større end at den rummes i ægteskabet og i familien.

For det er vel i virkeligheden det bogen handler om: Eftersom kærlighed og magt ikke kan forenes, har man buret kærligheden ind i familien for at kapitalismen kan have magten samfundet.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Eksempel på grundlagsdebat – Nyrup mod Kjærsgaard – og en blind Holger Danske

Et slående eksempel på hvor grundlagsdebatten starter, var Poul Nyrups påpegning af hvor den almindelige diskussion stopper. I diskussion med Pia Kjærsgaard i P1 Debat fredag d. 19. november 2010 svarede han på Christian Schous spørgsmål om ‘hvordan man kan kalde sig demokrat hvis man på forhånd dømmer nogle andre ude af den politiske debat?’ følgende:

– Jeg siger at der er nogle standpunkter der adskiller sig fra andre standpunkter fordi det simpelthen overskrider grænserne for de danske værdier, og jeg siger at jeg vil ikke bare tage det som ethvert andet ligeværdigt standpunkt til andre gyldige standpunkter: At vi nu i staten skal bestemme hvem man skal gifte sig med, og hvem man ikke skal gifte sig med og hvornår. Det betyder at vi klassificerer folk i en første klasse og i en anden klasse. Jeg siger lige som Martin Niemüller og Hartvig Frisch: Der kommer et tidspunkt hvor man simpelthen må sige: Nok er nok.

Med andre ord siger han at der er to niveauer i en demokratisk samtale. Det  niveau man faktisk taler på og det niveau i kraft af hvilket man taler. Uden det sidste findes det første ikke. Men en enighed om de parlamentariske spilleregler medfører ikke at man er enig om hvilket beslutninger, der skal tages.

Man kan ikke tale med hvem som helst. Heller ikke som demokrat. Heller ikke hvis man er Voltaire, der kæmper for sin modstanders ret til at have de meninger, han er så uenig i. Ytringsfriheden tillader med andre ord ikke ytringer, der undergraver ytringsfriheden. Demokratiet kæmper – udemokratisk – imod ethvert angreb mod demokratiets fundamentale principper.

Grundlagsdebatten handler om at blive bevidst om hvilket absolutter demokratiet hviler på. Der er en udbredt opfattelse af at demokrati er alles ret til at sige hvad som helst. Demokrati er i manges øjne mere noget der ligner flertalsdiktatur end mindretalsbeskyttelse. Ytringsfrihed forstås mere som retten til at fornærme minoriteter end pligten til at sige magthaverne imod.

Nyrup er ikke helt nået til denne grænse. Han gik jo dog i studiet med Pia Kjærsgaard, og han sagde også at han selvfølgelig anerkender Dansk Folkepartis legitime ret til at være repræsenteret i Folketinget. Dette forhindrer ham dog ikke i at sige Dansk Folkepartis forslag og retorik ikke er stuerene, dvs. at han undsiger deres (danske) værdier.

Samtalebrud og danske værdier

Det er i sig selv meget svært at forstå at kampen om de danske værdier og hvad disse egentlig betyder i så lang tid har været så domineret af Dansk Folkeparti. Ikke mindst taget i betragtning af deres overfladiske, plakative og ureflekterede forståelse af dansk kultur har gået hånd i hånd med en systematisk og konsekvent nedbrydning af nogle traditionelle, konservative såvel som hårdt tilkæmpede (såkaldt) danske kulturelementer. (Jeg tænker på undervisningssystemet, fra Folkeskolen over voksenuddannelserne, højskolerne til Universiteterne, som stort set alle sammen er blevet forringet og bekæmpet af den siddende regering – og ikke meget mindre af den foregående -, der har ført sig frem med mantraet om økonomisk nødvendighed).

Men med Nyrups markante udmelding er en ny diskussion om de danske værdier begyndt.
Hvis der er nogen der tør tage den op. Det danske er jo blevet forurenet, man kan ikke tale om det danske uden at gå Dansk Folkepartis ærinde.
Der er få eller kun spage røster, der prøver at tilbageerobre noget af det, der kunne ligge i udtrykket ‘dansk kultur’ og ‘danske værdier’.

I mine øjne mangler der hos modstanderne af nationalitetsbegrebet et alternativ og nogle forslag til hvor og hvordan vi så skal placere den danske litteratur, det danske sprog og i det hele taget dét vi har kaldt ‘de danske kultur’ og de danske værdier.

Radikaliteten i de danske værdier  kunne vise sig ved at insistere på at det ikke skal lykkes for nationalisterne at stjæle – læs: politisere – den nationale kultur, – og at man må bruge samtalebruddet som et fuldgyldigt demokratisk redskab.

Holger Danske sover åbenbart for dybt til at blive vækket af den besættelse af Danmark vi oplever for tiden. Eller også er han for dum til at gennemskue situationen – for blind til at se hvad der sker.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Introduktion til Grundlagsdebatten

Grundlagsdebatten handler om forholdet mellem politik, ideologi, videnskab og eksistens:

– 

Hvis politikken løsrives sit ideologiske fundament og bliver til ren administration og magt, opstår der en demokratisk ubalance.

– Hvis ideologien løsriver sig en (ånds)videnskabelig basis, kommer målet for det gode samfund til at stå i modstrid med virkeligheden, så ideologien bliver så svag at den enten brister eller holdes sammen med (diktatorisk) vilje.

– Hvis videnskaben river sig løs fra eksistensen, mistes dels relevanskriteriet for videnskaben (der kan altid forskes i tusinde gange flere forhold end eksistensen reelt har interesse i), dels de empiriske, analytiske og teknologiske rammer omkring vores eksistens.

– Hvis det naturvidenskabelige paradigme dominerer (fordi det kan forbedre vores materielle levesandard) bliver åndsvidenskaben knægtet og meningen og helheden får vanskeligere kår.

– Hvis eksistensen ingen politisk relevans har, bliver målet at få tilfredsstillet egne behov eller resultatet at man definerer sig negativt i forhold til en fjende, som på overfladen truer ens eksistens, men i virkeligheden danner identiteten. 

Udgangspunktet – tesen – er at alle disse sektorer har revet sig løs fra hinanden.

– Hvis politik handler om hvordan vi indretter vores samfund og metafysik handler om verdens og al det værendes beskaffenhed, er grundlagsdebatten et både teoretisk og praktisk forsøg på at forene politik med en eksistentiel orienteret metafysik.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Bogmærker og citater

Værsgo at tage et kig og deltage i diskussionen på vores kommenterede bogmærke- og citatsamling. Se flere links og kommentarer i vores bogmærksamling.

RSS Inspirationer