Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Information der undergraver demokratiet

Af Sylvester Roepstorff

 “Med en overflod af information med dertilhørende støj kan man blive døv; med drøftelse uden megen forskelligartet information kan man blive blind; med en polariseret ekstremisme kan man blive stum; og uden visse for demokratiet velvalgte sandhedssøgende institutioner og enklaver, risikerer man at blive både dø, blind og stum” (150).

Tankebanken studerer (bl.a.) grundlaget for demokratiske beslutninger, om hvordan viden bliver til og distribueret og hvordan valide og falske argumenter ser ud. Vi har desuden set på hvilken viden der går tilbage efterhånden som videnssamfundet går frem, og i denne forbindelse er det derfor meget relevant at læse Pelle G. Hansens og Vincent Hendricks bog Oplysningens blinde vinkler, der udkom her i efteråret 2011. Den bærer undertitlen En åndselitær kritik af informationssamfundet og sætter et skarpt skel imellem viden og information: Viden er en langsom og besættende forførelse. Information er som en one-night-stand. Hvis man måler demokratiet udfra evnen til at modstå manipulation, er informationer undergravende, fordi: “Man kan blive snydt med og af information, men det er sværere at blive snydt, når man har viden” (s. 7).

Billede fra bogen af forfatterne

Hansen og Hendricks analyserer dette fænomen udfra forskellige spilteoretiske og sociologiske modeller, som det kan være nyttigt at benævne – og her at give videre.

Pluralistisk ignorance
betegner det genkendelige, at man forsvarer sin egen uvidenhed med, at andre også er uvidende. Eksempel fra bogen: En ekspedient i Fona kan ikke svare på et spørgsmål om en computer, der ligger i hans butik. Da han efterfølgende får spørgsmålet, om han ikke kan finde ud det, svarer han, at han ikke tror at der er nogen andre i butikken, der ved det.
Psykologerne Daniel Katz og Floyd H. Allport, der i 1931 i bogen Student Attitudes udviklede teorien om pluralistisk ignorance, definerer det som “… en situation, hvor majoriteten i en gruppe hver især afviser en norm, men antager (ukorrekt), at de fleste andre accepterer den”.
Kejserens nye klæder er et andet slående eksempel på pluralistisk ignorance. Alle i hoffet overbeviser sig selv om, at kongen har tøj på, ingen tør stole på egne sanser eller almindelig fornuft, der hos barnet stadig er intakt.

Pluralistisk ignorance spiller også en rolle i den såkaldet bystander-effekt, som forklarer det mærkelige fænomen, at jo flere mennesker der er vidne til et overfald eller lignende, desto færre vil reagere. Man er meget langsommere til at reagere på åbenlyse fejl, når der er flere tilstede, end hvis man er alene. Man havde i et forsøg sat nogle folk til at udfylde et skema, mens man havde ledt røg ind i lokalet. 75% af de personer, der var alene i lokalet, reagerede på røgen, mens kun 38% reagerede, når de sad sammen med en anden person.
Hvor ofte har man ikke hørt, at folk er blevet overfaldet, mens mange mennesker har været vidne. Bystander-effekten kan desuden også forklare manglen på modstand mod åbenlyse forbryderiske samfundssystemer?

Positivt er det imidlertid, at denne pluralistiske ignorance er ret skrøbelig. I det sekund det lille barn siger: “Han har jo ikke noget på”, er ignorancen brudt og den viden, alle havde, men som endnu ikke var blevet fællesviden (altså – udtrykt – viden om at alle vidste det samme), er nu ikke længere undertrykt.

Informationskaskader
Manipulation kan både ske ved at formidle for lidt og for meget information. Der hvor den pluralistiske ignorance (såvidt forfatterne) bruges til at manipulere med for lidt information, manipulerer de såkaldte informationskaskader med for megen information.
Eksempel fra bogen: På vores flybillet står der, at vi skal checke ind i Terminal 1. Men: Dels plejer vores flyselskab altid at checke ind i Terminal 2, dels siger alle de folk, vi taler med, at vores flyselskab altid plejer at checke ind i Terminal 2. Derfor går vi til Terminal 2. Det skulle vi ikke have gjort. Billetten var selvfølgelig rigtig. Vi blev manipuleret med for mange informationer.

I dette eksempel skyller nye (og forkerte) informationer den oprindelige (og rigtige) væk. Det er en ofte anvendt taktik når f.eks. en spindoktor vil aflede opmærksomheden fra en dårlig sag. Det kan også hedde informationsoverbelastning.

I andre forhold kan det modsatte ske: Den første – og forkerte – information kan slet ikke forsvinde på trods af mange efterfølgende korrektioner. I dette tilfælde viser det sig nemlig, at den første information har uforholdsmæssig større betydning end de efterfølgende, altså at man ikke sorterer efter sandhedskriterium, men efter hvornår i processen den er modtaget.

I begge tilfælde  er der tale om en social imitation, der leder handlingerne bort fra den rigtige og mest nyttige information. I første eksempel følger personen gruppen (fordi de må da have ret, da de er i overtal), i andet eksempel følger gruppen den person, der er først på banen (han må have ret, så hurtig han er).

At den første og forkerte information sætter sig fast på trods af åbenlyse og klare modinformationer, hører vel sprogligt set ikke under begrebet informationskaskader. Det bliver ikke udførligt forklaret i bogen, men såvidt jeg kan tænke mig til, har netop mængden af selv rigtige informationer en tilbøjelighed til at konsolidere den forkerte. Man lukker simpelthen ned. Hjernen kan ikke kapere for mange stimuli. Selv hvis det kunne afhjælpe en masse problemer. En egentlig korrektion virker med andre ord kun, hvis den fremstår alene og ikke i en sammenhæng med for mange elementer.

Udfra viden om at den første information kan have udslagsgivende virkning, har mange af de sydlige stater i USA koordineret deres primærvalg sådan, at de ligger meget tidligt i valgcyklus – og på samme Super Tuesday – for på den måde at maksimere deres indflydelse i forbindelse med præsidentvalget.

At have et system som i Danmark, hvor statsministeren vælger valgdatoen, spiller det regerende parti et særligt stærkt kort i hænderne, fordi de kan have linet hele valgprogrammet op til at gå i gang i det sekund, hvor valget udskrives. I 2007 gav præcis denne mekanisme det forspring til Venstre, som oppositionen aldrig nåede at indhente. Fem minutter efter at valget var udskrevet, satte Anders Fogh Rasmussen sig ind i valgbussen og begyndte valgkampen – med et bevidst forspring i forhold til oppositionen, der først da skulle til at køre deres valgkampagne i gang.

En anden fejlopfattelse om demokratiet giver forfatterne også en kløgtig tilbagevisning af. Man har jo mange gange hørt at en beslutning er desto mere demokratisk, jo flere borgere, der bakker den op, altså at demokrati mere er flertalsdiktatur end mindretalsbeskyttelse. Uden at sige at mindretallet altid har ret tilbageviser Condorcets teorem imidlertid også at flertallet altid har ret.

Condorcets teorem tilsiger nemlig at det gennemsnitlige standpunkt altid er tættere på noget korrekt end majoritetens standpunkt. Hverken flertalsdiktatur eller mindretalsbeskyttelse, men gennemsnitsræson. Hvis man stiller en befolkning et spørgsmål, stiger den rigtige svarprocent mod 100 %, hvis hver af borgerne har over 50% chance for at svare rigtigt. Men det modsatte gør sig også gældende: Hvis der er under 50% chance for at svare rigtigt, falder den samlede svarprocent mod nul. Konklussionen er, at den gennemsnitlige svarprocent generelt er mere holdbar. Det fremlagde Marquis de Condorcet i sin bog fra 1785, Essai sur l’application de l’analyse à la probabilité des décisions rendues à la pluralité des voix. Condorcets teorem peger altså på, at en bred oplyst befolkning træffer bedre valg end et meritokrati, hvor en elite af særligt oplyste borgere står for beslutningerne. Men på den anden side er konsekvensen af teoremet også, at hvis vi har en uoplyst befolkning (altså hvor hver borger har under 50% chance for at svare rigtigt på et givent spørgsmål), stiger sandsynligheden for at træffe det bedste valg, hvis denne befolkning ikke har nogen indflydelse. Altså at en diktator tager beslutningerne.

Formler for samfund
De to forfattere har en svaghed for matematisk-udseende formler i deres beskrivelser af sociale mekanismer, hvad der i mine øjne fingerer en præcision, som dagligsproget er mindst ligeså egnet til at opnå. Mange af deres argumenter peger ellers på, at den viden, vi gerne vil styrke, ligger i hvad de faktisk ikke nævner med et ord, nemlig common sense, den almindelige fornuft. Disse formler kan være sjove og nogle gange nyttige, men de signalerer en faible for kadresprog, der dels låner en autoritet fra de eksakte videnskaber, dels distancerer sig fra den solide viden, som dagligsproget indeholder.

Bogen er sociologisk og leverer mange meget oplysende og nyttige begreber til at forstå kollektive fænomener, men den har ikke mange psykologiske analyser af vores brister og evner (f.eks. anerkendelsesproblematikken), endsige erkendelsesteoretiske (dvs. vores evne til overhovedet at erkende noget som helst).

Det offentlige rum
I et meget velgørende kapitel slår de ned på de private firmaers ekspropriering af det offentlige rum. F.eks. MTV Europe Music Award i 2006, der lavede en stor lukket fest på offentlig grund og Danish Fashion Week, der både fylder de store offentlige pladser i København og i 2010 lavede verdens længste catwalk (af forfatterne kaldet for ‘Modeugens røde mur’), der skar sig ned igennem hele Strøget, så man i adskillige timer ikke kunne komme fra den ene side til den anden.

Politisk magt baserer sig nemlig altid på offentlighedens accept. Militærparader i diktatoriske lande er et eksempel – og fjernelse af demonstranter et andet: “Dermed bliver forståelsen af de offentlige rums grundfunktion som fundamentet for fællesviden samt deres iboende mulighed for fænomener som eksempelvis pluralistisk ignorance eller informationskaskader ikke blot grundbegreberne i en forståelse af et samfunds grundliggende fællesskabsfølelse, men også for den politiske magt, der styrer på dette grundlag” (s. 77).

Det offentlige rum er ikke defineret ved en række fysiske forhold, men ved en informationsstruktur, som de siger, og da denne informationsstruktur er fundamentet for demokratiet, undergraver man folkestyret ved at privatisere det rum, hvor folket så at sige bliver sig selv. Hvis det  er særinteresser, der styrer det offentlige rum, har man kuppet demokratiet. Hvis ikke man vil vedgå, at det allerede er sket, er det svært at benægte, at det er en udvikling, der er ret fremskreden, (dette kan man bl.a. læse om på Ask Katzeffs blog Retten til byen, der netop undersøger disse fænomener i mange forskellige sammenhænge).

Vi må ændre informationsstrukturen
Oplysningens blinde vinkler danner godt grundlag for en mere radikal kritik af vores måde at forvalte vores demokrati på og en skarpere kritik af struktureringern af både det digitale og fysiske offentlige rum, af universitets- og mediepolitikken – men også af kulturpolitikken og skabelsen af den så nødvendige og alternative vidensgenerering, der ofte bliver overset af et æstetiserende og systemunderstøttende kulturbegreb.

Hvis vi vil noget med vores demokrati, er en ændring af informationsstrukturen afgørende. Det handler ikke om at maksimere informationsstrømmen, men at kvalificere den og at skabe rammer for fællesviden, og – hvad forfatterne ikke er så opmærksomme på – erkendelse. For hvis information er et engangsknald og viden er forførelse, så må erkendelse være kærlighed.

Forslag til hvordan vi gør det, modtages gerne.

– – – – – – – –

Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks: Oplysningens blinde vinkler. En åndselitær kritik af informationssamfundet. 1. udg. 2011. Samfundslitteratur.

Arkiveret under:Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: