Tankebanken.dk

Ikon

En bank for tanker, – til konstruktive forandringer og opdagelser.

Invitation til studiekreds om Den Store Omstilling – Part II

Kære venner og andre interesserede i Tankebankens arbejde

Vi inviterer hermed til en opfølgning på vores første studiekredsmøde om Jørgen Steen Nielsens bog “Den Store Omstilling”. Arrangementet afholdes:

Tirsdag d. 26. november kl. 19.30
Vesterbrogade 69, 4.th
1620 Kbh V

I den første salon (se referat her på siden) diskuterede vi bogens indledende kapitler, der havde fokus på det økonomiske system og finanskrisen som én af årsagerne til, at verden lever over evne. Vi arbejder fortsat med temaet økonomi i Tankebanken, og kan i den forbindelse varmt anbefale bogen Debunking Economics af Steve Keen, som er en glimrende indføring i den økonomiske teori, der tages for gode varer overalt i den vestlige verden, og ikke mindst i hvordan den hviler på et teoretisk fundament, der er inkonsistent og selvmodsigende.

I denne salon springer vi til de afsluttende kapitler (8 og 9) i Jørgen Steen Nielsens bog, som introduceres med følgende spørgsmål:

“Den umiddelbare reaktion på listen er givetvis: Hvordan i alverden skulle alt det dog kunne lade sig gøre? Er det ikke det rene fantasteri at forestille sig vedtagne grænser for vækst på en masse områder (…).
  Det er (…) næsten hinsides forståelsen, hvordan en sådan ny økonomi faktisk skal kunne fungere. Hvordan skal velfærden og beskæftigelsen sikres, hvis der ikke længere sker nogen vækst, men formentlig snarere et fald i den materielle produktion i vor del af verden? For en civilisation, der i snart 200 år kun har oplevet hastig vækst – temporære kriser undtaget – er det kontraintuitivt at forestille sig andet end mere af det samme.”

Som Jørgen Steen Nielsen selv påpeger, bobler det med initiativer både i erhvervslivet, blandt græsrødderne og vel også på politisk plan. Senest har “Hvad gør vi nu?”-initiativet vist, at der er masser af mennesker, der aktivt afsøger en mere bæredygtig måde at leve på.

Overfor den optimisme står de tørre tal, senest understreget af den nye IPCC-rapport om klimaforandringerne, som viser, at verden som helhed stadig udleder alt for meget CO2, grundliggende fordi for mange mennesker forbruger for meget i forhold til, hvad økosystemerne kan klare, uden at de kommer til at ændre sig drastisk.

Der er med andre ord en enorm afstand mellem, hvad menneskeheden gør (eller ikke gør), og hvad det er nødvendigt at gøre for at undgå klimaforandringer. Denne afstand kunne man også billedliggøre som afstanden mellem handling og viden:

handling —>                                                              <— viden

Hvad har man, når handling og viden går op i en højere enhed? Måske vi kunne kalde det visdom eller åndsnærværelse, og i stedet for fortsat at fokusere på teknik, løsninger, tal og grafer var det måske en idé at vi begyndte at kigge lidt indad. Hvad er vi helt fundamentalt set er villige til at give slip på (og finder det nødvendigt at give slip på) i en livsstil, der er så langt fra bæredygtig, at stort set alt, hvad vi tager for givet i vores hverdag, skulle laves om, hvis vi skulle nærme os noget, der var i økologisk balance. Hvorfor ser vi den anden vej, og hvorfor lader vi som ingenting, når vi (i hvert fald nogen af os) godt ved, at vores handlinger indirekte medfører smerte for andre mennesker og kommende generationer? Hvor meget ansvar er vi forpligtede til at tage som enkeltindivider (også på vegne af andre)? Og hvad nytter det, vi kan gøre som enkeltpersoner, hvis vi endelig beslutter at handle?

For selvom der er positive initiativer i gang, som inspirerer, viser vej, giver håb og motivation, er det så nok? Nytter det, at vi måske kan reducere vores forbrug af jordkloder med en kvart eller en halv ud af nu fire for hver dansker? Vil det brede sig som ringe i vandet ligesom alle de andre gode intentioner, som der trods alt er at finde også blandt politikere og erhvervsledere? Hvordan opnår vi en kollektiv forandring, som ikke handler om at udpege syndebukke, men om at tage et fælles ansvar for at sætte en ny dagsorden?

Som inspiration til aftenen er henviser vi til tre forskellige tekster, der taler om hhv. et ideologisk opgør med oplysningstidens ensidige materialisme (Søren Fonsbøl), om at “Samfundets væsentligste problemer er ikke tekniske eller økonomiske, de er menneskelige” (David Budtz Pedersen), og endelig en tekst om spændingsfeltet mellem viden og handling og nødvendigheden af at beskæftige sig med etik, moral, psyologi, sociologi og metafysik i den forbindelse (Sylvester Roepstorff).

Som altid vil aftenen blive indledt med et, evt. flere oplæg fra nogle af de fremmødte efterfulgt af en mere åben samtale, hvor vi forsøger at blive klogere og mere vise …

Alle er velkomne. Meld gerne ankomst. Vi serverer lidt vin og snacks.

Vel mødt,
Sylvester og Rune, Tankebanken

Arkiveret under:Studiekreds: Den store omstilling

Er vi på vej til et grønt diktatur?

I den glimrende artikelrække, som Information har bragt om Den store omstilling, er der et problemområde, der er overset. Det har været en sjov og vigtig konkurrence, hvor vi har stiftet bekendtskab med en bred vifte af originale initiativer og opmuntrende reportager om (mere) fremtidssikre måder at leve på. Hvor opløftende at læse om al den energi, der investeres i disse meningsfulde projekter.

Men det er ikke gjort med det.

Vi står overfor nogle på engang meget konkrete og abstrakte problemer. De er konkrete, fordi de vedrører vores fysiske natur, men de er abstrakte, fordi problemerne ofte figurerer som tal og computergenererede modeller.
Løsningerne er også både konkrete og abstrakte: Hvis alle på jorden gjorde de ting, der skulle gøres, helt konkret, ja, så ville vi kunne løse problemerne (dog ikke alle), men for at det kan lade sig gøre, skal både befolkningen og politikkerne skifte adfærd og tankemønstre. Og det er en ret abstrakt proces.

Mange af os ved godt, hvad man kan og bør gøre, men gør det alligevel ikke. Hvorfor ikke? Der gives både lange og korte svar på dette spørgsmål. De korte svar er: Vi kan ikke overskue det. Vi magter det ikke i vores stressede hverdag. Det nytter alligevel ikke noget. Hvis der skal gøres noget, må det være fra centralt politisk hold. Hvis ikke man helt benægter, at der overhovedet er et problem.

Der findes også et langt svar.

De enkelte store kriser er meget håndfaste: klima-, energi-, ressource-, fødevare- og finanskrise kan hver især belægges med tal, statistikker og fakta. Og det skal de. Vi kommer ingen vegne uden analyse. Men vi kommer heller ikke nogen vegne uden syntese. Og det er en mental-psykologisk opgave af enorme dimensioner. Vi befinder os også i en filosofisk krise.

Jeg har en god veninde der lider af, hvad jeg vil kalde fremtidens sygdom: klimadepression. Jo mere hun sætter sig ind i miljøproblematik og klimateori, desto mere nedslået bliver hun. Indtil hun når bunden. WHO forudsagde for nogle år siden, at fremtidens alvorligste sygdomme bliver af psykisk art. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad kriserne gør ved os.

Det område i klimadiskussionen, som er temmelig overset er: Hvordan vi håndterer informationer. Og med ordet håndtere mener jeg helt bogstaveligt: Hvordan får vi dem ned i hænderne. Altså: Hvordan får vi omsat de abstrakte problemer til konkrete løsninger. Men også omvendt: de konkrete problemer omsat til abstrakte løsninger. Det er dét, der er for lidt opmærksomhed på. De konkrete problemer kan være så overvældende, at de bliver til et abstrakt problem, fordi vi ikke er i stand til at gribe eller placere dem. Kriserne er så store og så komplicerede, at vi borgere rammes af handlingslammelse og af en frustrerende grundforvirring.

Klimadepressionen kan både afføde og være et resultat af handlingslammelse.

“Husk hvor priviligerede I er: I kan gøre noget. Og I ved hvordan I kan gøre noget”. Sådan kunne Mimi Stilling Jacobsen finde på at sige til sine medarbejdere i Red Barnet, hvor de ellers kunne sidde med sorte rande under øjnene af udmattelse (jeg citerer efter hukommelsen). “Der er millioner derude, der ser flygninge fra Syrien og alle mulige katastrofer, som de ikke aner, hvad de skal gøre ved. De ved ikke, hvad de skal gøre. Det ved vi”. Siger hun (i programmet På tomandshånd på DRs P1 med Karen Secher, torsdag 19.9.2013). Det er et privilegium at vide, hvad man skal gøre.

De fleste af de informationer, der oversvømmer os, skriger på handling. Deres karakter er ofte præget af ildevarslende diagnoser og angstfremkaldende effekter. I ny og næ popper der også anvisninger op, om hvad det er klogt at gøre. (Jørgen Steen Nielsen har f.eks. skrevet en bog med anvisninger om hvad vi hver især kan gøre: En lille guide til overlevelse – fra klimatrussel til grøn revolution – fra sort samvittighed til grøn hverdag, People’s Press, 2008). Markedet er imidlertid mere fyldt af introverte vejledninger i, hvordan man bedst kan hæve sig over eller være mest upåvirket af de mange dystopier, hvis ikke det decideret leverer effektive midler til helt at glemme dem.

Underholdningsindustrien, de sociale og kommercielle medier, forsknings- og kunstverdenen og det offentlige liv og samtale har alle et mere eller mindre implict forhold til de trusler, vi står overfor. Og alle reagerer på hver deres måde. Men ikke alle måder er lige gode.

Det er vel næppe for arrogant at hævde, at det er en kritisabel nyhedsdækning, der bruger mindre og mindre tid på at rapportere om “den største ikke-fortalte nyhed”, hvad sociologiprofessor, Robert Brulle (fra Drexel University i Philadelphia) viser i sine studier af hvordan klimaforandringer er dækket på fire store amerikanske TV-kanaler. Hans undersøgelse viser, at antallet af historier om klimaet dalede fra 147 i 2007, hvor det toppede, til 14 i 2011 (Joe Brumm: “Network News Coverage of Climate Change Collapsed in 2011”, på Thinkprogress.org fra 9. jan. 2012). Dette er blot et eksempel på, at man må tale om kvaliteten ikke kun af de empiriske data, men også af den måde, vi tager dem ind på. Selv om mange forholder sig til kriserne (direkte såvel som indirekte), er det også vigtigt at reflektere over dette forhold.

I en undersøgelse, som National Wildlife Federation iværksatte, og hvis resultater blev offentliggjort i en rapport fra februar 2012 af de psykologiske implikationer af klimaforandringer, skriver forfatterne, at både direkte oplevelser med klimaforandringer og -katastrofer, men også den blotte viden om dem, i fremtiden vil forårsage en lang række psykiske ubalancer som uro, stress, depression og PST. De konkluderer, at den største belastning på det 317 milliard store sundhedsbudget i USA, hvad disse lidelser angår, kommer af at ignorere problemet. Med andre ord: Det man aner, men ikke kan konkretisere, skaber den største uro.

Én måde at dæmpe flyskræk på, er ved at fortælle helt nøgternt og faktuelt, hvad der foregår. Med andre ord: hårde fakta kan have en angstdæmpende effekt. Men det er også rationelt at frygte en fare, som der er en til vished grænsende sandsynlighed for bliver større, hvis ikke man gør noget. Objektive kendsgerninger kan altså både udløse og dæmpe angst. Men dermed er det ikke gjort. Kendsgerninger skal internaliseres.

Vi mangler med andre ord et sprog, der på engang kan gribe de vigtigste del af de globale kriser og sætte dem ind i vores bevidsthed, så vi hverken segner under kompleksiteten og udsigtsløsheden eller benægter og fortrænger de velunderbyggede prognoser.
Vi har masser af viden, men har ikke sjælemusklerne til at bære den. Vi har en indsigt, som vi ikke kan placere.
At kunne integrere en viden i bevidstheden hedder med et godt nordisk ord erkendelse. Vi lider af erkendelses-underskud i en verden af informations-overskud. Vi har for meget i hovedet til at få det ned i kroppen, for nu at tale som man for tiden gør i DR fredag aften.

Denne måde at udtrykke sig på tilslutter sig en ideologi, der siger, at handling må gå forud for tanke. Ofte i spontanitetens navn. (Et eksempel er Daniel Cohn-Bendits Venstre radikalismen. Kur mod kommunismens alderdomssvækkelse, der beskriver Studenteroprørets baggrund og strategi, 1968, en bog han meget sigende skrev på fem uger). Sådan en handlingsfilosofi kan også have tendens til at overtrumfe enhver modstand, ikke mindst den, der optræder som overvejelse.

Hvis man i udgangspunktet ser på, ikke kun handlingerne, men på de handlende, så viser der sig med ét også en stor gruppe af ikke-handlende. Til dette billede hører en diskussion af, hvad handling i det hele taget er. Demonstrationer til COP15 og andre steder bærer ofte skilte med ord som: “Stop talking – Act now”. Selv om samtale kan udskyde nødvendige handlinger, er samtale nødvendig i et demokrati, hvor man må have retten til at ytre sig og påvirke beslutningerne (som også kan gå imod ens meninger). Samtalen er med til at internalisere de beslutninger, der tages og den viden, der ligger bag. Samtaler er en del af den generelle vidensgenerering, som igen ligger bag holdbare beslutninger. Derfor må samtaler på linje med research og forskning gælde som handling. Tænkning er også handling. Teori er en nødvendig del af praksis. Når Marx i sin berømte sætning siger, at filosofferne kun har fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den, knytter han nok tanken til handlingen, men får ikke sagt, at hvis fortolkningen virkelig bliver udbredt og integreret, så kommer den nødvendige forandring af sig selv. Fortolkningen bærer forandringen i sig selv. Ikke kun den indre forandring, men handlingerne bliver anderledes, idet man ser på verden med nye øjne. Det er hårdt arbejde at nå det stadie, hvor tingene kører af sig selv. Der er derfor mange flere, der handler end man egentlig kan se.

Denne præmis er desto mere nødvendigt at holde sig for øje, jo mere man er fristet til at se bort fra demokratiske spilleregler. For presset på de parlamentariske processer stiger i takt med, at flere ønsker indgreb, regulering og forandring. Til sidst gider man ikke at tale eller høre på mere. For enden af denne udvikling ser vi til sidst en grøn diktator, en stærk mand, der gør, hvad der skal gøres, fordi demokratiet ikke kan finde ud af det. Et umyndiggjort folk – støttet af folket. Det eneste, der ikke er til afstemning i et demokrati, er demokratiet selv. Men i dette fremtidsscenarie, i det grønne diktatur stemmer hele befolkningen imod stemmeretten. Act now. Det er én blandt flere reaktioner på en handlingslammelse, der bliver desto mere krampagtig, jo mere kravene til handling vokser. Totalitarisme er et desperat forsøg på at holde sammen på noget, der allerede er faldet fra hinanden.

Og måden at etablere et sprog på, der hverken er eskapistisk eller kynisk, kunne være – til en begyndelse – at systematisere dette psykologisk-filosofiske problemfelt. En sådan systematik ville også kunne rumme de politiske forskelle, som uvilkårligt viser sig. Det er så at sige en værdimæssig neutral måde at tale om disse ting på. Det er et instrument til at hive de fjerne tal tættere på vores liv og at omdanne dem til en frugtbar bevidsthed og konstruktive handlinger.

Sideløbende med de videnskabelige og politiske diskussioner kunne vi altså behandle den filosofiske krise med hjælp fra følgende discipliner:

– etikken, der i indkredsningen af hvad der er godt og dårligt og rigtigt og forkert, lader sig lede af hvad det gode liv er.
– psykologien, der med indsigt i det forstyrrede sjæleliv har et sprog der både kan analysere en given følelsesmæssig situation og vise veje ud af den.
– sociologien, der kender samfundsdannelsens indbyggede mekanismer og faldgruber og som mennesket, det politiske dyr, altid er afhængigt af i sin måde at navigere gennem livet på.
– metafysikken, der skaber et sprog for den side af mennesket, som de andre discipliner ikke indfanger, dvs. menneskets behov for mening, dets uafladelige forhold til (en) transcendent(e) instans(er) og transcendentale kategorier; og den er vigtig for at imødegå den eskapisme, som netop denne disciplin også kan resultere i.
Men vigtigst er måske:
– kunsten, som ideelt set burde favne det hele og bringe det ind i en sanselig og forståelig – jeg var ved at sige: folkelig –  ramme.

Her lyder det meget akademisk (og der kunne knyttes flere andre discipliner til), men det vigtigste er, at denne diskussion, disse samtaler og det psykologisk-filosofiske arbejde, vores nutids politiske, finansielle og miljømæssige problemer tvinger os til foretage, sker i så brede fora og så vidt forgrenet som muligt.

/sylvester roepstorff

Arkiveret under:Uncategorized

Studiekreds – Den Store Omstilling

Journalist på dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen, har skrevet bogen “Den Store Omstilling” om de fire store sammenhængende kriser (finansiel krise, klimakrise, olie- og råstofkrise samt fødevarekrise), som han mener verden befinder sig midt i, og hvis bagvedliggende årsager er så fundamentale for vores samfunds måde at virke på, at vi uanset hvad, og på mere eller mindre behagelige måder, kommer til at skulle ændre vores livsstil drastisk for at imødegå.

Tankebanken har igangsat et studiekredsarbejde med bogens indhold, og første møde blev afholdt i slutningen af november 2012. Mødets fokus var på bogens første kapitler om den finansielle krise specifikt og de underliggende økonomiske realiteter mere generelt.

Hermed en række nedslag i aftenens samtale.

Tankebankens projekt

Sylvester præsenterede nogle af Tankebankens udgangspunkter, nemlig som lægmand at skabe kontakt til eksperter og forskere og at lade fag krydse og møde hinanden

Aksiomet i Tankebankens diagnose af nutidens krise er, at de autonome værdisystemer har en indbygget tendens til at absolutere sig selv. Det vil sige, at delsystemerne ophæver deres egne præmisser til at være bestemmende for helheden, f.eks. at økonomiens præmis om profitmaksimering skal gælde for hele samfundet eller at hjerneforskningen kan forklare menneskets følelser.

Økonomiske modeller fra 80’erne og frem

Der skete fra 80’erne og frem en såkaldt deregulering af de finansielle markeder i den vestlige verden med udgangspunkt i USA og England. Det betød grundlæggende, at alle private virksomheder, som havde med penge at gøre, fik friere tøjler til at låne penge ud, investere, sælge finansielle “produkter”, m.m. På den måde blev der frigivet flere og flere penge, som kunne komme i omløb til produktion og forbrug, indtil det hele næsten ramlede i med finanskrisen i 2008.

Dereguleringen var begrundet i en række økonomiske modeller og antagelser, som vandt/blev lobbyet frem i det politiske system, f.eks. “The efficient market hypothesis (EMH)” (se også “Criticism and behavioral finance“), “Rational Agent” og “Perfect Knowledge“. Det er formentlig disse modeller JSN refererer til, når han i bogen skriver:

“Pointen er at sandsynliggøre, at den økonomiske model, der har været fulgt de seneste mange årtier, har udtømt sine muligheder.” (“Den store omstilling”, Jørgen Steen Nielsen, 2012)

Blandt andet professor Katarina Juselius fra Københavns Universitet, som deltog i mødet, arbejder med at påvise, at disse modeller ikke var i stand til at forudsige finanskrisen, og at andre modeller og antagelser bør træde i deres sted. Grundargumentet er, at de finansielle markeder skal reguleres, fordi det gavner flest mennesker, i modsætning til deregulering, der har givet kortsigtede fordele (flere og flere penge i omløb) men store langsigtede ulemper (blindhed overfor de økomiske tyngdelove, “what goes up, must come down”).

Vækst

Vi talte om nødvendigheden af vækst set med traditionelle økonomiske briller. Økonomisk vækst kan komme som følge af vækst i produktivitet (den samme arbejdstime producerer mere BNP) eller vækst i befolkningen, som hermed som et hele er i stand til at producere mere.

Den vækst, der kan komme via vækst i produktivitet forudsætter, at den frigivne arbejdskraft bliver anvendt i anden produktion ellers vil resultatet være stilstand (og højere arbejdsløshed). I princippet er det et politisk valg, hvad vi ønsker at anvende den frigivne arbejdstid til. Økonomer har tilsyneladende præference for, at “geninvestere” arbejdskraften i ny produktion, men befolkningen værdsætter naturligvis også den vækst i levestandard, som ny produktion giver.

Problemet med vækst er, at al vækst indtil nu har krævet øget forbrug af endelige naturresourcer, og hvis vi ikke meget snart finder en erstatning for olie, kul og gas, så går vi en helt generel krise i møde, som handler om voldsomme forringelser levestandarden overalt på kloden, men især i de vestlige lande. Omvendt er der masser af steder i verden, der har langt lavere levestandard end i de vestlige lande, men som arbejder på, at nærme sig. Men hvis den globale levestandard skal op, er global vækst en nødvendighed, og hvordan skal det kunne lade sig gøre samtidig med, at vi skærer ned på vores forbrug af f.eks. olie, kul og gas (og andre naturresourcer)?

Derudover er udgør forringelserne af miljøet en helt særskilt faktor, som betyder, at selvom vi måtte have olie nok, så kan vi ikke tillade os at bruge den, for så ændrer det jordens økosystemer sig så meget, at det vil give menneskeheden store problemer.

Til sidst er det værd at nævne, at afhængigheden af vækst er endvidere forårsaget af, at man skal betale renter, når man låner penge. Hvis en økonomi er lånefinansieret, vil den hele tiden skulle generere overskud (via vækst), for at kunne betale renter. Så hvis man har nulvækst vil ens gæld bare vokse og vokse (se f.eks. “Meme Wars” om nulvækst).

Opsamling

Vi nåede på aftenen at komme i dybden med nogle af de økonomiske antagelser og historiske årsager til, at der kunne udvikle sig en situation globalt, der muliggjorde en så potentiel katastrofal begivenhed som finanskrisen. De færreste mennesker vil formentlig forbinde finanskrisen med de andre kriser, som JSN gør, men er kriserne sammenhængende, ligger det værste stadigvæk ligger foran os, og hvordan kan vi i så tilfælde kan ændre kurs? JSN’s bog forsøger sig med svar på disse spørgsmål, og vi fortsætter samtalen på næste møde.

Note om ADAM

ADAM, der er den økonomiske model, som Finansministeriet bruger til at gennemregne konsekvenser ved en given ført økonomisk politik, bliver vedligeholdt i en afdeling hos Danmarks Statistik på cirka 40 mand. Modellen består af flere tusinde ligninger, og set i lyset af aftenens samtale, er det tankevækkende, hvor lidt fokus, der er på modellen og dens grundlag.

Arkiveret under:Studiekreds: Den store omstilling, Tankebanken

Er du progressiv, konservativ eller bikonceptuel?

Den amerikanske professor i lingvistik George Lakoff fra University of California, Berkeley, var i midten af maj på besøg København, inviteret af tænketanken Cevea til at holde en række oplæg om blandt andet politisk kommunikation.

Metaforisk forståelse

George Lakoff, amerikansk professor i lingivistik, er ophavsmand til en relativ ny teori om, hvordan vores hjerne forstår og fortolker sin omverden via metaforiske tankemønstre eller logikker. Pointen er, at denne metaforiske forståelse er tillært i barndommen via vores interaktion i første omgang med den fysiske omverden og ikke mindst vores nærmeste (forældre), og ikke let lader sig ændre. Vores forståelse af abstrakte begreber som alt lige fra frihed, samfundsøkonomi og kærlighed er baseret på nogle grundmetaforer, som styrer vores forståelse af f.eks. årsag og virkning indenfor disse begrebsrammer.

Politisk kommunikation

Ét af Lakoff’s helt store slagnumre er den politiske kommunikation, hvor han mener at kunne påvise, at politisk kommunikation og politik i det hele taget IKKE handler om rationel tænkning i klassisk logisk forstand, men er baseret på vores grundlæggende metaforiske forståelse af verden. Hvis man som politiker ønsker at overbevise folk om sine synspunkter nytter det ikke som mange venstreintellektuelle tror, at anvende rationel argumentation, for noget sådant findes ifølge Lakoff ikke. Enhver argumentation er derimod baseret på vores grundlæggende metaforiske forståelse af verden, og her kan befolkningen som hele inddeles i tre grupper: Progressive (liberals, progressives), konservative og bikonceptuelle.

Tankemønstre

Kort fortalt er progressives (i Danmark, venstreorienterede) tankemønstre baseret på den grundmetafor, som Lakoff kalder “det omsorgsfulde forælder”-mønster (“the nuturant parent model”), hvor konservative/højreorienterede opererer ud fra “det strenge far”-mønster (“the strict father model”). Bikonceptuelle opererer sideløbende med de to mønstre, dvs. i nogle spørgsmål bruger de tankemønstre fra den ene og i andre spørgsmål det andet.

Pointen med Lakoffs teori er, at den måde vi forstår vores verden på, er baseret på en omfattende række af metaforiske forståelser, som er fysisk indlejret i vores hjernes neurologiske kredsløb, og som i kraft af denne indlejring i både vores sprog og tænkning bestemmer den måde vi rationelt tænker på. Det betyder, argumenterer Lakoff, at der ikke findes noget sådant som en objektiv rationel sandhed, og at det i en politisk diskussion dermed ikke er muligt at finde den “bedste løsning”, hvis alle parter deltager med de bedste intentioner, fordi man dybest set ender i, at parterne deler sig efter, hvilken kognitiv model, der er mest fremtrædende hos den enkelte.

Højreorienterede ved, hvad det drejer sig om

Lakoff er ude med riven i forhold til de venstreorienteredes, ifølge Lakoff, manglende forståelse for hjernens kognitive og sproglige virkemåde. Han påpeger, at primært venstreorienterede (progressives) stadig opererer ud fra den såkaldte rationelle aktørmodel (“rational actor model”), som er en (økonomisk) teori om, hvordan mennesket handler strategisk ud fra spørgsmålet om, hvordan man optimerer forholdene for sig selv. Utallige er eksemplerne dog på, hvor dette ikke kan være tilfældet, f.eks. det faktum, at mange fattige arbejdsløse i USA stemmer på republikanerne, der helt åbenlyst arbejder på, at gøre forholdene ringere for selv samme gruppe. Venstreorienterede forstår ikke, hvordan dette kan lade sig gøre, og løber panden imod muren ved enten at blive ved med at forsøge at kommunikere ud fra den tanke, at folk tænker neutralt rationelt, eller ved at flytte sig mod højre i forsøget at kapre vælgere, selvom det grundlæggende går imod deres egne standpunkter, hvilket vi ser et virkelig godt eksempel på i Danmark for tiden.

Målrettet kommunikation

Konservative har derimod i årtier været helt klar over (bevidst eller helt instinktivt), at mennesket tænker langt mere i følelser (følelser spiller en stor rolle i den måde, de metaforiske grundforståelser fungerer på), og de forstår, hvordan de skal tilrettelægge deres kommunikation, så de aktiverer de kredsløb i menneskets hjerne, der stemmer overens med den konservative verdensforståelse (strict father model). Over tid kan de på den måde få deres egen forståelse til at dominere. For selvom vores verdensforståelse grundlæggende ligger fast, så har alle mennesker både det progressive og det konservative mønster i deres hjerne. Det betyder, at politikere og meningsdannere over længere tid, ved at kommunikere målrettet, igen og igen kan aktivere det mønster i folks hjerner, som de ønsker skal være fremtrædende, og dermed få bikonceptuelle, men også f.eks. progressive til at tænke mere og mere i f.eks. den modsatte models begreber og forståelser. Lakoffs bøger og skrifter er i nogle tilfælde nærmest manualer til, hvordan man kan bruge hans erkendelser til langt mere hensigtsmæssigt og virkningsfuldt at kommunikere sine synspunkter.

Skattelettelser

Ét godt og klassisk eksempel er ordet “skattelettelse”, som anvendes af både venstre- og højrefløj. Begrebet lægger sig ind i den konservative verdensopfattelse og er som sådan slet ikke neutralt, som nogen måske ville mene. Begrebet postulerer nemlig en sammenhæng mellem det, at gøre skatten mindre, og så den lettelse man oplever ved at blive lettet fra en (fysisk) byrde. Men – Sådan en sammenhæng er netop et postulat, og ikke en realitet. Problemet for progressive er, at hver gang dette ord kommer i brug, aktiveres netop disse to kredsløbs forbindelser i hjernen, og med tiden bliver den positive forståelse af begrebet så indgroet, at den tages for givet. Dermed bliver det umuligt at argumentere for øgede skatter, og skatter i det hele taget, fordi folk automatisk opererer med en forståelse/oplevelse af, at skatter er noget ubehageligt. Vores sprog og tænkning er gennemsyret af denne type af indlejrede, ubevidste og følelsesmæssigt betingede rationaler, og venstrefløjen er nødt til at forstå disse sammenhænge for at kunne generobre den politiske dagsorden, som ifølge Lakoff er fuldstændig domineret af den konservative tankegang.

George Lakoff’s bøger kan varmt anbefales, og hvis man er politisk interesseret vil f.eks. “Whoose freedom” være et godt sted at starte.

Besøget er også omtalt følgende steder:

Cevea: “Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” af Jens Jonatan Steen bragt i Information (se efterfølgende debat)

DR Orientering på P1: “Dansk venstrefløj i sprog- og idekrise

P1 Debat (DR): “Har venstrefløjen overtaget højrefløjens retorik?

Arkiveret under:Grundlagsdebat, Retopol

Krise i det kapitalistiske system: Del 1 – Møde med en bankmand

Økonomi er i den grad kommet på dagsordenen både globalt, hvor den europæiske gældskrise og adskillige globale finanskriser hærger, og nationalt, hvor det ellers meget standhaftige “velfærd” er blevet forvist fra tronen af ordet “vækst”.

Vækst er blevet et centralt begreb på grund af den såkaldte gældskrise, hvor en række europæiske landes gæld pludselig er blevet problem. Ikke fordi gældens størrelse er vokset meget hurtigt (bortset fra i Grækenlands tilfælde, hvor den er blevet løjet mindre end den reelt var), men fordi kreditorerne med et er blevet så nervøse for at låne de pågældende lande penge, at renterne er steget så meget, at de gældsplagede lande ikke længere har kunnet få budgetterne til at hænge sammen.

I mange landes tilfælde har man stiftet sin gæld i forventning om, at landets økonomi ville vokse og dermed muliggøre en accelerende afbetaling. Men når denne vækst udebliver og måske ligefrem bliver til negativ vækst risikerer landet at komme ind i en negativ spiral, hvor evnen til at afbetale gælden bliver mindre og mindre, samtidig med at gælden vokser.

Hvordan hænger det hele sammen?

I Tankebanken har vi taget emnet (gældskrise, finansiel krise og økonomi) under behandling både helt generelt med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt kapitalismen har indbyggede systemfejl, der i sidste ende (og det er måske snart) vil føre til systemets sammenbrud, men også specifikt i forhold til de to store kriser, som verden har oplevet i hhv. 2008 og 2011, hvoraf den sidste måske endnu ikke har kulmineret.

For at finde lidt hoved og hale i finanskrise, penge og ansvarlige aktører, satte vi en bankmand i stævne i en salon, hvor vi kunne få lov til at stille spørgsmål til en person, der kunne gøre os lidt klogere nogle af de spørgsmål vi har stillet os selv under vores diskussioner.

Vi deltog 12 personer med forskellig baggrund.

Vi talte om rigtig mange ting i salonen og et fuldt referat af mødets indhold samt efterbearbejdning vil være for uoverskueligt for os at formidle. I stedet vil vi foretage en række nedslag i nogle udvalgte temaer behandlet før, under og efter salonen.

Systemfejl

Vi er stødt på i hvert to bud på systemfejl i kapitalismen:

  1. Kapitalismen fordrer konstant vækst, ellers bryder systemet sammen.
  2. Kapitalismen kan kun fungere, hvis der er uendelige naturressourcer til rådighed.

Punkt 2 må vel dertil siges at være et grundvilkår for menneskets eksistens på jorden, og ikke noget, der karakteriserer kapitalismen som sådan. Men såfremt punkt 1 er gældende øger punkt 2 selvfølgelig presset på systemet.

Man kan sige, at både punkt 1 og 2 hver især kan betyde enden for den moderne vestlige livsstil. Hvis der en indbygget systemfejl i kapitalismen (som IKKE har med begrænsede naturressourcer at gøre), så vil vores økonomi bryde sammen og dermed vores nuværende samfundsorden. Hvis vi løber tør for olie, eller den bliver væsentligt dyrere, så vil en lang række fundamentale mekanismer i vores samfund bryde sammen.

Vækst

Centralt i påstanden i punkt 1 er vækstbegrebet og spørgsmålet om, hvorvidt det kapitalistiske system kan fungere for evigt eller har indbygget sin egen undergang.

En hurtig Google-søgning på spørgsmålet om grænser for vækst giver et meget diffust billede, som illustreret af følgende (modsat rettede) citater:

Svaret på gåden er, at kapitalismen (til forskel fra det rene marked) ikke kan fungere uden vækst. For er der ikke udsigt til øget økonomisk gevinst, er der heller ingen grund til fortsat aktivitet.” (link)

“Kapitalismen kan ikke overleve uden vækst, og vækst kan ikke længere lade sig gøre, fordi det vil true vores eksistensgrundlag. Fæld de sidste skove og pump den sidste olie op, så dør mennesket, og dermed også kapitalismen.” (link)

“When I advocate for shorter work hours and the slower rate of economic growth that they would bring, I often hear this objection: it is impossible because capitalism requires growth to maintain the rate of profit.

This objection is a leftover from an outdated Marxist ideology that has no intellectual merit. But the objection is common enough that it is worthwhile to take a bit of time to see why it is wrong.” (link)

Det lader med andre ord til, at der ikke findes noget enkelt anerkendt svar på spørgsmålet, formentlig fordi begrebet vækst i sig selv dækker over noget meget kompliceret, sammensat og flertydigt.

Vækst defineres i en økonomisk sammenhæng som vækst i bruttonationalprodukt og er dermed en måling af, hvor meget værdi målt i penge et land skaber på et år. Men hvad er penge, og hvilken sammenhæng er der mellem penge og samfundet i øvrigt, dvs. de ting, som penge anvendes til at beskrive, repræsentere, m.m.? Og hvad med begrebet vækst? Beskriver vækst dybest set ikke noget relativt, fordi ethvert økonomisk system vel kan nulstilles ved at gæld eftergives, værdier nedskrives/ødelægges og i yderste konsekvens mennesker dø, og man derved så at sige kan begynde “forfra” med væksten?

Det monetære system (penge)

Bare lige for at få definitionen af penge på plads:

“A monetary system is anything that is accepted as a standard of value and measure of wealth in a particular region.” (link)

Et af de første begreber vi stødte på i vores undersøgelse af potentielle systemfejl i kapitalismen var begrebet “Fractional-reserve banking” (FRB). FRB er et fænomen, som vi har brugt en del energi på at undersøge, fordi det blandt mange af kritikerne af det finansielle system angives som ét af bankernes og spekulanternes hovedinstrumenter til at franare samfundet og borgerne penge.

FRB bliver populært formidlet som et system, der giver banker og finansinstitutioner mulighed for selv at skabe penge ud af den blå luft helt efter forgodtbefindende. Ud over at denne mulighed for at skabe penge betyder, at det er private aktører, der kontrollerer pengemængden og ikke staten, så giver det også uanede muligheder for manipulation, store renteprofitter, m.m.

“Når produktionen og cirkulationen af penge overlades til private banker, så underkastes værdien af disse kæmpe summer hysteriske udsving, som er blevet hverdag på de globale finansmarkeder.” (Ole Bjerg i Politiken, link)

Problemet med ovenstående citat, er, at det både ifølge vores egne læsninger samt vores bankmand, ikke er korrekt, i hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Banker kan ikke producere penge efter forgodtbefindende (og hvis de kunne, kunne der i sagens natur ikke være nogen bankkrise).

FRB er dybest set den mekanik, der muliggør udlån af penge. Derudover er det normalt, at stater tillader private foretagender (banker) at varetage udlånet mod, at de opfylder en række regler for pengebeholdning, drift, osv. FRB tillader en bank at udlåne indlåneres penge (og tage betaling for udlånet i form af en rente). Da de penge, der lånes ud, typisk på et eller andet tidspunkt kanaliseres tilbage i en ny (eller samme for den sags skyld) bank som et nyt indlån, kan de samme penge udlånes flere gange, og på den måde opstår der nye penge, som ikke oprindeligt er udstedt af centralbanken. Da et af kravene til banker er, at de ikke må udlåne samtlige indlåneres midler, men kun en del (i øjeblikket skal de beholde i omegnen af en faktor 1/11), kan der ikke skabes uendeligt mange penge i dette system.

At sige, at der er bankerne der skaber penge er derfor både et rigtigt og forkert udsagn. Dybest set er det ikke den enkelte bank, der skaber pengene, fordi penge skal findes som indlån i banken, før banken kan låne dem ud. Penge opstår snarere imellem bankerne, og det er ikke den enkelte bank, der “styrer pengeproduktionen”, selvom meget store banker formentlig kan udøve én eller anden form for kontrol pga. deres store andel af en samlet udlånsmasse. Derudover kan banker være mere eller mindre aggressive i forhold til at låne penge ud, og hvis en helt banksektor arbejder intenst på at låne penge ud, så vil det alt andet lige betyde, at den samlede pengemængde øges via FRB-mekanismen.

Kriserne i 2008 og 2011

En hurtig snak om kriserne i 2008 og 2011 gav os indtryk af, at de på overfladen havde meget forskellige årsager men i dybden alligevel mindede om hinanden. Krisen i 2008 var forårsaget af kollapset i de amerikanske sub prime lån. Krisen i 2011 var forårsaget af, at en række landes meget store gældsposter indenfor kort tid ændrede status fra lavrisikogæld til højrisikogæld.

Begge kriser har dermed det tilfælles, at de starter, da det går op for markedet, at en række større gældsposter formentlig ikke kan betales tilbage (sub prime lån i amerikanske boliger, græsk statsgæld).

Men hvordan kan en enkelt sektors eller lands fallit (Grækenland) være med til at vælte en hel finans- og/eller banksektor? Dette synes i sig selv at være udtryk for en form for systemfejl, for det bør vel ikke kunne ske i et kapitalistisk system, eller hvad?

Vi kunne godt selv tænke os frem til, at der måtte være nogle krav til banker om, hvilken risiko de må tage i forhold til deres udlån. Disse krav findes gjorde vores bankmand opmærksom på, og går under navnene Basel I, II og III, hvoraf de to sidstnævnte endnu ikke er trådt i kraft.

Basel I opdeler udlån i fem risikokategorier, og angiver, hvor stor en risiko i forhold til disse kategorier, en bank må tage i forhold til sine udlån. Problemet med sådan regulering, er at udlån kan skifte status over så kort tid, at bankerne ikke kan nå at ændre deres lånesammensætning i tide. Dette var, hvad der skete under begge kriser. Både sub prime lån og den græske statsgæld gik på meget kort tid fra at have den højeste kredit rating til at blive karakteriseret som junk. Men der var formentlig alligevel stadigvæk kun tale om en udløsende faktor, for havde kriserne alene handlet om at inddæmme tabene fra hhv. subprime og græske statsobligationer var det nok gået endda. Problemet er, at hele bank- og udlånssystemet metaforisk set er spændt til bristepunktet, dvs. at det ikke så meget er konkrete gældsposter, der er problemet, men snarere følsomheden overfor selv mindre renteændringer og generel mulighed for at låne penge bankerne i mellem. Eksempelvis skal mange lande løbende refinansiere deres statsgæld (dvs. lukke gamle lån med nye lånte penge), og kan de ikke få en tilpas lav rente kan det i sig selv vælte hele statsbudgettet. Noget tilsvarende er formentlig på spil, når det gælder bankerne og deres solvens, selvom nogle banker er væsentlig mere forsigtige end andre.

Handel med derivater

Vi nåede kort omkring handel med de såkaldte derivater, fordi vores bankmand gerne ville gøre opmærksom på, hvilken funktion banker egentlig har, og at almindelige banker ikke selv kan/må spekulere ved at handle aktier og andre værdipapirer. Dette er i sig selv en vigtig pointe, fordi banker og spekulanter ofte i debatten bliver set som én og samme ting. Bankerne optræder i stedet typisk som formidlere af værdipapirhandler, og kan også låne penge ud til personer/virksomheder, der ønsker at spekulere med pengene.

Afslutning

Overordnet fik vi nok alle en mere nuanceret forståelse af bankssystemet samt nogle af årsagssammenhængene i de seneste par års kriser. Men vi sidder også tilbage med et indtryk af et ret kompliceret system, hvor mange aktører med svært gennemskuelige interesser agerer og gør det ganske svært identificére enkeltstående problemer/systemfejl. Og én ting er at påpege svagheder/fejl, hvilket er nok så vigtigt, noget helt andet er, at komme op med alternativer. Dvs. skal vi “bare” rette systemfejlene eller skal vi designe et helt nyt system?

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Information der undergraver demokratiet

Af Sylvester Roepstorff

 “Med en overflod af information med dertilhørende støj kan man blive døv; med drøftelse uden megen forskelligartet information kan man blive blind; med en polariseret ekstremisme kan man blive stum; og uden visse for demokratiet velvalgte sandhedssøgende institutioner og enklaver, risikerer man at blive både dø, blind og stum” (150).

Tankebanken studerer (bl.a.) grundlaget for demokratiske beslutninger, om hvordan viden bliver til og distribueret og hvordan valide og falske argumenter ser ud. Vi har desuden set på hvilken viden der går tilbage efterhånden som videnssamfundet går frem, og i denne forbindelse er det derfor meget relevant at læse Pelle G. Hansens og Vincent Hendricks bog Oplysningens blinde vinkler, der udkom her i efteråret 2011. Den bærer undertitlen En åndselitær kritik af informationssamfundet og sætter et skarpt skel imellem viden og information: Viden er en langsom og besættende forførelse. Information er som en one-night-stand. Hvis man måler demokratiet udfra evnen til at modstå manipulation, er informationer undergravende, fordi: “Man kan blive snydt med og af information, men det er sværere at blive snydt, når man har viden” (s. 7).

Billede fra bogen af forfatterne

Hansen og Hendricks analyserer dette fænomen udfra forskellige spilteoretiske og sociologiske modeller, som det kan være nyttigt at benævne – og her at give videre.

Pluralistisk ignorance
betegner det genkendelige, at man forsvarer sin egen uvidenhed med, at andre også er uvidende. Eksempel fra bogen: En ekspedient i Fona kan ikke svare på et spørgsmål om en computer, der ligger i hans butik. Da han efterfølgende får spørgsmålet, om han ikke kan finde ud det, svarer han, at han ikke tror at der er nogen andre i butikken, der ved det.
Psykologerne Daniel Katz og Floyd H. Allport, der i 1931 i bogen Student Attitudes udviklede teorien om pluralistisk ignorance, definerer det som “… en situation, hvor majoriteten i en gruppe hver især afviser en norm, men antager (ukorrekt), at de fleste andre accepterer den”.
Kejserens nye klæder er et andet slående eksempel på pluralistisk ignorance. Alle i hoffet overbeviser sig selv om, at kongen har tøj på, ingen tør stole på egne sanser eller almindelig fornuft, der hos barnet stadig er intakt.

Pluralistisk ignorance spiller også en rolle i den såkaldet bystander-effekt, som forklarer det mærkelige fænomen, at jo flere mennesker der er vidne til et overfald eller lignende, desto færre vil reagere. Man er meget langsommere til at reagere på åbenlyse fejl, når der er flere tilstede, end hvis man er alene. Man havde i et forsøg sat nogle folk til at udfylde et skema, mens man havde ledt røg ind i lokalet. 75% af de personer, der var alene i lokalet, reagerede på røgen, mens kun 38% reagerede, når de sad sammen med en anden person.
Hvor ofte har man ikke hørt, at folk er blevet overfaldet, mens mange mennesker har været vidne. Bystander-effekten kan desuden også forklare manglen på modstand mod åbenlyse forbryderiske samfundssystemer?

Positivt er det imidlertid, at denne pluralistiske ignorance er ret skrøbelig. I det sekund det lille barn siger: “Han har jo ikke noget på”, er ignorancen brudt og den viden, alle havde, men som endnu ikke var blevet fællesviden (altså – udtrykt – viden om at alle vidste det samme), er nu ikke længere undertrykt.

Informationskaskader
Manipulation kan både ske ved at formidle for lidt og for meget information. Der hvor den pluralistiske ignorance (såvidt forfatterne) bruges til at manipulere med for lidt information, manipulerer de såkaldte informationskaskader med for megen information.
Eksempel fra bogen: På vores flybillet står der, at vi skal checke ind i Terminal 1. Men: Dels plejer vores flyselskab altid at checke ind i Terminal 2, dels siger alle de folk, vi taler med, at vores flyselskab altid plejer at checke ind i Terminal 2. Derfor går vi til Terminal 2. Det skulle vi ikke have gjort. Billetten var selvfølgelig rigtig. Vi blev manipuleret med for mange informationer.

I dette eksempel skyller nye (og forkerte) informationer den oprindelige (og rigtige) væk. Det er en ofte anvendt taktik når f.eks. en spindoktor vil aflede opmærksomheden fra en dårlig sag. Det kan også hedde informationsoverbelastning.

I andre forhold kan det modsatte ske: Den første – og forkerte – information kan slet ikke forsvinde på trods af mange efterfølgende korrektioner. I dette tilfælde viser det sig nemlig, at den første information har uforholdsmæssig større betydning end de efterfølgende, altså at man ikke sorterer efter sandhedskriterium, men efter hvornår i processen den er modtaget.

I begge tilfælde  er der tale om en social imitation, der leder handlingerne bort fra den rigtige og mest nyttige information. I første eksempel følger personen gruppen (fordi de må da have ret, da de er i overtal), i andet eksempel følger gruppen den person, der er først på banen (han må have ret, så hurtig han er).

At den første og forkerte information sætter sig fast på trods af åbenlyse og klare modinformationer, hører vel sprogligt set ikke under begrebet informationskaskader. Det bliver ikke udførligt forklaret i bogen, men såvidt jeg kan tænke mig til, har netop mængden af selv rigtige informationer en tilbøjelighed til at konsolidere den forkerte. Man lukker simpelthen ned. Hjernen kan ikke kapere for mange stimuli. Selv hvis det kunne afhjælpe en masse problemer. En egentlig korrektion virker med andre ord kun, hvis den fremstår alene og ikke i en sammenhæng med for mange elementer.

Udfra viden om at den første information kan have udslagsgivende virkning, har mange af de sydlige stater i USA koordineret deres primærvalg sådan, at de ligger meget tidligt i valgcyklus – og på samme Super Tuesday – for på den måde at maksimere deres indflydelse i forbindelse med præsidentvalget.

At have et system som i Danmark, hvor statsministeren vælger valgdatoen, spiller det regerende parti et særligt stærkt kort i hænderne, fordi de kan have linet hele valgprogrammet op til at gå i gang i det sekund, hvor valget udskrives. I 2007 gav præcis denne mekanisme det forspring til Venstre, som oppositionen aldrig nåede at indhente. Fem minutter efter at valget var udskrevet, satte Anders Fogh Rasmussen sig ind i valgbussen og begyndte valgkampen – med et bevidst forspring i forhold til oppositionen, der først da skulle til at køre deres valgkampagne i gang.

En anden fejlopfattelse om demokratiet giver forfatterne også en kløgtig tilbagevisning af. Man har jo mange gange hørt at en beslutning er desto mere demokratisk, jo flere borgere, der bakker den op, altså at demokrati mere er flertalsdiktatur end mindretalsbeskyttelse. Uden at sige at mindretallet altid har ret tilbageviser Condorcets teorem imidlertid også at flertallet altid har ret.

Condorcets teorem tilsiger nemlig at det gennemsnitlige standpunkt altid er tættere på noget korrekt end majoritetens standpunkt. Hverken flertalsdiktatur eller mindretalsbeskyttelse, men gennemsnitsræson. Hvis man stiller en befolkning et spørgsmål, stiger den rigtige svarprocent mod 100 %, hvis hver af borgerne har over 50% chance for at svare rigtigt. Men det modsatte gør sig også gældende: Hvis der er under 50% chance for at svare rigtigt, falder den samlede svarprocent mod nul. Konklussionen er, at den gennemsnitlige svarprocent generelt er mere holdbar. Det fremlagde Marquis de Condorcet i sin bog fra 1785, Essai sur l’application de l’analyse à la probabilité des décisions rendues à la pluralité des voix. Condorcets teorem peger altså på, at en bred oplyst befolkning træffer bedre valg end et meritokrati, hvor en elite af særligt oplyste borgere står for beslutningerne. Men på den anden side er konsekvensen af teoremet også, at hvis vi har en uoplyst befolkning (altså hvor hver borger har under 50% chance for at svare rigtigt på et givent spørgsmål), stiger sandsynligheden for at træffe det bedste valg, hvis denne befolkning ikke har nogen indflydelse. Altså at en diktator tager beslutningerne.

Formler for samfund
De to forfattere har en svaghed for matematisk-udseende formler i deres beskrivelser af sociale mekanismer, hvad der i mine øjne fingerer en præcision, som dagligsproget er mindst ligeså egnet til at opnå. Mange af deres argumenter peger ellers på, at den viden, vi gerne vil styrke, ligger i hvad de faktisk ikke nævner med et ord, nemlig common sense, den almindelige fornuft. Disse formler kan være sjove og nogle gange nyttige, men de signalerer en faible for kadresprog, der dels låner en autoritet fra de eksakte videnskaber, dels distancerer sig fra den solide viden, som dagligsproget indeholder.

Bogen er sociologisk og leverer mange meget oplysende og nyttige begreber til at forstå kollektive fænomener, men den har ikke mange psykologiske analyser af vores brister og evner (f.eks. anerkendelsesproblematikken), endsige erkendelsesteoretiske (dvs. vores evne til overhovedet at erkende noget som helst).

Det offentlige rum
I et meget velgørende kapitel slår de ned på de private firmaers ekspropriering af det offentlige rum. F.eks. MTV Europe Music Award i 2006, der lavede en stor lukket fest på offentlig grund og Danish Fashion Week, der både fylder de store offentlige pladser i København og i 2010 lavede verdens længste catwalk (af forfatterne kaldet for ‘Modeugens røde mur’), der skar sig ned igennem hele Strøget, så man i adskillige timer ikke kunne komme fra den ene side til den anden.

Politisk magt baserer sig nemlig altid på offentlighedens accept. Militærparader i diktatoriske lande er et eksempel – og fjernelse af demonstranter et andet: “Dermed bliver forståelsen af de offentlige rums grundfunktion som fundamentet for fællesviden samt deres iboende mulighed for fænomener som eksempelvis pluralistisk ignorance eller informationskaskader ikke blot grundbegreberne i en forståelse af et samfunds grundliggende fællesskabsfølelse, men også for den politiske magt, der styrer på dette grundlag” (s. 77).

Det offentlige rum er ikke defineret ved en række fysiske forhold, men ved en informationsstruktur, som de siger, og da denne informationsstruktur er fundamentet for demokratiet, undergraver man folkestyret ved at privatisere det rum, hvor folket så at sige bliver sig selv. Hvis det  er særinteresser, der styrer det offentlige rum, har man kuppet demokratiet. Hvis ikke man vil vedgå, at det allerede er sket, er det svært at benægte, at det er en udvikling, der er ret fremskreden, (dette kan man bl.a. læse om på Ask Katzeffs blog Retten til byen, der netop undersøger disse fænomener i mange forskellige sammenhænge).

Vi må ændre informationsstrukturen
Oplysningens blinde vinkler danner godt grundlag for en mere radikal kritik af vores måde at forvalte vores demokrati på og en skarpere kritik af struktureringern af både det digitale og fysiske offentlige rum, af universitets- og mediepolitikken – men også af kulturpolitikken og skabelsen af den så nødvendige og alternative vidensgenerering, der ofte bliver overset af et æstetiserende og systemunderstøttende kulturbegreb.

Hvis vi vil noget med vores demokrati, er en ændring af informationsstrukturen afgørende. Det handler ikke om at maksimere informationsstrømmen, men at kvalificere den og at skabe rammer for fællesviden, og – hvad forfatterne ikke er så opmærksomme på – erkendelse. For hvis information er et engangsknald og viden er forførelse, så må erkendelse være kærlighed.

Forslag til hvordan vi gør det, modtages gerne.

– – – – – – – –

Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks: Oplysningens blinde vinkler. En åndselitær kritik af informationssamfundet. 1. udg. 2011. Samfundslitteratur.

Arkiveret under:Uncategorized

Om at udvirke forandring

Når man, som vi har gjort, stifter en tænketank, bør det principielle formål ifølge definitionen på en tænketank være, at:

“… give sig af med forskning i aktuelle problemer af interesse for nation, samfund eller erhvervsliv og fremsætte forslag til løsning af dem …” (Den Store Danske)

Tænketanke er dog oftest ideologisk funderede og dermed ikke objektive i deres forskning, ligesom at der ofte ligger et ønske om at påvirke og forandre samfundet i en bestemt retning bag stiftelsen af en tænketanke. Men hvordan kan man overhovedet som mindre gruppe udvirke forandring på samfundsmæssigt plan? Dvs. hvordan kan relativt få enkeltindivider uden en særlig magtposition (som indehaves f.eks. af politikere, virksomhedsejere, m.fl.) overhovedet bevirke forandring i et helt samfund?

Ønsket om at udvirke forandring kan både gælde på det personlige såvel som på det kollektive niveau. Personligt handler forandring om alt lige fra fysisk fremtoning over ønsket om at eje bestemte ting til at opnå en specifik kunnen. Men man kan også have et ønske om, at andre individer forandrer sig, dvs. ønsket om en kollektiv forandring, der dog stadigvæk har udspring i en personlig fordring. Endelig kan man måske tale om et kollektivt ønske om forandring, når mange mennesker deler det samme ønske på samme tid.

Det er svært at forestille sig et individ eller en organisation, der ikke i sidste ende eksisterer med det formål enten at udvirke en forandring eller det modsatte, nemlig at forhindre selv samme og dermed bevare status quo. Således gælder det også Tankebanken, at vi har skabt stedet med det formål at medvirke til forandring både individuelt og for mennesker, som vi kommer i kontakt med. (Man kunne også bare ønske at undersøge, at bevidstgøre sig?)

Hermed lagt et fundament for at tale om, hvordan det overhovedet er muligt at udvirke forandring, og som et første undersøgelsesobjekt er vi stødt ind i begrebet inerti. Inerti er et godt begreb til at billedliggøre, hvad vi arbejder med, når vi ønsker at udvirke forandring:

“The Law of Inertia actually says that things tend to keep doing what they are doing – unless some outside force intervenes. While it’s true that something that isn’t moving will tend to stay that way, that’s only half of the law.  The other half says, “A body in motion will tend to stay in motion.”” (How to Use the Law of Intertia to Change Your Life)

Én af grundene til, at vi startede Tankebanken, var det mere eller mindre bevidste ønske om (i hvert fald for mit vedkommende), at forandre vores samfund på en række konkrete punkter, som især knyttede sig til den politiske magt, men også i forhold til almindelige menneskers hverdagsvalg. Vi ønskede at udvirke en forandring ikke bare hos selv os selv, men nok i endnu højere grad hos andre, som skulle være bedre til at gennemskue politikerne og være mindre materielle, for bare at nævne nogle eksempler.

Her har jeg så flere gange overvejet om vi i virkeligheden i det udgangspunkt har indbildt os en omnipotens, som vi formentlig ikke besidder. For hvordan skulle vi tre kunne udvirke en forandring hos en betydende del af f.eks. den danske befolkning?

“The moment an outside force changes non-movement to movement – or vice versa – is a “tipping point.””

Måske vi håbede/håber på, at vi kan udgøre et tipping point for en række bevægelser/tanker/mønstre i befolkningen generelt, dvs. at vi kunne være en udløsende faktor i forhold til at ændre én vane til en anden:

“As a coach I know that it takes 21 days to “install” a habit. Finally I made a deal with myself to take a walk every day for a few weeks. Not Monday, Wednesday and Friday. Every day. To keep track I put a big “W” on my wall calendar each day I’ve kept that promise to myself.”

“After about 3 weeks I didn’t have to use the calendar trick any more. Soon I wasn’t just walking, I was hiking nearly every day. The Power of Inertia had taken over and movement was now my new pattern.  The calendar trick helped tip the Law of Inertia to my side. Those 5 minute evening walks helped too. Why? Because if something is moving, it will tend to keep moving.”

Forandring kommer ikke ud af den blå luft. Det man observerer som selve forandringen er vel bare “the tipping point”, som beskrevet ovenfor, men inden det punkt bliver nået har der allerede været en villet handling over lang tid. Det gælder kollektivt, såvel som individuelt. Hvis man, som vi gjorde ved Tankebankens start, ønsker at udvirke en kollektiv forandring, så bliver man nødt til at lede efter potentielle “tipping points”, dvs. vaner og mønstre, der allerede er en tæt på, kritisk masse af personer, der arbejder med, måske bare på et tankemæssigt plan, men der er nødt til at være noget at bygge videre på.

Det var vel det, som George Bush og Anders Fogh udnyttede i forbindelse med at få deres krige sat i søen. De koblede deres projekter op på nogle følelser og motivationer i befolkningen og fik dem overbevist om, at disse følelser kunne udreddes via krigene. Måske troede de selv på det eller også var de kyniske og manipulerede.

Dette er udmærket eksempel på, hvad man så kan gøre i sit forsøg på at få folk til at handle, nemlig at appellere til deres følelser. Spørgsmålet er om der er nogen bedre vej end det. Især intellektuelle har måske en ubevidst tro på, at man kan overtale folk ved hjælp af rationelle argumenter, men i sidste ende handler rationaliteten vel altid om at begrunde noget i behov (tryghed, velstand, kærlighed) og de respektive positive og negative følelser. Men, det hører et helt andet indlæg til.

Arkiveret under:Grundlagsdebat, Tankebanken

Mislykket konservativ erobring

Et af Tankebankens projekter hedder: Grundlagsdebatten. Det er en bestræbelse på at formulere hvilket livsholdning og menneskesyn, der ligger bag en given politik. Det vil sige at debatere forholdet  mellem det politiske og før-politiske. Det er tanker der er meget inspireret af Villy Sørensens filosofi. – Kasper Støvring har skrevet en bog om Villy Sørensen netop med sigte på de før-politiske overvejelser i dette vigtige danske forfatterskab.

Sylvester Roepstorff bringer her en omtale og anmeldelse af bogen, der er en bearbejdning af Støvrings phd.

Hvorfor er det vigtigt at diskutere
Da Villy Sørensen døde for snart ti år siden, efterlod han sig en plads i den danske offentlighed, som ikke er overtaget af nogen anden. Med både sit skønlitterære forfatterskab, der brød nye veje for litteraturen og med sit filosofiske forfatterskab, der bragte en international humanistisk tradition til live i Danmark indtager han en ekstraordinær fremtrædende plads i den danske litterære tradition og kulturdebat. Alligevel har interessen de seneste år for hans forfatterskab ikke været stor. Men Kasper Støvring har med sin seneste bog om Villy Sørensen og kulturkonservatismen bragt ham på forsiderne. Det er godt at Villy Sørensen bliver debateret, men det ville have været bedre, hvis debatten var god.

En af Villy Sørensen vigtigste inspirationskilder var humanisten ved kejser Neros hof Seneca (4 f.Kr - 65 e.Kr). På dette billede fra 1625 skildrer Gerard van Honthorst Senecas død. Seneca blev anklaget for at stå bag en sammensværgelse mod Nero, men han har nok været udsat for dét han selv formulerede sådan: "Frygten fremkalder det den frygter" (Villy Sørensen: Seneca, s. 329)

Grunden til at det er vigtigt at imødegå Støvrings udlægning, er ikke kun fordi den litterært er uholdbar, men også fordi denne bog har politisk betydning. Støvring gør en del ud af, at ordet kulturkonservatisme ikke har noget at gøre med konservativ ideologi. Han betoner vigtigheden af at skelne mellem analyse, som debatøren fremlægger og de praktiske løsningsforslag, som politikerne argumenterer for. Støvring skelner (s. 27) mellem erkendelsens kilder og de politiske sympatier, som han altså ikke sympatiserer med: “Det er altså min pointe, at man også kan drage nytte af Sørensens analyser uden at følge hans politiske løsningsforslag, der i mange henseender, i hvert fald for mig, fremstår problematiske” (s. 29). Allerede på dette stadie er der grund til panderynken, som om analyse og løsningsforslag kan behandles så adskilt. Men det stopper ikke her, for Sørensen kommer senere til at mene dét, han selv syntes var problematisk, men som Støvring tilfældigvis mener.

Betegnelsen kulturkonservatisme skal forstås på et før-politisk niveau – og kun på dette -, d.v.s. som en særlig måde at fornemme problemer på. På den måde har Støvring ryggen fri, når den almindelige læser vader i spinaten og tror, at Villy Sørensen er en konservativ tænker. Nej, siger Støvring, Villy Sørensen er kulturkonservativ, hvormed han så mener: en før-politisk tænker, der interesserer sig for mytologi og i sin humanisme ikke benægter at mennesket kan være ondt.

Det dubiøse ligger i, at Støvring ikke er uinteresseret i denne misforståelse. Hvis man havde held med at få placeret en stor dansk forfatter i den konservative tradition, ville det være en slags åndelig oprustning og legitimering for den konservative ideologi, som Kasper Støvring i mange andre sammenhænge er en utvetydig fortaler for.

Kulturkamp er en kamp om navne og prædikater
Megen kulturkamp er en kamp om ord: Hvad skal barnet hedde? Således også denne kamp om Villy Sørensen. Hvad skal vi kalde ham? Selv kunne han kun finde én dækkende betegnelse, nemlig prædikatet ‘humanist’.
Man skal heller ikke glemme, at vi taler om en person, der nok ved hvad kulturkonservatisme er. Man kan ganske enkelt spørge – sådan som Per Øhrgaard gjorde det i sin anmeldelse af bogen i Højskolebladet: Hvis han var kulturkonservativ, hvorfor sagde han det så ikke? – Svaret er: Fordi han forstod noget andet med ordet end Kasper Støvring.

På den ene side definerer Støvring kulturkonservatismen så bredt, at de rigtigt kulturkonservative også burde løfte deres stemme, (hvilket Niels I. Meyer også var inde på i diskussionen med Kasper Støvring i DRs P1), – og på den anden side går han skridtet videre fra at skelne mellem det politiske og det før-politiske til at isolere disse fra hinanden, hvad Villy Sørensen bl.a. kritiserede kraftigt hos to af sine store inspirationskilder: C.G.Jung og Thomas Mann.

Metode
Man er selvfølgelig ikke forpligtet til, snarere forpligtet til ikke at følge den biograferede persons metode. På den anden side er det mistænkeligt at bruge en metode, som den biograferede person bevidst har forholdt sig kritisk til og arbejdet sig ud af.
Villy Sørensens metode var nemlig at læse hele forfatterskaber og at lade disse stå og tale for sig selv.
For det første bruger Støvring kun den essayistiske del af forfatterskabet, hvad der måske godt ville kunne gå i enhver anden sammenhæng end Villy Sørensens, for hvem det netop var afgørende konstant at have et dobbeltblik på alle ting og hvis stræben igennem hele livet netop sigtede imod en balance mellem følelse og intellekt, mellem digtning og filosofi, (se også Sverre Kaels anmeldelse i Kulturkapellet). Støvring skriver direkte, at spændingen mellem Sørensens konservative og progressive side ikke har været temaet i bogen  (s. 251). – Men når denne spænding ikke er i fokus, tabes stort set hele forståelsen af Villy Sørensen på gulvet. For hvor i forfatterskabet findes denne spænding ikke? Når han på den måde kan hive luften ud af en ellers opløftende og kraftfuld åndelig kilde, undrer jeg mig blot over, hvad det mon er, der har fascineret ham ved Villy Sørensen. Er det mon ikonet Villy Sørensen, Støvring vil bruge til at legitimere sine egne politiske standpunkter?

For det andet lader Støvring ikke forfatterskabet tale for sig selv.
Kasper Støvring kan nemlig kun få sin tese til at passe, når han bruger ordene, ikke for det de er, men for det han gør dem til. Han påstår, at den kulturkonservative tradition i Villy Sørensens forfatterskab også har været overset af Villy Sørensen selv (s. 10), men det er fordi Sørensen ikke forstår det samme med ordet som Støvring, og hvis han gjorde det, ville han have brugt et andet ord. Støvring skriver direkte, at han ikke bruger ordene i Sørensens egen betydning: Når Sørensen siger konservativ, oversætter Støvring det med reaktionær, som om Sørensen ikke selv kunne finde det rette ord. Ikke kun kender man i så fald Villy Sørensen dårligt, man undervurderer ham også.
Ved at lave denne helt bevidste fordrejning af de tekster, han fortolker, kan Støvring således få Villy Sørensen til at tilslutte sig kulturkonservatismen.
Når Sørensen skriver radikal, oversætter Støvring det med ‘oprørsk’, altså det modsatte af det konservatismen ønsker – og stort set også det modsatte af hvad Sørensen selv har ment. “Radikalisme, som jeg bruger ordet, betyder at rive noget op med rødderne, ikke ‘at gå til problemets rod'” (s. 29). Her går Støvring ikke kun imod Villy Sørensens brug af ordet, men imod ordbøgernes definition. Støvring omdefinerer simpelthen ordene i sit eget billede på samme måde som han fortolker Villy Sørensen imod hans egne tekster.

Jeg kan ikke se, at man i en sådan omgang med begreber og deres betydning lever op til de videnskabelige krav, som kræves for at få den phd-afhandling, som bogen hviler på.

Villy Sørensen og institutionerne
Som debatør er Støvring meget forskellig fra Villy Sørensen, både fordi han entydigt har placeret sig et godt stykke til højre i det politiske spektrum, og fordi han i mindre grad end Villy Søresen benytter sig af en dialektisk tankegang. Støvring er en ambitiøs universitetslektor, mens Sørensen hurtigt meldte sig ud af universitetet. Det er alt sammen fint nok, hvis ikke Støvrings universitære metode på en ulogisk måde får Villy Sørensen til at være tilhænger af det, han er modstander af.

Universitetet
Blandt de mange dele af Villy Sørensens kritik af kulturkonservatismen og de etablerede institutioner, som Kasper Støvring ikke får med i sin bog, optræder nemlig også universitetet. Først var Sørensen indædt vred på – det konservative – professorvælde (i skikkelse af Jørgen Jørgensen), dernæst ligeså indigneret over den marxistiske – og autoritære – hjernevaskemaskine, som universitetet senere blev. Denne kritik bliver behandlet, men Støvring argumenterer for Villy Sørensen kulturkonservatisme som en logisk konsekvens af hans marxismekritik, som om der ikke findes andre positioner at kritisere marxismen fra.

Han skriver desuden, at Villy Sørensens tale om menneskets natur og dets anlæg for ondskab gør ham institutionskonservativ (s. 153). Herefter refererer han Løgstrup, Safranski og Göran Heidegren, men Sørensen var ret kritisk overfor sin gode ven Løgstrups tækning, og har  ikke noget eksplicit forhold til de andre. Støvring skriver, at institutionerne i den (kultur)konservative tradition har til formål at “domesticere den latente ondskab”. For Villy Sørensen er kunsten det vigtigste middel til at gøre dette. Men at gå herfra og til at sige, at han har været institutionskonservativ er både ulogisk, videnskabeligt uredeligt og en forkert konklusion.

Man må give Støvring, at han i sin interesse for Villy Sørensen ikke følger moden, men i sin måde at fremstille ham på, synes han unægtelig at lytte mere til hvad autoriteterne (universitetet og tidsånden) end hvad Villy Sørensen selv siger. Man må også give Støvring, at han flittigt citerer Sørensen – men bare underligt, at han samtidig kan gå så meget fejl af grundtonen i hele forfatterskabet. Idet bogen forsøger at tvinge Sørensen ind i den konservative lejr, kommer Sørensen til at levere skyts i den stående kulturkamp imod de kulturradikale, som Støvring er så ivrig en deltager i, men som ikke har været Sørensens mål. Sørensen bekæmpede bl.a. det moderne samfunds umenneskeliggørelse, videnskabelighedens kynisme, traditionalismens dogmatik, materialismens åndløshed og normalitetstyraniet.

Hvorfor er det så vigtigt for Støvring at få Villy Sørensen til at mene alt det, han ikke har ment? Det er jo fint nok, at Støvring selv mener det, men det er, som om han leder med lys og lygte efter store ånder, der kan give ham ret – eller at Villy Sørensen er så fascinerende en forfatter, at han også må kunne bruges i Støvrings konservative mission. Imod både det, der står på og imellem linjerne.

Den teolog Villy Sørensen følte sig mest beslægtet med var den romersk katolske præst og professor, Alfred Loisy (1857-1940), hvis undersøgelser mundede ud i sætningen: Jesus prædikede Guds rige, men det var kirken der kom. Loisy blev afskediget som professor i Paris i 1893, fordømt af Vatikanet og i 1908 ekskommunikeret af den katolske kirke.

Kristendommen
En anden institution i det kulturkonservative arvegods, som Sørensen var kritisk overfor, var kirken, – hvilket Støvring heller ikke forholder sig til. Sørensens forståelse af historien hvilede mindst lige så meget på, at traditionen havde cementeret inhumane vaner, det gjaldt om at ændre, som at den havde en autoritet i sig selv – ved blot at være: tradition. Bogen Jesus og Kristus (1992) er et eksempel på dette: Med et pennestrøg sætter Villy Sørensen parentes om hele kirkehistorien og forholder sig udelukkende til evangelierne. Villy Sørensen skriver et evangelium frem, der både bryder med evangelierne og undergraver hele den kirkelige tradition. Er det kulturkonservatisme?

Familien og nationen
I denne bog skal man heller ikke glemme Jesus’ skarpe kritik af vel nok kulturkonservatismens vigtigste institution, nemlig familien. Uden at være fjende af familien, kunne Villy Sørensen følge både ungdomsoprørets og for den sags skyld Jesus’ kritik af familiens tendens til at lukke om sig selv og glemme næsten og naboen. Denne institution behandles heller ikke hos Støvring.
Nøjagtigt den samme kritik gælder nationen. Dén bliver behandlet i Støvrings bog. Ikke underligt finder Støvring også et positivt syn på nationen hos Villy Sørensen uden at tage stilling til de forhold, der relativerer dette syn. Det nationale tilhørsforhold er hos Villy Sørensen relativeret af hans positive indstilling overfor EU og hans ideer om en høj grad af lokal autonomi, herunder også decentral retspleje (s. 233), som Støvring er kritisk overfor. Når man tænker på hvor forskellige betydninger begrebet nation har i 2011 og 1979, er det heller ikke rimeligt – som Støvring gør – at bruge over 30 år gamle udtalelser til forsvar for en nutidig nations-ideologi, der på så mange måder er i modstrid med hvad Villy Sørensen ellers stod for og skrev om. Indledningen til historien Holger Danske er således også typisk for den måde Villy Sørensen kunne tænke på, ikke mindst om det danske: “Der er det mærkelige ved den store danske kriger Holger Danske at han oprindelig ikke var dansk, ikke hed Holger og ikke kæmpede for Danmark”,  (i 55 Bagateller, 2002). Næppe heller en typisk kulturkonsevativ formulering.

Idet Sørensen siger, at en sand politisk radikalitet forudsætter en ‘godartet konservatisme’ (s. 27), bruger Støvring kun denne udtalelse i dens positive betydning, for når VS siger godartet konservatisme, mener han jo implicit, at den almindelige konservatisme ikke er det. Sørensen talte om det infame højrekompleks, som er den situation, hvor militæret, industrien og en (højredrejet) regering eller diktator går i tæt alliance. Det var for Sørensen et af de politiske skrækbilleder, som den kulturkonservative tradition ikke i samme grad som Sørensen har været modstander af.

Støvring vil med sin bog korrigere det overleverede billede af Villy Sørensen, hvad der er al ære værd, men det er altid problematisk at skrive en ensidig bog for at skabe balance i en ensidig debat. Fordi de kulturradikale fortolkere af Villy Sørensen har haft overvægt, skaber en kulturkonservativ udlægning ikke dermed et sandere billede af manden. En tendentiøs fortolkning af en sammensat forfatter som Villy Sørensen får i virkeligheden heller ikke fat i de aspekter, hvor han vitterlig var kulturkonservativ.

Hvis hans titel og anliggende var vendt om, ville det have været mere redeligt: Hvis han havde brugt nogle af Villy Sørensens formuleringer og tankegange til at understøtte sine egne – eksplicitte – holdninger fremfor at dække over dem ved at få en anden, og så et ikon, til at mene det samme. Hvad han ikke gør.

Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen, Informations Forlag 2011.

Arkiveret under:Grundlagsdebat,

Frustration og magtesløshed – En skabelon

Tankebanken blev skabt på baggrund af en frustration, som vi efterhånden synes at genkende i mange forskellige sammenhænge omkring os. Frustrationen følger en helt bestemt skabelon, hvor konstateringen af et problem går hånd i hånd med en følelse af magtesløshed i forhold til at få problemet løst.

Endnu et eksempel på sådan frustration faldt jeg over den anden dag.

Hjælp!

I Information tirsdag d. 15. februar skriver Lars Rasborg en kronik, der tager udgangspunkt i en udtalelse fra en overlæge i børnepsykiatri, der lyder som følger:

“Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget”.

Kronikken oplister en hel række problematiske men selvforstærkende forhold, der følger af denne tankegang, og som betyder, at samfundet som sådan udvikler sig i en dårligere og dårligere retning, hvad angår vores omgang med børn og deres problemer (f.eks. i skoler). Kritikken synes velbegrundet, men samtidig bliver situationen også fremstillet på en måde, der giver en meget lidt tro på, at tingene kan ændres til det bedre. Der synes at være ganske få mennesker (ud over Lars Rasborg og måske Informations læsere), og i hvert fald ikke de personer, der har indflydelse til at gøre noget ved problemet, der er interesserede i at begynde at handle på en ny måde. Tværtimod beskriver artiklen en række selvforstærkende mekanismer, som fremmer følelsen af magtesløshed.

Som læser står man tilbage med en forargelse over tingenes tilstand, men uden et eneste instrument til at gøre noget.

Som medlem af Tankebanken er dette en meget genkendelig følelse især fra begyndelse af vores arbejde. Vi nåede selv hurtigt frem til, at vi ønskede noget andet. Vi ønskede at være konstruktive, at vise veje frem, frem for at stoppe ved kritikken og lade sig frustrere.

Fra lammelse til forandring

Når man kigger lidt på Lars Rasborg arbejde lader det bestemt til, at der er tale om en person, der udfører meget konstruktivt arbejde indenfor sit felt. Alligevel vil jeg, på trods af det faktum, udpege den omtalte kronik som et skoleeksempel på, hvordan man får gjort sin læser magtesløs og handlingslammet fra starten. Kritik og analyse er vigtigt, men udgør kun det første skridt, og virker negativt, hvis den ikke bliver fulgt op. Kronikken havde være et mere opmuntrende og måske handlingsfremmende bekendtskab, hvis den også havde anvist måder, hvorpå alle involverede parter kunne hjælpe med at løse problemerne, hvor små skridtene så end måtte synes.

Hermed en opfordring til Lars Rasborg, når han igen fatter pennen og skriver en ny kronik.

Arkiveret under:Responsoriet

En position udenfor kapitalismen

– en opsats med udgangspunkt i Øjvind Larsens bog Modstandens etik (1988) af Sylvester Roepstorff

Handling
Hvor er oppositionen henne? er et spørgsmål der giver ekko igennem de sidste ti år. (Senest Per Stig Møller i Politiken). Men det er et forkert spørgsmål. Oppositionen er der, men den arbejder på andre frekvenser end tidsånden. Der arbejdes. Kontinuerligt. Der er meget tankearbejde der skal gøres, og det bliver gjort i alle mulige sammenhænge, decentralt, i små grupper og sammenhænge, i en ny balance mellem fjern- og nærkontakt, sådan som vilkårene for nutidens organisering nu engang er.

Det er også baggrunden for oprettelsens af Tankebanken. Hvordan handle? Og handle med hvad? Hvad er i det hele taget handling? Er det handling at skrive læserbreve? Er det handling at bombe hovedkvarteret? Er det handling at tænke? – Uanset hvad, så kan vi ikke lade være med at tænke, og vi har i Tankebanken et spinkelt håb om, at det på et eller andet tidspunkt kan vise sin – omend mikroskopiske – nytte. Vi mener, at tanker og samtaler også er en form for handling. Derfor tillader vi os at tænke og tale i fora, hvor vi selv skaber rammerne – for blandt andet at forbinde os med både eksistentielle og historiske temaer.

Vi bliver nød til at finde en måde at pejle imellem den ideologiske klaustrofobi og handlingsmæssige paralyse, som nutiden er så præget af. Denne ophobning af energi, som ikke har fundet sine kanaler at løbe ad, munder ud i eksplosioner og implosioner, ud- og indadvendte destruktiviteter, der prøver at slå genvej til det mål, som i sidste ende rykker længere væk, des hurtigere man når det; – men ikke desto mindre baner en slags vej, selv om den er kroget.
Det er jo en del af vores demokratis historie.

Den samfundsmodel, som vi hylder og forsvarer med retsundergravende anti-terrorpakker og ureflekteret moralisren, der fordømmer enhver form for modstand, er selv skabt af modstand og oprør imod uretfærdige strukturer og fordelinger. Fra den franske revolution til indførelsen af den frie forfatning i Danmark. (Se bl.a. René Karpantschof: Gaden og parlamentet, 2007).

Kan man overhovedet stille sig udenfor kapitalismen
At læse Øjvind Larsens bog fra 1988 om Modstandens etik giver nogle anvisninger på, hvorfra handlinger kan springe og hvilken karakter, de kan – eller bør – have. Overskriften siger det: Nutidens handlinger må have karakter af modstand, og udgangspunktet for denne modstand er uretfærdighed, i bund og grund: at maven er tom. Men han er ikke teolog for ingenting: Vi lever ikke af brød alene. Hans kritiske indstilling retter sig dog mere imod den almindelige kristendom end den almindelige marxisme.

At kapitalismen overlever, fordi den altid er i stand til at opsuge sin egen modsætning, er vel en generelt accepteret kendsgerning – både blandt kritikere og tilhængere. Modstand imod kapitalisme får stort set altid den modsatte effekt af hvad den ville. Det kaldte Guy Debord og fremdeles også situationisterne for ‘appropriering’ eller ‘appropriation’, altså det at en minoritetskultur bliver opslugt og assimileret af det dominerende system.

Det er et demokratisk problem, for hvordan kritisere kapitalismen? Demokratiet er trådt under fode, hvis ikke det er muligt at kritisere. Hvis ikke det er muligt at indtage en position, hvorfra man kan kritisere kapitalismen, er det enten fordi kapitalsmen er den økonomiske forudsætning for politisk frihed (demokrati), eller fordi demokratiet ikke er fuldt udviklet. At gøre demokratiet afhængigt af kapitalismen vil sige, at der ikke findes andre økonomiske lighedsmodeller end markedsøkonomien. At kapitalismen er indført i tydeligt ikke-demokratiske lande (Kina som det mest oplagte eksempel) er heller ikke et fældende argument imod tesen om markedsøkonomi som demokratiets forudsætning, selv om det i hvert fald siger at kapitalismen ikke nødvendigvis fører til demokrati. Kapitalismen modvirker i hvert fald ikke udemokratiske styreformer.

En kritik af kapitalismen siger, at der ikke er tale om mediering imellem tese og antitese, men om en opløsning af selve modsætningens princip. Det er det samme som at sige, at demokratiet er sat ud af kraft, fordi der ikke er tale om demokrati, hvis ikke det er muligt at tænke et alternativ til kapitalismen.

Der er mindre diskussion om, hvorvidt det er muligt at stå udenfor kapitalismen, end om dette faktum er godt eller skidt, demokratisk eller udemokratisk. Vi har også lært, at den globale kapitalisme vækker – med rette eller urette – lysten til med våben og terror at tilkæmpe sig et område udenfor en kapitalistisk logik. Disse handlinger kan i virkeligheden have to helt modsat rettede mål, enten at indføre et alternativt totalitært system (f.eks. et teokrati) eller et (virkeligt) demokrati.

Selv om det virker selvfølgeligt, at demokratiet ikke kan acceptere, at målet helliger midlet, og at man må bekæmpe fåmandsvældet med våben og vold for at indføre et folkestyre, der hviler på fredelige sameksistens, er det ikke desto mindre det, som historien viser os (Den Franske Revolution og selv den danske “revolution” i 1849 blev ikke udkæmpet uden kamp, sådan som vi ellers har for vane at høre, se René Karpantschofs og Flemming Mikkelsens omfattende artikel “Vold, politik og demokrati i Danmark”, Modkraft ).

Ja, det kan man godt
Hos Øjvind Larsen finder man et utraditionelt ståsted udenfor kapialismen. Et ståsted der for mange inkarnerer selve traditionen; et ståsted, der mange steder på jorden fuldstændigt går i ét med kapitalismens fundament – og derfor konsoliderer den. Det interessante er, at vi her har at gøre med et system, der både rækker ud over de almindelige politiske grænser og samtidig – eller måske netop derfor – har mere radikale konsekvenser end dets udøvere har turdet at indrømme og leve efter. Og det er i virkeligheden ikke et ståsted udenfor, men snarere nedenunder, for vi har her at gøre med nogle almene principper, hvorfra en kapitalistisk samfundsmodel kan kritiseres. Et etisk grundlag for en nødvendig modstand.

Budskabet i bogen er i al sin korthed, at den kristne kærlighedstanke, nej: Jesus’ radikale kærlighedsbegreb udgør det etiske grundlag for en nødvendig modstand imod kapitalismen. Der er altså tale om en antikirkelig kristendom, der på en og samme gang gør op med både kapitalismen og marxismen (dog mere det første end det sidste). Der er ikke tale om en missionerende kristendom, man skal bekende sig til, eller noget af alt det som de såkaldte ateister harcelerer imod. Han viderefører en Løgstrupsk tradition, der bestemmer en kristen etik på et helt humant grundlag.

Øjvind Larsens teologi og kristendomssyn er ikke repræsenteret mange steder på jorden. Et af de få steder hvor der er nogle, der har gjort alvor af Jesus’ kommunistiske kernebudskab og modstandsetik, er vel befrielsesteologien i latinamerika.

Han skriver, at kirken har svigtet den oprindelige kærlighedstanke i et mislykket – eller rettere: fraveget forsøg på at gøre denne tanke alment gældende i samfundet. Fra og med Paulus og hans etablering af menigheder har kirken indkapslet Jesus’ budskab i disse hellige enklaver. Det radikale bud fra Jesus, at elske fjenden og lade dette princip være bestemmende for hele samfundet, formåede kirken ikke at gøre til et politisk princip. Håbet om en ydre samfundsmæssige forandring blev erstattet af den personlige frelse. Samfund og religion blev til to forskellige størrelser og senere radikaliseret (af protestantismen) til to modsatrettede størrelser. For at sige det teologisk: Eskatologien, forestillingen om de sidste tider, blev fortrængt af soterologien, læren om frelsen. Det vil sige, at forestillingen om Guds rige blev trængt i baggrunden af tanken om den enkeltes retfærdiggørelse. Det kærlighedsbegreb, som Jesus havde radikaliseret og havde prædiket for hele verden, blev overtaget og omformuleret til en opgave og opfyldelse for de troende.

Ikke-samtidighed
Det ståsted udenfor en kapitalistisk model kommer til syne i kraft af det, som Norbert Elias har kaldt ikke-samtidighed. Ikke-samtidighed skal ikke forveksles med tradition.

Tradition er bestemt af kontinuitet, det vil sige af en ubrudt forbindelse med fortiden. Den er en løbende udfoldelse af sin egen selvforståelse, enhver ny tid tager traditionen til sig, men netop som noget der i forvejen er levende. En tradition er noget der er levet og overleveret.

Ikke-samtidigheden derimod undgår den træghed og inerti, som er så bestemmende for traditionen. Ikke-samtidigheden beskriver nemlig et tidsligt brud og sætter et princip som på engang (ligesom traditionen) er historisk bundet og funktionelt i samtiden, men (i modsætning til traditionen) står i kontrast til det herskende samfundsmæssige princip (32).

Tradition er konservativt og ikke-samtidighed er revolutionært. For nu at sige det alt for enkelt.

Det er i kraft af dette begrebspar, at Øjvind Larsen kan pege på en splittelse i kristendommen imellem det etiske princip og den frelsesreligiøse tradition. Det etiske princip løber som en understrøm i den kristne frelsesreligion, men det udsondres allerede fra Paulus’ tid. Med andre ord: Jesus’ oprindelige og radikale politisk-sociale – og almene – budskab bliver underordnet dét som så bliver kirkens tradition: menighedens og det hellige samfunds frelse.

Men: Fordi traditionen har undertrykt det etiske princip, vil det ikke sige, at dette ikke lever. Det er stadig gyldigt, det lever stadig, og derfor er det ikke-samtidigt.

Hvordan elsker man sine fjender?
Men man kan vel ikke sige, at ikke-samtidigheden i sig selv gør det levende. Det er, at tillægge dette begreb en substans, og det virker spekulativt. Der må være en eller anden kraft, der holder det etiske princip i live.

Øjvind Larsen redegør faktisk ikke for, hvordan modstandens etik i det hele taget er i stand til at være ikke-samtidig. Men modstandens etik hævdes at være fundamentalt i menneskets liv, hvad Bjergprædikenen er et eksempel på, nej: Bjergprædikenen er ikke et eksempel, den er i det hele taget det faktiske og konkrete udtryk for, hvad grundlaget er. Her tænker Øjvind Larsen specielt på buddet om at elske dine fjender: “I ved der står: ‘Du skal elske dine landsmænd og hade dine fjender’. Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem der forfølger jer” (Den Ny Aftale, Matthæus 5,43f).

Det er stadig et spørgsmål, hvor kraften til denne fjendekærlighed kommer. Hvis man blot gør det af pligt, er det ikke kærlighed, og spontanitet er det heller ikke, for det spontane had dikterer jo ikke, at man skal elske sin fjende.

Jesus dropper namedropping
Da profeterne (f.eks. Amos) som nogle af de første gav udtryk for social indignation, var Jahve den instans, de grundlagde deres forkyndelse i. Men Jahve er en instans udenfor den, der taler; og det er denne – eksterne – instans, som Jesus i Bjergprædikenen eliminerer.  Jesus taler på egne vegne: “Autoriteten i hans tale hviler på, at han taler sandt. Og da talens sandhed ikke kan verificeres hos nogen instans, stadfæstes sandheden igennem tilhørernes tro” (28).

Fordi Jesus ikke taler som autoritet, men lader talen selv være autoritet, bliver handlingen det eneste sandhedskriterium. “Spørgsmålet om sandhed kan kun besvares igennem eksistentiel praksis” (28). Det er derfor Jesus ikke er profet. Han gør op med profeterne, fordi de taler i kraft af Jahve. (At evangelisterne fremstiller Jesus på en anden måde, forklarer Øjvind Larsen med, at de endnu ikke forstod, hvilken kulturhistorisk revolution de selv var med til at sætte i gang).

Den Jesus, som Øjvind Larsen portræterer, er modellen på det moderne menneske, der er – eller prøver på at blive – herre i eget hus, det menneske der ikke kan tale på andres vegne, selvfølgelig heller ikke på Jesus’. Ej heller traditionens.

Men vi kommer alligevel ikke udenom at pege på, hvad det er, der giver os kraft til at engagere os, hvad der hos Øjvind Larsen hedder: at gøre modstand. Negativt set er det harmen over social uretfærdighed og medfølelsen med andres lidelse. Positivt formuleret er det i kraft af – som Larsen siger – sandheden. Når man ikke længere belægger sine ord med en andens autoritet, må den komme fra ordenes egen kraft. Det er, hvad der menes med sandhed.

At dette etiske princip netop hentes i kristendommen kunne få nogle til at afvise det, fordi det netop er – kristent. Men det kristne er ukristeligt i Øjvind Larsens øjne, hvad der endnu engang bekræfter én i, at de såkaldte ateisters ukristelighed skyldes en alt for dogmatisk tro på kirkens udlægning. Det etiske princip (som Bjergprædikenen er det mest konkrete udtryk for) er i sin natur netop humant bestemt. Det er præcis denne bestræbelse, som Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for at have svigtet.

Larsen mod Løgstrup – Ny mod Gammel Testamente
Larsen mener nemlig ikke, at Løgstrup i Den etiske fordring (1956) kan gennemføre sit mål: på rent humant grundlag at bestemme den holdning til det andet meneske, som er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse (143). Det siger han, fordi Løgstrups sidste store værk, Metafysik I-IV, insisterer på en religiøs tydning og altså tager det tilbage, som han i en vis forstand lykkedes med i ’56.

Øjvind Larsen kritiserer Løgstrup for i sin fastholdelse af det evige, de suveræne livsytringer, det uomtvistelige og transcendente at glemme vores konkrete historiske situation. Med andre ord så har den vestlige (læs: kapitalistiske) samfundstype ikke nogen betydning for, hvordan menneskets handlen skal forme sig. Der er en spænding mellem samfundet og livsgrundlaget, imellem den konkrete situation og de antropologiske konstanter, fordi den politisk-historiske situation hos Løgstrup (såvidt Larsen) opløses helt i de tidsløse forhold som livsgrundlaget dikterer:

“Forskellen mellem den etiske fordring (Løgstrup, sr) og modstandens etik (Øjvind Larsen, sr) er blot den, at modstandens etik begrunder, hvorfor det historisk er blevet muligt og nødvendigt at tænke den etiske tanke humant, og den fastholder, at det kun er muligt at tænke den rent humant, og forkaster dermed den såkaldte religiøse tydning” (147).

Det er ikke kun fordi dette livsgrundlag tolkes religiøst at han forkaster tydningen, det er også fordi det er en tydning. Tydning er ikke tænkning, men Løgstrup må ty til tydning fordi han fastholder åbenbaringen. Som ikke kan tænkes.

Men Øjvind Larsen vælger et andet udgangspunkt: Den konkrete historiske situation som han er placeret i. Han kan ikke klynge sig til menighedens eskatologiske – verdensfjerne – håb om forbedring af sit liv, som hvis han havde været en slave i det 1. århundrede, men må i stedet “tænke min forhåbning alment og konkret som en samfundsmæssig forhåbning for alle mennesker og ikke blot afgrænset til de troendes fællesskab” (148).

Straks er indvendingen der: Så bliver dit livsgrundlag helt relativistisk. Hver ny generation, ja, hvert individ, hver sin religion. Det er både imod religionens væsen, der søger sameksistens og fælles udgangspunkt, og imod de fleste historiske erfaringer. Øjvind Larsen siger da også, at han sagtens kan tænke sig frem til skabelsestanken, men han tænker ikke udfra den. Altså: Det teologiske eller eksistentielle udgangspunkt bestemmer rammen, og rammen bestemmer hvilke handlinger man gør. Det er også muligt at man kan ende det samme sted med to helt forskellige udgangspunkter. Det er tilfældet her. Der er tale om to helt forskellige paradigmer. To former for livsopfattelse.

I dette tilfælde forestiller Øjvind Larsen sig – hvis jeg må tale metaforisk – at man kan skrabe et område fri i kapitalismens væg-til-væg-tæppe, hvor man kan opleve en ægte kærlighed, ægte spontanitet, mens Løgstrup beskriver en kærlighed eller en kraft, der i hans øjne vokser op igennem tæppet som blomster igennem asfalt.

Øjvind Larsen mener altså ikke at det kommer af sig selv – man må sætte noget ind på det. Man har pligt til det.

… og videre om hvilke politiske konsekvenser ens teologiske udgangspunkt kan have
Øjvind Larsen kritiserer nemlig Løgstrup for at tage sit udgangspunkt i skabelsestanken, hvilket jo vil sige, at “grundvilkårerne tænkes historisk i den jødiske betydning, i hvilken Gud igennem skabelsen sætter historien og handler i den” (145). Selve skabelsestanken implicerer også, at der er tale om en ydre instans, præcis det som Jesus bryder med. Det vil også sige, at Løgstrup bryder frivillighedsprincippet. Hele samfundstanken indenfor en skabelsesteologi, der hviler på Gammel Testamente, forudsætter et gudsforhold, der ikke er frivilligt. Gud handler med sit folk og folket er først frit, når det handler, som Gud i forvejen har bestemt det. Det bliver altså Øjvind Larsen, der på Ny Testamentes grundlag (dvs. fra den radikale modstand imod personliggjorte autoriteter) polemiserer imod Løgstrup, hvis udgangspunkt i skabelsestanken (formuleret i Gamle Testamente) kommer til at understøtte det eksisterende (kapitalistiske) system. Det understøtter Larsen med følgende citat af Løgstrup: “Man tog (i Sovjetunionen efter første verdenskrig, sr) udsigten til profit fra bønderne, befalede dem at arbejde uden at kunne overvåge, om de gjorde det, hvad der selvsagt var uoverkommeligt. Resultatet blev derefter, det blev umuligt at få gang i landbrugsproduktionen. Der blev hungersnød, og millioner sultede ihjel. Så farligt er det at være moralsk” (153). Det imødegår Øjvind Larsen med en længere historisk ekskurs, der fratager den manglende udsigt til profit skyld i hungersnøden.

Nu skal man – i parantes bemærket – ikke glemme brevvekslingen mellem Løgstrup og Hal Koch, der kom i 1992, fire år efter Øjvind Larsens modstandsetik. Her ser vi den praktiske filosof overfor sin gamle ven, Hal Koch, argumentere så hårdhændet for en aktiv modstand imod besættelsesmagten, at det nær koster venskabet. Da det netop er handlingen, der giver tanken dens sandhedsværdi, er der noget der mangler i Øjvind Larsens kritik af Løgstrups tanker.
Ikke desto mindre kan han have ret i – uden at han siger det på denne måde – at Løgstrups filosofi ikke har samme modstandskraft i en globaliseret som i nationaliseret sammenhæng. Løgstrups modstand ses tydeligt i en national kontekst, mens Larsen kritiserer Løgstrup fra et globaliseret standpunkt. Det gør også modstanderne – og modstanden – forskellig(e).

Det handler om principper – eller pragmatik
Løgstrup mener, at det er umuligt at sætte sig udenfor samfundet, dels fordi man ikke kan vække kærligheden ved at fornægte det eksisterende samfund, dels fordi det ikke lader sig gøre at fornægte egoisme eller kompleksiteten af vores samfund. Totalfornægtelsen strider imod den sunde fornuft.

Men Øjvind Larsen mener jo netop, at den sunde fornuft er “det totalitære samfunds fornuft” (151). Fornægtelsen af den eksisterende samfundsmodel er også en afvisning af den sunde fornuft. Hvis man følger den sunde fornuft, måler man handlingen på resultaterne, men modstandens etik måles ikke på udkommet, men på indsatsen.

Det virker også virkelighedsfjernt, når man ser ham i Larsens optik, at Løgstrup, al hans samfundsengagement til trods, ikke har problematiseret samfundssystemets (eller kapitalismens) pervertering af de suværæne livsytringer. Han var fortrinsvis opmærksom på den mellemmenneskelige nedbrydning af menneskets åbenhed og tillid.

Men Øjvind Larsen er i virkeligheden heller ikke mindre virkelighedsfjern al den stund han ikke får diskuteret midlerne til at nå realiseringen af uretfærdigheden og kærligheden. Denne særlige kærlighed, der er større end at den rummes i ægteskabet og i familien.

For det er vel i virkeligheden det bogen handler om: Eftersom kærlighed og magt ikke kan forenes, har man buret kærligheden ind i familien for at kapitalismen kan have magten samfundet.

Arkiveret under:Grundlagsdebat

Bogmærker og citater

Værsgo at tage et kig og deltage i diskussionen på vores kommenterede bogmærke- og citatsamling. Se flere links og kommentarer i vores bogmærksamling.

RSS Inspirationer