Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

En position udenfor kapitalismen

– en opsats med udgangspunkt i Øjvind Larsens bog Modstandens etik (1988) af Sylvester Roepstorff

Handling
Hvor er oppositionen henne? er et spørgsmål der giver ekko igennem de sidste ti år. (Senest Per Stig Møller i Politiken). Men det er et forkert spørgsmål. Oppositionen er der, men den arbejder på andre frekvenser end tidsånden. Der arbejdes. Kontinuerligt. Der er meget tankearbejde der skal gøres, og det bliver gjort i alle mulige sammenhænge, decentralt, i små grupper og sammenhænge, i en ny balance mellem fjern- og nærkontakt, sådan som vilkårene for nutidens organisering nu engang er.

Det er også baggrunden for oprettelsens af Tankebanken. Hvordan handle? Og handle med hvad? Hvad er i det hele taget handling? Er det handling at skrive læserbreve? Er det handling at bombe hovedkvarteret? Er det handling at tænke? – Uanset hvad, så kan vi ikke lade være med at tænke, og vi har i Tankebanken et spinkelt håb om, at det på et eller andet tidspunkt kan vise sin – omend mikroskopiske – nytte. Vi mener, at tanker og samtaler også er en form for handling. Derfor tillader vi os at tænke og tale i fora, hvor vi selv skaber rammerne – for blandt andet at forbinde os med både eksistentielle og historiske temaer.

Vi bliver nød til at finde en måde at pejle imellem den ideologiske klaustrofobi og handlingsmæssige paralyse, som nutiden er så præget af. Denne ophobning af energi, som ikke har fundet sine kanaler at løbe ad, munder ud i eksplosioner og implosioner, ud- og indadvendte destruktiviteter, der prøver at slå genvej til det mål, som i sidste ende rykker længere væk, des hurtigere man når det; – men ikke desto mindre baner en slags vej, selv om den er kroget.
Det er jo en del af vores demokratis historie.

Den samfundsmodel, som vi hylder og forsvarer med retsundergravende anti-terrorpakker og ureflekteret moralisren, der fordømmer enhver form for modstand, er selv skabt af modstand og oprør imod uretfærdige strukturer og fordelinger. Fra den franske revolution til indførelsen af den frie forfatning i Danmark. (Se bl.a. René Karpantschof: Gaden og parlamentet, 2007).

Kan man overhovedet stille sig udenfor kapitalismen
At læse Øjvind Larsens bog fra 1988 om Modstandens etik giver nogle anvisninger på, hvorfra handlinger kan springe og hvilken karakter, de kan – eller bør – have. Overskriften siger det: Nutidens handlinger må have karakter af modstand, og udgangspunktet for denne modstand er uretfærdighed, i bund og grund: at maven er tom. Men han er ikke teolog for ingenting: Vi lever ikke af brød alene. Hans kritiske indstilling retter sig dog mere imod den almindelige kristendom end den almindelige marxisme.

At kapitalismen overlever, fordi den altid er i stand til at opsuge sin egen modsætning, er vel en generelt accepteret kendsgerning – både blandt kritikere og tilhængere. Modstand imod kapitalisme får stort set altid den modsatte effekt af hvad den ville. Det kaldte Guy Debord og fremdeles også situationisterne for ‘appropriering’ eller ‘appropriation’, altså det at en minoritetskultur bliver opslugt og assimileret af det dominerende system.

Det er et demokratisk problem, for hvordan kritisere kapitalismen? Demokratiet er trådt under fode, hvis ikke det er muligt at kritisere. Hvis ikke det er muligt at indtage en position, hvorfra man kan kritisere kapitalismen, er det enten fordi kapitalsmen er den økonomiske forudsætning for politisk frihed (demokrati), eller fordi demokratiet ikke er fuldt udviklet. At gøre demokratiet afhængigt af kapitalismen vil sige, at der ikke findes andre økonomiske lighedsmodeller end markedsøkonomien. At kapitalismen er indført i tydeligt ikke-demokratiske lande (Kina som det mest oplagte eksempel) er heller ikke et fældende argument imod tesen om markedsøkonomi som demokratiets forudsætning, selv om det i hvert fald siger at kapitalismen ikke nødvendigvis fører til demokrati. Kapitalismen modvirker i hvert fald ikke udemokratiske styreformer.

En kritik af kapitalismen siger, at der ikke er tale om mediering imellem tese og antitese, men om en opløsning af selve modsætningens princip. Det er det samme som at sige, at demokratiet er sat ud af kraft, fordi der ikke er tale om demokrati, hvis ikke det er muligt at tænke et alternativ til kapitalismen.

Der er mindre diskussion om, hvorvidt det er muligt at stå udenfor kapitalismen, end om dette faktum er godt eller skidt, demokratisk eller udemokratisk. Vi har også lært, at den globale kapitalisme vækker – med rette eller urette – lysten til med våben og terror at tilkæmpe sig et område udenfor en kapitalistisk logik. Disse handlinger kan i virkeligheden have to helt modsat rettede mål, enten at indføre et alternativt totalitært system (f.eks. et teokrati) eller et (virkeligt) demokrati.

Selv om det virker selvfølgeligt, at demokratiet ikke kan acceptere, at målet helliger midlet, og at man må bekæmpe fåmandsvældet med våben og vold for at indføre et folkestyre, der hviler på fredelige sameksistens, er det ikke desto mindre det, som historien viser os (Den Franske Revolution og selv den danske “revolution” i 1849 blev ikke udkæmpet uden kamp, sådan som vi ellers har for vane at høre, se René Karpantschofs og Flemming Mikkelsens omfattende artikel “Vold, politik og demokrati i Danmark”, Modkraft ).

Ja, det kan man godt
Hos Øjvind Larsen finder man et utraditionelt ståsted udenfor kapialismen. Et ståsted der for mange inkarnerer selve traditionen; et ståsted, der mange steder på jorden fuldstændigt går i ét med kapitalismens fundament – og derfor konsoliderer den. Det interessante er, at vi her har at gøre med et system, der både rækker ud over de almindelige politiske grænser og samtidig – eller måske netop derfor – har mere radikale konsekvenser end dets udøvere har turdet at indrømme og leve efter. Og det er i virkeligheden ikke et ståsted udenfor, men snarere nedenunder, for vi har her at gøre med nogle almene principper, hvorfra en kapitalistisk samfundsmodel kan kritiseres. Et etisk grundlag for en nødvendig modstand.

Budskabet i bogen er i al sin korthed, at den kristne kærlighedstanke, nej: Jesus’ radikale kærlighedsbegreb udgør det etiske grundlag for en nødvendig modstand imod kapitalismen. Der er altså tale om en antikirkelig kristendom, der på en og samme gang gør op med både kapitalismen og marxismen (dog mere det første end det sidste). Der er ikke tale om en missionerende kristendom, man skal bekende sig til, eller noget af alt det som de såkaldte ateister harcelerer imod. Han viderefører en Løgstrupsk tradition, der bestemmer en kristen etik på et helt humant grundlag.

Øjvind Larsens teologi og kristendomssyn er ikke repræsenteret mange steder på jorden. Et af de få steder hvor der er nogle, der har gjort alvor af Jesus’ kommunistiske kernebudskab og modstandsetik, er vel befrielsesteologien i latinamerika.

Han skriver, at kirken har svigtet den oprindelige kærlighedstanke i et mislykket – eller rettere: fraveget forsøg på at gøre denne tanke alment gældende i samfundet. Fra og med Paulus og hans etablering af menigheder har kirken indkapslet Jesus’ budskab i disse hellige enklaver. Det radikale bud fra Jesus, at elske fjenden og lade dette princip være bestemmende for hele samfundet, formåede kirken ikke at gøre til et politisk princip. Håbet om en ydre samfundsmæssige forandring blev erstattet af den personlige frelse. Samfund og religion blev til to forskellige størrelser og senere radikaliseret (af protestantismen) til to modsatrettede størrelser. For at sige det teologisk: Eskatologien, forestillingen om de sidste tider, blev fortrængt af soterologien, læren om frelsen. Det vil sige, at forestillingen om Guds rige blev trængt i baggrunden af tanken om den enkeltes retfærdiggørelse. Det kærlighedsbegreb, som Jesus havde radikaliseret og havde prædiket for hele verden, blev overtaget og omformuleret til en opgave og opfyldelse for de troende.

Ikke-samtidighed
Det ståsted udenfor en kapitalistisk model kommer til syne i kraft af det, som Norbert Elias har kaldt ikke-samtidighed. Ikke-samtidighed skal ikke forveksles med tradition.

Tradition er bestemt af kontinuitet, det vil sige af en ubrudt forbindelse med fortiden. Den er en løbende udfoldelse af sin egen selvforståelse, enhver ny tid tager traditionen til sig, men netop som noget der i forvejen er levende. En tradition er noget der er levet og overleveret.

Ikke-samtidigheden derimod undgår den træghed og inerti, som er så bestemmende for traditionen. Ikke-samtidigheden beskriver nemlig et tidsligt brud og sætter et princip som på engang (ligesom traditionen) er historisk bundet og funktionelt i samtiden, men (i modsætning til traditionen) står i kontrast til det herskende samfundsmæssige princip (32).

Tradition er konservativt og ikke-samtidighed er revolutionært. For nu at sige det alt for enkelt.

Det er i kraft af dette begrebspar, at Øjvind Larsen kan pege på en splittelse i kristendommen imellem det etiske princip og den frelsesreligiøse tradition. Det etiske princip løber som en understrøm i den kristne frelsesreligion, men det udsondres allerede fra Paulus’ tid. Med andre ord: Jesus’ oprindelige og radikale politisk-sociale – og almene – budskab bliver underordnet dét som så bliver kirkens tradition: menighedens og det hellige samfunds frelse.

Men: Fordi traditionen har undertrykt det etiske princip, vil det ikke sige, at dette ikke lever. Det er stadig gyldigt, det lever stadig, og derfor er det ikke-samtidigt.

Hvordan elsker man sine fjender?
Men man kan vel ikke sige, at ikke-samtidigheden i sig selv gør det levende. Det er, at tillægge dette begreb en substans, og det virker spekulativt. Der må være en eller anden kraft, der holder det etiske princip i live.

Øjvind Larsen redegør faktisk ikke for, hvordan modstandens etik i det hele taget er i stand til at være ikke-samtidig. Men modstandens etik hævdes at være fundamentalt i menneskets liv, hvad Bjergprædikenen er et eksempel på, nej: Bjergprædikenen er ikke et eksempel, den er i det hele taget det faktiske og konkrete udtryk for, hvad grundlaget er. Her tænker Øjvind Larsen specielt på buddet om at elske dine fjender: “I ved der står: ‘Du skal elske dine landsmænd og hade dine fjender’. Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem der forfølger jer” (Den Ny Aftale, Matthæus 5,43f).

Det er stadig et spørgsmål, hvor kraften til denne fjendekærlighed kommer. Hvis man blot gør det af pligt, er det ikke kærlighed, og spontanitet er det heller ikke, for det spontane had dikterer jo ikke, at man skal elske sin fjende.

Jesus dropper namedropping
Da profeterne (f.eks. Amos) som nogle af de første gav udtryk for social indignation, var Jahve den instans, de grundlagde deres forkyndelse i. Men Jahve er en instans udenfor den, der taler; og det er denne – eksterne – instans, som Jesus i Bjergprædikenen eliminerer.  Jesus taler på egne vegne: “Autoriteten i hans tale hviler på, at han taler sandt. Og da talens sandhed ikke kan verificeres hos nogen instans, stadfæstes sandheden igennem tilhørernes tro” (28).

Fordi Jesus ikke taler som autoritet, men lader talen selv være autoritet, bliver handlingen det eneste sandhedskriterium. “Spørgsmålet om sandhed kan kun besvares igennem eksistentiel praksis” (28). Det er derfor Jesus ikke er profet. Han gør op med profeterne, fordi de taler i kraft af Jahve. (At evangelisterne fremstiller Jesus på en anden måde, forklarer Øjvind Larsen med, at de endnu ikke forstod, hvilken kulturhistorisk revolution de selv var med til at sætte i gang).

Den Jesus, som Øjvind Larsen portræterer, er modellen på det moderne menneske, der er – eller prøver på at blive – herre i eget hus, det menneske der ikke kan tale på andres vegne, selvfølgelig heller ikke på Jesus’. Ej heller traditionens.

Men vi kommer alligevel ikke udenom at pege på, hvad det er, der giver os kraft til at engagere os, hvad der hos Øjvind Larsen hedder: at gøre modstand. Negativt set er det harmen over social uretfærdighed og medfølelsen med andres lidelse. Positivt formuleret er det i kraft af – som Larsen siger – sandheden. Når man ikke længere belægger sine ord med en andens autoritet, må den komme fra ordenes egen kraft. Det er, hvad der menes med sandhed.

At dette etiske princip netop hentes i kristendommen kunne få nogle til at afvise det, fordi det netop er – kristent. Men det kristne er ukristeligt i Øjvind Larsens øjne, hvad der endnu engang bekræfter én i, at de såkaldte ateisters ukristelighed skyldes en alt for dogmatisk tro på kirkens udlægning. Det etiske princip (som Bjergprædikenen er det mest konkrete udtryk for) er i sin natur netop humant bestemt. Det er præcis denne bestræbelse, som Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for at have svigtet.

Larsen mod Løgstrup – Ny mod Gammel Testamente
Larsen mener nemlig ikke, at Løgstrup i Den etiske fordring (1956) kan gennemføre sit mål: på rent humant grundlag at bestemme den holdning til det andet meneske, som er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse (143). Det siger han, fordi Løgstrups sidste store værk, Metafysik I-IV, insisterer på en religiøs tydning og altså tager det tilbage, som han i en vis forstand lykkedes med i ’56.

Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for i sin fastholdelse af det evige, de suveræne livsytringer, det uomtvistelige og transcendente at glemme vores konkrete historiske situation. Med andre ord så har den vestlige (læs: kapitalistiske) samfundstype ikke nogen betydning for, hvordan menneskets handlen skal forme sig. Der er en spænding mellem samfundet og livsgrundlaget, imellem den konkrete situation og de antropologiske konstanter, fordi den politisk-historiske situation hos Løgstrup (såvidt Larsen) opløses helt i de tidsløse forhold som livsgrundlaget dikterer:

“Forskellen mellem den etiske fordring (Løgstrup, sr) og modstandens etik (Øjvind Larsen, sr) er blot den, at modstandens etik begrunder, hvorfor det historisk er blevet muligt og nødvendigt at tænke den etiske tanke humant, og den fastholder, at det kun er muligt at tænke den rent humant, og forkaster dermed den såkaldte religiøse tydning” (147).

Det er ikke kun fordi dette livsgrundlag tolkes religiøst at han forkaster tydningen, det er også fordi det er en tydning. Tydning er ikke tænkning, men Løgstrup må ty til tydning fordi han fastholder åbenbaringen. Som ikke kan tænkes.

Men Øjvind Larsen vælger et andet udgangspunkt: Den konkrete historiske situation som han er placeret i. Han kan ikke klynge sig til menighedens eskatologiske – verdensfjerne – håb om forbedring af sit liv, som hvis han havde været en slave i det 1. århundrede, men må i stedet “tænke min forhåbning alment og konkret som en samfundsmæssig forhåbning for alle mennesker og ikke blot afgrænset til de troendes fællesskab” (148).

Straks er indvendingen der: Så bliver dit livsgrundlag helt relativistisk. Hver ny generation, ja, hvert individ, hver sin religion. Det er både imod religionens væsen, der søger sameksistens og fælles udgangspunkt, og imod de fleste historiske erfaringer. Øjvind Larsen siger da også, at han sagtens kan tænke sig frem til skabelsestanken, men han tænker ikke udfra den. Altså: Det teologiske eller eksistentielle udgangspunkt bestemmer rammen, og rammen bestemmer hvilke handlinger man gør. Det er også muligt at man kan ende det samme sted med to helt forskellige udgangspunkter. Det er tilfældet her. Der er tale om to helt forskellige paradigmer. To former for livsopfattelse.

I dette tilfælde forestiller Øjvind Larsen sig – hvis jeg må tale metaforisk – at man kan skrabe et område fri i kapitalismens væg-til-væg-tæppe, hvor man kan opleve en ægte kærlighed, ægte spontanitet, mens Løgstrup beskriver en kærlighed eller en kraft, der i hans øjne vokser op igennem tæppet som blomster igennem asfalt.

Øjvind Larsen mener altså ikke at det kommer af sig selv – man må sætte noget ind på det. Man har pligt til det.

… og videre om hvilke politiske konsekvenser ens teologiske udgangspunkt kan have
Øjvind Larsen kritiserer nemlig Løgstrup for at tage sit udgangspunkt i skabelsestanken, hvilket jo vil sige, at “grundvilkårerne tænkes historisk i den jødiske betydning, i hvilken Gud igennem skabelsen sætter historien og handler i den” (145). Selve skabelsestanken implicerer også, at der er tale om en ydre instans, præcis det som Jesus bryder med. Det vil også sige, at Løgstrup bryder frivillighedsprincippet. Hele samfundstanken indenfor en skabelsesteologi, der hviler på Gammel Testamente, forudsætter et gudsforhold, der ikke er frivilligt. Gud handler med sit folk og folket er først frit, når det handler, som Gud i forvejen har bestemt det. Det bliver altså Øjvind Larsen, der på Ny Testamentes grundlag (dvs. fra den radikale modstand imod personliggjorte autoriteter) polemiserer imod Løgstrup, hvis udgangspunkt i skabelsestanken (formuleret i Gamle Testamente) kommer til at understøtte det eksisterende (kapitalistiske) system. Det understøtter Larsen med følgende citat af Løgstrup: “Man tog (i Sovjetunionen efter første verdenskrig, sr) udsigten til profit fra bønderne, befalede dem at arbejde uden at kunne overvåge, om de gjorde det, hvad der selvsagt var uoverkommeligt. Resultatet blev derefter, det blev umuligt at få gang i landbrugsproduktionen. Der blev hungersnød, og millioner sultede ihjel. Så farligt er det at være moralsk” (153). Det imødegår Øjvind Larsen med en længere historisk ekskurs, der fratager den manglende udsigt til profit skyld i hungersnøden.

Nu skal man – i parantes bemærket – ikke glemme brevvekslingen mellem Løgstrup og Hal Koch, der kom i 1992, fire år efter Øjvind Larsens modstandsetik. Her ser vi den praktiske filosof overfor sin gamle ven, Hal Koch, argumentere så hårdhændet for en aktiv modstand imod besættelsesmagten, at det nær koster venskabet. Da det netop er handlingen, der giver tanken dens sandhedsværdi, er der noget der mangler i Øjvind Larsens kritik af Løgstrups tanker.
Ikke desto mindre kan han have ret i – uden at han siger det på denne måde – at Løgstrups filosofi ikke har samme modstandskraft i en globaliseret som i nationaliseret sammenhæng. Løgstrups modstand ses tydeligt i en national kontekst, mens Larsen kritiserer Løgstrup fra et globaliseret standpunkt. Det gør også modstanderne – og modstanden – forskellig(e).

Det handler om principper – eller pragmatik
Løgstrup mener, at det er umuligt at sætte sig udenfor samfundet, dels fordi man ikke kan vække kærligheden ved at fornægte det eksisterende samfund, dels fordi det ikke lader sig gøre at fornægte egoisme eller kompleksiteten af vores samfund. Totalfornægtelsen strider imod den sunde fornuft.

Men Øjvind Larsen mener jo netop, at den sunde fornuft er “det totalitære samfunds fornuft” (151). Fornægtelsen af den eksisterende samfundsmodel er også en afvisning af den sunde fornuft. Hvis man følger den sunde fornuft, måler man handlingen på resultaterne, men modstandens etik måles ikke på udkommet, men på indsatsen.

Det virker også virkelighedsfjernt, når man ser ham i Larsens optik, at Løgstrup, al hans samfundsengagement til trods, ikke har problematiseret samfundssystemets (eller kapitalismens) pervertering af de suværæne livsytringer. Han var fortrinsvis opmærksom på den mellemmenneskelige nedbrydning af menneskets åbenhed og tillid.

Men Øjvind Larsen er i virkeligheden heller ikke mindre virkelighedsfjern al den stund han ikke får diskuteret midlerne til at nå realiseringen af uretfærdigheden og kærligheden. Denne særlige kærlighed, der er større end at den rummes i ægteskabet og i familien.

For det er vel i virkeligheden det bogen handler om: Eftersom kærlighed og magt ikke kan forenes, har man buret kærligheden ind i familien for at kapitalismen kan have magten samfundet.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: