Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Eksempel på grundlagsdebat – Nyrup mod Kjærsgaard – og en blind Holger Danske

Et slående eksempel på hvor grundlagsdebatten starter, var Poul Nyrups påpegning af hvor den almindelige diskussion stopper. I diskussion med Pia Kjærsgaard i P1 Debat fredag d. 19. november 2010 svarede han på Christian Schous spørgsmål om ‘hvordan man kan kalde sig demokrat hvis man på forhånd dømmer nogle andre ude af den politiske debat?’ følgende:

– Jeg siger at der er nogle standpunkter der adskiller sig fra andre standpunkter fordi det simpelthen overskrider grænserne for de danske værdier, og jeg siger at jeg vil ikke bare tage det som ethvert andet ligeværdigt standpunkt til andre gyldige standpunkter: At vi nu i staten skal bestemme hvem man skal gifte sig med, og hvem man ikke skal gifte sig med og hvornår. Det betyder at vi klassificerer folk i en første klasse og i en anden klasse. Jeg siger lige som Martin Niemüller og Hartvig Frisch: Der kommer et tidspunkt hvor man simpelthen må sige: Nok er nok.

Med andre ord siger han at der er to niveauer i en demokratisk samtale. Det  niveau man faktisk taler på og det niveau i kraft af hvilket man taler. Uden det sidste findes det første ikke. Men en enighed om de parlamentariske spilleregler medfører ikke at man er enig om hvilket beslutninger, der skal tages.

Man kan ikke tale med hvem som helst. Heller ikke som demokrat. Heller ikke hvis man er Voltaire, der kæmper for sin modstanders ret til at have de meninger, han er så uenig i. Ytringsfriheden tillader med andre ord ikke ytringer, der undergraver ytringsfriheden. Demokratiet kæmper – udemokratisk – imod ethvert angreb mod demokratiets fundamentale principper.

Grundlagsdebatten handler om at blive bevidst om hvilket absolutter demokratiet hviler på. Der er en udbredt opfattelse af at demokrati er alles ret til at sige hvad som helst. Demokrati er i manges øjne mere noget der ligner flertalsdiktatur end mindretalsbeskyttelse. Ytringsfrihed forstås mere som retten til at fornærme minoriteter end pligten til at sige magthaverne imod.

Nyrup er ikke helt nået til denne grænse. Han gik jo dog i studiet med Pia Kjærsgaard, og han sagde også at han selvfølgelig anerkender Dansk Folkepartis legitime ret til at være repræsenteret i Folketinget. Dette forhindrer ham dog ikke i at sige Dansk Folkepartis forslag og retorik ikke er stuerene, dvs. at han undsiger deres (danske) værdier.

Samtalebrud og danske værdier

Det er i sig selv meget svært at forstå at kampen om de danske værdier og hvad disse egentlig betyder i så lang tid har været så domineret af Dansk Folkeparti. Ikke mindst taget i betragtning af deres overfladiske, plakative og ureflekterede forståelse af dansk kultur har gået hånd i hånd med en systematisk og konsekvent nedbrydning af nogle traditionelle, konservative såvel som hårdt tilkæmpede (såkaldt) danske kulturelementer. (Jeg tænker på undervisningssystemet, fra Folkeskolen over voksenuddannelserne, højskolerne til Universiteterne, som stort set alle sammen er blevet forringet og bekæmpet af den siddende regering – og ikke meget mindre af den foregående -, der har ført sig frem med mantraet om økonomisk nødvendighed).

Men med Nyrups markante udmelding er en ny diskussion om de danske værdier begyndt.
Hvis der er nogen der tør tage den op. Det danske er jo blevet forurenet, man kan ikke tale om det danske uden at gå Dansk Folkepartis ærinde.
Der er få eller kun spage røster, der prøver at tilbageerobre noget af det, der kunne ligge i udtrykket ‘dansk kultur’ og ‘danske værdier’.

I mine øjne mangler der hos modstanderne af nationalitetsbegrebet et alternativ og nogle forslag til hvor og hvordan vi så skal placere den danske litteratur, det danske sprog og i det hele taget dét vi har kaldt ‘de danske kultur’ og de danske værdier.

Radikaliteten i de danske værdier  kunne vise sig ved at insistere på at det ikke skal lykkes for nationalisterne at stjæle – læs: politisere – den nationale kultur, – og at man må bruge samtalebruddet som et fuldgyldigt demokratisk redskab.

Holger Danske sover åbenbart for dybt til at blive vækket af den besættelse af Danmark vi oplever for tiden. Eller også er han for dum til at gennemskue situationen – for blind til at se hvad der sker.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: