Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Er vi på vej til et grønt diktatur?

I den glimrende artikelrække, som Information har bragt om Den store omstilling, er der et problemområde, der er overset. Det har været en sjov og vigtig konkurrence, hvor vi har stiftet bekendtskab med en bred vifte af originale initiativer og opmuntrende reportager om (mere) fremtidssikre måder at leve på. Hvor opløftende at læse om al den energi, der investeres i disse meningsfulde projekter.

Men det er ikke gjort med det.

Vi står overfor nogle på engang meget konkrete og abstrakte problemer. De er konkrete, fordi de vedrører vores fysiske natur, men de er abstrakte, fordi problemerne ofte figurerer som tal og computergenererede modeller.
Løsningerne er også både konkrete og abstrakte: Hvis alle på jorden gjorde de ting, der skulle gøres, helt konkret, ja, så ville vi kunne løse problemerne (dog ikke alle), men for at det kan lade sig gøre, skal både befolkningen og politikkerne skifte adfærd og tankemønstre. Og det er en ret abstrakt proces.

Mange af os ved godt, hvad man kan og bør gøre, men gør det alligevel ikke. Hvorfor ikke? Der gives både lange og korte svar på dette spørgsmål. De korte svar er: Vi kan ikke overskue det. Vi magter det ikke i vores stressede hverdag. Det nytter alligevel ikke noget. Hvis der skal gøres noget, må det være fra centralt politisk hold. Hvis ikke man helt benægter, at der overhovedet er et problem.

Der findes også et langt svar.

De enkelte store kriser er meget håndfaste: klima-, energi-, ressource-, fødevare- og finanskrise kan hver især belægges med tal, statistikker og fakta. Og det skal de. Vi kommer ingen vegne uden analyse. Men vi kommer heller ikke nogen vegne uden syntese. Og det er en mental-psykologisk opgave af enorme dimensioner. Vi befinder os også i en filosofisk krise.

Jeg har en god veninde der lider af, hvad jeg vil kalde fremtidens sygdom: klimadepression. Jo mere hun sætter sig ind i miljøproblematik og klimateori, desto mere nedslået bliver hun. Indtil hun når bunden. WHO forudsagde for nogle år siden, at fremtidens alvorligste sygdomme bliver af psykisk art. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad kriserne gør ved os.

Det område i klimadiskussionen, som er temmelig overset er: Hvordan vi håndterer informationer. Og med ordet håndtere mener jeg helt bogstaveligt: Hvordan får vi dem ned i hænderne. Altså: Hvordan får vi omsat de abstrakte problemer til konkrete løsninger. Men også omvendt: de konkrete problemer omsat til abstrakte løsninger. Det er dét, der er for lidt opmærksomhed på. De konkrete problemer kan være så overvældende, at de bliver til et abstrakt problem, fordi vi ikke er i stand til at gribe eller placere dem. Kriserne er så store og så komplicerede, at vi borgere rammes af handlingslammelse og af en frustrerende grundforvirring.

Klimadepressionen kan både afføde og være et resultat af handlingslammelse.

“Husk hvor priviligerede I er: I kan gøre noget. Og I ved hvordan I kan gøre noget”. Sådan kunne Mimi Stilling Jacobsen finde på at sige til sine medarbejdere i Red Barnet, hvor de ellers kunne sidde med sorte rande under øjnene af udmattelse (jeg citerer efter hukommelsen). “Der er millioner derude, der ser flygninge fra Syrien og alle mulige katastrofer, som de ikke aner, hvad de skal gøre ved. De ved ikke, hvad de skal gøre. Det ved vi”. Siger hun (i programmet På tomandshånd på DRs P1 med Karen Secher, torsdag 19.9.2013). Det er et privilegium at vide, hvad man skal gøre.

De fleste af de informationer, der oversvømmer os, skriger på handling. Deres karakter er ofte præget af ildevarslende diagnoser og angstfremkaldende effekter. I ny og næ popper der også anvisninger op, om hvad det er klogt at gøre. (Jørgen Steen Nielsen har f.eks. skrevet en bog med anvisninger om hvad vi hver især kan gøre: En lille guide til overlevelse – fra klimatrussel til grøn revolution – fra sort samvittighed til grøn hverdag, People’s Press, 2008). Markedet er imidlertid mere fyldt af introverte vejledninger i, hvordan man bedst kan hæve sig over eller være mest upåvirket af de mange dystopier, hvis ikke det decideret leverer effektive midler til helt at glemme dem.

Underholdningsindustrien, de sociale og kommercielle medier, forsknings- og kunstverdenen og det offentlige liv og samtale har alle et mere eller mindre implict forhold til de trusler, vi står overfor. Og alle reagerer på hver deres måde. Men ikke alle måder er lige gode.

Det er vel næppe for arrogant at hævde, at det er en kritisabel nyhedsdækning, der bruger mindre og mindre tid på at rapportere om “den største ikke-fortalte nyhed”, hvad sociologiprofessor, Robert Brulle (fra Drexel University i Philadelphia) viser i sine studier af hvordan klimaforandringer er dækket på fire store amerikanske TV-kanaler. Hans undersøgelse viser, at antallet af historier om klimaet dalede fra 147 i 2007, hvor det toppede, til 14 i 2011 (Joe Brumm: “Network News Coverage of Climate Change Collapsed in 2011”, på Thinkprogress.org fra 9. jan. 2012). Dette er blot et eksempel på, at man må tale om kvaliteten ikke kun af de empiriske data, men også af den måde, vi tager dem ind på. Selv om mange forholder sig til kriserne (direkte såvel som indirekte), er det også vigtigt at reflektere over dette forhold.

I en undersøgelse, som National Wildlife Federation iværksatte, og hvis resultater blev offentliggjort i en rapport fra februar 2012 af de psykologiske implikationer af klimaforandringer, skriver forfatterne, at både direkte oplevelser med klimaforandringer og -katastrofer, men også den blotte viden om dem, i fremtiden vil forårsage en lang række psykiske ubalancer som uro, stress, depression og PST. De konkluderer, at den største belastning på det 317 milliard store sundhedsbudget i USA, hvad disse lidelser angår, kommer af at ignorere problemet. Med andre ord: Det man aner, men ikke kan konkretisere, skaber den største uro.

Én måde at dæmpe flyskræk på, er ved at fortælle helt nøgternt og faktuelt, hvad der foregår. Med andre ord: hårde fakta kan have en angstdæmpende effekt. Men det er også rationelt at frygte en fare, som der er en til vished grænsende sandsynlighed for bliver større, hvis ikke man gør noget. Objektive kendsgerninger kan altså både udløse og dæmpe angst. Men dermed er det ikke gjort. Kendsgerninger skal internaliseres.

Vi mangler med andre ord et sprog, der på engang kan gribe de vigtigste del af de globale kriser og sætte dem ind i vores bevidsthed, så vi hverken segner under kompleksiteten og udsigtsløsheden eller benægter og fortrænger de velunderbyggede prognoser.
Vi har masser af viden, men har ikke sjælemusklerne til at bære den. Vi har en indsigt, som vi ikke kan placere.
At kunne integrere en viden i bevidstheden hedder med et godt nordisk ord erkendelse. Vi lider af erkendelses-underskud i en verden af informations-overskud. Vi har for meget i hovedet til at få det ned i kroppen, for nu at tale som man for tiden gør i DR fredag aften.

Denne måde at udtrykke sig på tilslutter sig en ideologi, der siger, at handling må gå forud for tanke. Ofte i spontanitetens navn. (Et eksempel er Daniel Cohn-Bendits Venstre radikalismen. Kur mod kommunismens alderdomssvækkelse, der beskriver Studenteroprørets baggrund og strategi, 1968, en bog han meget sigende skrev på fem uger). Sådan en handlingsfilosofi kan også have tendens til at overtrumfe enhver modstand, ikke mindst den, der optræder som overvejelse.

Hvis man i udgangspunktet ser på, ikke kun handlingerne, men på de handlende, så viser der sig med ét også en stor gruppe af ikke-handlende. Til dette billede hører en diskussion af, hvad handling i det hele taget er. Demonstrationer til COP15 og andre steder bærer ofte skilte med ord som: “Stop talking – Act now”. Selv om samtale kan udskyde nødvendige handlinger, er samtale nødvendig i et demokrati, hvor man må have retten til at ytre sig og påvirke beslutningerne (som også kan gå imod ens meninger). Samtalen er med til at internalisere de beslutninger, der tages og den viden, der ligger bag. Samtaler er en del af den generelle vidensgenerering, som igen ligger bag holdbare beslutninger. Derfor må samtaler på linje med research og forskning gælde som handling. Tænkning er også handling. Teori er en nødvendig del af praksis. Når Marx i sin berømte sætning siger, at filosofferne kun har fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den, knytter han nok tanken til handlingen, men får ikke sagt, at hvis fortolkningen virkelig bliver udbredt og integreret, så kommer den nødvendige forandring af sig selv. Fortolkningen bærer forandringen i sig selv. Ikke kun den indre forandring, men handlingerne bliver anderledes, idet man ser på verden med nye øjne. Det er hårdt arbejde at nå det stadie, hvor tingene kører af sig selv. Der er derfor mange flere, der handler end man egentlig kan se.

Denne præmis er desto mere nødvendigt at holde sig for øje, jo mere man er fristet til at se bort fra demokratiske spilleregler. For presset på de parlamentariske processer stiger i takt med, at flere ønsker indgreb, regulering og forandring. Til sidst gider man ikke at tale eller høre på mere. For enden af denne udvikling ser vi til sidst en grøn diktator, en stærk mand, der gør, hvad der skal gøres, fordi demokratiet ikke kan finde ud af det. Et umyndiggjort folk – støttet af folket. Det eneste, der ikke er til afstemning i et demokrati, er demokratiet selv. Men i dette fremtidsscenarie, i det grønne diktatur stemmer hele befolkningen imod stemmeretten. Act now. Det er én blandt flere reaktioner på en handlingslammelse, der bliver desto mere krampagtig, jo mere kravene til handling vokser. Totalitarisme er et desperat forsøg på at holde sammen på noget, der allerede er faldet fra hinanden.

Og måden at etablere et sprog på, der hverken er eskapistisk eller kynisk, kunne være – til en begyndelse – at systematisere dette psykologisk-filosofiske problemfelt. En sådan systematik ville også kunne rumme de politiske forskelle, som uvilkårligt viser sig. Det er så at sige en værdimæssig neutral måde at tale om disse ting på. Det er et instrument til at hive de fjerne tal tættere på vores liv og at omdanne dem til en frugtbar bevidsthed og konstruktive handlinger.

Sideløbende med de videnskabelige og politiske diskussioner kunne vi altså behandle den filosofiske krise med hjælp fra følgende discipliner:

– etikken, der i indkredsningen af hvad der er godt og dårligt og rigtigt og forkert, lader sig lede af hvad det gode liv er.
– psykologien, der med indsigt i det forstyrrede sjæleliv har et sprog der både kan analysere en given følelsesmæssig situation og vise veje ud af den.
– sociologien, der kender samfundsdannelsens indbyggede mekanismer og faldgruber og som mennesket, det politiske dyr, altid er afhængigt af i sin måde at navigere gennem livet på.
– metafysikken, der skaber et sprog for den side af mennesket, som de andre discipliner ikke indfanger, dvs. menneskets behov for mening, dets uafladelige forhold til (en) transcendent(e) instans(er) og transcendentale kategorier; og den er vigtig for at imødegå den eskapisme, som netop denne disciplin også kan resultere i.
Men vigtigst er måske:
– kunsten, som ideelt set burde favne det hele og bringe det ind i en sanselig og forståelig – jeg var ved at sige: folkelig –  ramme.

Her lyder det meget akademisk (og der kunne knyttes flere andre discipliner til), men det vigtigste er, at denne diskussion, disse samtaler og det psykologisk-filosofiske arbejde, vores nutids politiske, finansielle og miljømæssige problemer tvinger os til foretage, sker i så brede fora og så vidt forgrenet som muligt.

/sylvester roepstorff

Arkiveret under:Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: