Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Krise i det kapitalistiske system: Del 1 – Møde med en bankmand

Økonomi er i den grad kommet på dagsordenen både globalt, hvor den europæiske gældskrise og adskillige globale finanskriser hærger, og nationalt, hvor det ellers meget standhaftige “velfærd” er blevet forvist fra tronen af ordet “vækst”.

Vækst er blevet et centralt begreb på grund af den såkaldte gældskrise, hvor en række europæiske landes gæld pludselig er blevet problem. Ikke fordi gældens størrelse er vokset meget hurtigt (bortset fra i Grækenlands tilfælde, hvor den er blevet løjet mindre end den reelt var), men fordi kreditorerne med et er blevet så nervøse for at låne de pågældende lande penge, at renterne er steget så meget, at de gældsplagede lande ikke længere har kunnet få budgetterne til at hænge sammen.

I mange landes tilfælde har man stiftet sin gæld i forventning om, at landets økonomi ville vokse og dermed muliggøre en accelerende afbetaling. Men når denne vækst udebliver og måske ligefrem bliver til negativ vækst risikerer landet at komme ind i en negativ spiral, hvor evnen til at afbetale gælden bliver mindre og mindre, samtidig med at gælden vokser.

Hvordan hænger det hele sammen?

I Tankebanken har vi taget emnet (gældskrise, finansiel krise og økonomi) under behandling både helt generelt med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt kapitalismen har indbyggede systemfejl, der i sidste ende (og det er måske snart) vil føre til systemets sammenbrud, men også specifikt i forhold til de to store kriser, som verden har oplevet i hhv. 2008 og 2011, hvoraf den sidste måske endnu ikke har kulmineret.

For at finde lidt hoved og hale i finanskrise, penge og ansvarlige aktører, satte vi en bankmand i stævne i en salon, hvor vi kunne få lov til at stille spørgsmål til en person, der kunne gøre os lidt klogere nogle af de spørgsmål vi har stillet os selv under vores diskussioner.

Vi deltog 12 personer med forskellig baggrund.

Vi talte om rigtig mange ting i salonen og et fuldt referat af mødets indhold samt efterbearbejdning vil være for uoverskueligt for os at formidle. I stedet vil vi foretage en række nedslag i nogle udvalgte temaer behandlet før, under og efter salonen.

Systemfejl

Vi er stødt på i hvert to bud på systemfejl i kapitalismen:

  1. Kapitalismen fordrer konstant vækst, ellers bryder systemet sammen.
  2. Kapitalismen kan kun fungere, hvis der er uendelige naturressourcer til rådighed.

Punkt 2 må vel dertil siges at være et grundvilkår for menneskets eksistens på jorden, og ikke noget, der karakteriserer kapitalismen som sådan. Men såfremt punkt 1 er gældende øger punkt 2 selvfølgelig presset på systemet.

Man kan sige, at både punkt 1 og 2 hver især kan betyde enden for den moderne vestlige livsstil. Hvis der en indbygget systemfejl i kapitalismen (som IKKE har med begrænsede naturressourcer at gøre), så vil vores økonomi bryde sammen og dermed vores nuværende samfundsorden. Hvis vi løber tør for olie, eller den bliver væsentligt dyrere, så vil en lang række fundamentale mekanismer i vores samfund bryde sammen.

Vækst

Centralt i påstanden i punkt 1 er vækstbegrebet og spørgsmålet om, hvorvidt det kapitalistiske system kan fungere for evigt eller har indbygget sin egen undergang.

En hurtig Google-søgning på spørgsmålet om grænser for vækst giver et meget diffust billede, som illustreret af følgende (modsat rettede) citater:

Svaret på gåden er, at kapitalismen (til forskel fra det rene marked) ikke kan fungere uden vækst. For er der ikke udsigt til øget økonomisk gevinst, er der heller ingen grund til fortsat aktivitet.” (link)

“Kapitalismen kan ikke overleve uden vækst, og vækst kan ikke længere lade sig gøre, fordi det vil true vores eksistensgrundlag. Fæld de sidste skove og pump den sidste olie op, så dør mennesket, og dermed også kapitalismen.” (link)

“When I advocate for shorter work hours and the slower rate of economic growth that they would bring, I often hear this objection: it is impossible because capitalism requires growth to maintain the rate of profit.

This objection is a leftover from an outdated Marxist ideology that has no intellectual merit. But the objection is common enough that it is worthwhile to take a bit of time to see why it is wrong.” (link)

Det lader med andre ord til, at der ikke findes noget enkelt anerkendt svar på spørgsmålet, formentlig fordi begrebet vækst i sig selv dækker over noget meget kompliceret, sammensat og flertydigt.

Vækst defineres i en økonomisk sammenhæng som vækst i bruttonationalprodukt og er dermed en måling af, hvor meget værdi målt i penge et land skaber på et år. Men hvad er penge, og hvilken sammenhæng er der mellem penge og samfundet i øvrigt, dvs. de ting, som penge anvendes til at beskrive, repræsentere, m.m.? Og hvad med begrebet vækst? Beskriver vækst dybest set ikke noget relativt, fordi ethvert økonomisk system vel kan nulstilles ved at gæld eftergives, værdier nedskrives/ødelægges og i yderste konsekvens mennesker dø, og man derved så at sige kan begynde “forfra” med væksten?

Det monetære system (penge)

Bare lige for at få definitionen af penge på plads:

“A monetary system is anything that is accepted as a standard of value and measure of wealth in a particular region.” (link)

Et af de første begreber vi stødte på i vores undersøgelse af potentielle systemfejl i kapitalismen var begrebet “Fractional-reserve banking” (FRB). FRB er et fænomen, som vi har brugt en del energi på at undersøge, fordi det blandt mange af kritikerne af det finansielle system angives som ét af bankernes og spekulanternes hovedinstrumenter til at franare samfundet og borgerne penge.

FRB bliver populært formidlet som et system, der giver banker og finansinstitutioner mulighed for selv at skabe penge ud af den blå luft helt efter forgodtbefindende. Ud over at denne mulighed for at skabe penge betyder, at det er private aktører, der kontrollerer pengemængden og ikke staten, så giver det også uanede muligheder for manipulation, store renteprofitter, m.m.

“Når produktionen og cirkulationen af penge overlades til private banker, så underkastes værdien af disse kæmpe summer hysteriske udsving, som er blevet hverdag på de globale finansmarkeder.” (Ole Bjerg i Politiken, link)

Problemet med ovenstående citat, er, at det både ifølge vores egne læsninger samt vores bankmand, ikke er korrekt, i hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Banker kan ikke producere penge efter forgodtbefindende (og hvis de kunne, kunne der i sagens natur ikke være nogen bankkrise).

FRB er dybest set den mekanik, der muliggør udlån af penge. Derudover er det normalt, at stater tillader private foretagender (banker) at varetage udlånet mod, at de opfylder en række regler for pengebeholdning, drift, osv. FRB tillader en bank at udlåne indlåneres penge (og tage betaling for udlånet i form af en rente). Da de penge, der lånes ud, typisk på et eller andet tidspunkt kanaliseres tilbage i en ny (eller samme for den sags skyld) bank som et nyt indlån, kan de samme penge udlånes flere gange, og på den måde opstår der nye penge, som ikke oprindeligt er udstedt af centralbanken. Da et af kravene til banker er, at de ikke må udlåne samtlige indlåneres midler, men kun en del (i øjeblikket skal de beholde i omegnen af en faktor 1/11), kan der ikke skabes uendeligt mange penge i dette system.

At sige, at der er bankerne der skaber penge er derfor både et rigtigt og forkert udsagn. Dybest set er det ikke den enkelte bank, der skaber pengene, fordi penge skal findes som indlån i banken, før banken kan låne dem ud. Penge opstår snarere imellem bankerne, og det er ikke den enkelte bank, der “styrer pengeproduktionen”, selvom meget store banker formentlig kan udøve én eller anden form for kontrol pga. deres store andel af en samlet udlånsmasse. Derudover kan banker være mere eller mindre aggressive i forhold til at låne penge ud, og hvis en helt banksektor arbejder intenst på at låne penge ud, så vil det alt andet lige betyde, at den samlede pengemængde øges via FRB-mekanismen.

Kriserne i 2008 og 2011

En hurtig snak om kriserne i 2008 og 2011 gav os indtryk af, at de på overfladen havde meget forskellige årsager men i dybden alligevel mindede om hinanden. Krisen i 2008 var forårsaget af kollapset i de amerikanske sub prime lån. Krisen i 2011 var forårsaget af, at en række landes meget store gældsposter indenfor kort tid ændrede status fra lavrisikogæld til højrisikogæld.

Begge kriser har dermed det tilfælles, at de starter, da det går op for markedet, at en række større gældsposter formentlig ikke kan betales tilbage (sub prime lån i amerikanske boliger, græsk statsgæld).

Men hvordan kan en enkelt sektors eller lands fallit (Grækenland) være med til at vælte en hel finans- og/eller banksektor? Dette synes i sig selv at være udtryk for en form for systemfejl, for det bør vel ikke kunne ske i et kapitalistisk system, eller hvad?

Vi kunne godt selv tænke os frem til, at der måtte være nogle krav til banker om, hvilken risiko de må tage i forhold til deres udlån. Disse krav findes gjorde vores bankmand opmærksom på, og går under navnene Basel I, II og III, hvoraf de to sidstnævnte endnu ikke er trådt i kraft.

Basel I opdeler udlån i fem risikokategorier, og angiver, hvor stor en risiko i forhold til disse kategorier, en bank må tage i forhold til sine udlån. Problemet med sådan regulering, er at udlån kan skifte status over så kort tid, at bankerne ikke kan nå at ændre deres lånesammensætning i tide. Dette var, hvad der skete under begge kriser. Både sub prime lån og den græske statsgæld gik på meget kort tid fra at have den højeste kredit rating til at blive karakteriseret som junk. Men der var formentlig alligevel stadigvæk kun tale om en udløsende faktor, for havde kriserne alene handlet om at inddæmme tabene fra hhv. subprime og græske statsobligationer var det nok gået endda. Problemet er, at hele bank- og udlånssystemet metaforisk set er spændt til bristepunktet, dvs. at det ikke så meget er konkrete gældsposter, der er problemet, men snarere følsomheden overfor selv mindre renteændringer og generel mulighed for at låne penge bankerne i mellem. Eksempelvis skal mange lande løbende refinansiere deres statsgæld (dvs. lukke gamle lån med nye lånte penge), og kan de ikke få en tilpas lav rente kan det i sig selv vælte hele statsbudgettet. Noget tilsvarende er formentlig på spil, når det gælder bankerne og deres solvens, selvom nogle banker er væsentlig mere forsigtige end andre.

Handel med derivater

Vi nåede kort omkring handel med de såkaldte derivater, fordi vores bankmand gerne ville gøre opmærksom på, hvilken funktion banker egentlig har, og at almindelige banker ikke selv kan/må spekulere ved at handle aktier og andre værdipapirer. Dette er i sig selv en vigtig pointe, fordi banker og spekulanter ofte i debatten bliver set som én og samme ting. Bankerne optræder i stedet typisk som formidlere af værdipapirhandler, og kan også låne penge ud til personer/virksomheder, der ønsker at spekulere med pengene.

Afslutning

Overordnet fik vi nok alle en mere nuanceret forståelse af bankssystemet samt nogle af årsagssammenhængene i de seneste par års kriser. Men vi sidder også tilbage med et indtryk af et ret kompliceret system, hvor mange aktører med svært gennemskuelige interesser agerer og gør det ganske svært identificére enkeltstående problemer/systemfejl. Og én ting er at påpege svagheder/fejl, hvilket er nok så vigtigt, noget helt andet er, at komme op med alternativer. Dvs. skal vi “bare” rette systemfejlene eller skal vi designe et helt nyt system?

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: