Tankebanken blev skabt på baggrund af en frustration, som vi efterhånden synes at genkende i mange forskellige sammenhænge omkring os. Frustrationen følger en helt bestemt skabelon, hvor konstateringen af et problem går hånd i hånd med en følelse af magtesløshed i forhold til at få problemet løst.
Endnu et eksempel på sådan frustration faldt jeg over den anden dag.
Hjælp!
I Information tirsdag d. 15. februar skriver Lars Rasborg en kronik, der tager udgangspunkt i en udtalelse fra en overlæge i børnepsykiatri, der lyder som følger:
“Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget”.
Kronikken oplister en hel række problematiske men selvforstærkende forhold, der følger af denne tankegang, og som betyder, at samfundet som sådan udvikler sig i en dårligere og dårligere retning, hvad angår vores omgang med børn og deres problemer (f.eks. i skoler). Kritikken synes velbegrundet, men samtidig bliver situationen også fremstillet på en måde, der giver en meget lidt tro på, at tingene kan ændres til det bedre. Der synes at være ganske få mennesker (ud over Lars Rasborg og måske Informations læsere), og i hvert fald ikke de personer, der har indflydelse til at gøre noget ved problemet, der er interesserede i at begynde at handle på en ny måde. Tværtimod beskriver artiklen en række selvforstærkende mekanismer, som fremmer følelsen af magtesløshed.
Som læser står man tilbage med en forargelse over tingenes tilstand, men uden et eneste instrument til at gøre noget.
Som medlem af Tankebanken er dette en meget genkendelig følelse især fra begyndelse af vores arbejde. Vi nåede selv hurtigt frem til, at vi ønskede noget andet. Vi ønskede at være konstruktive, at vise veje frem, frem for at stoppe ved kritikken og lade sig frustrere.
Fra lammelse til forandring
Når man kigger lidt på Lars Rasborg arbejde lader det bestemt til, at der er tale om en person, der udfører meget konstruktivt arbejde indenfor sit felt. Alligevel vil jeg, på trods af det faktum, udpege den omtalte kronik som et skoleeksempel på, hvordan man får gjort sin læser magtesløs og handlingslammet fra starten. Kritik og analyse er vigtigt, men udgør kun det første skridt, og virker negativt, hvis den ikke bliver fulgt op. Kronikken havde være et mere opmuntrende og måske handlingsfremmende bekendtskab, hvis den også havde anvist måder, hvorpå alle involverede parter kunne hjælpe med at løse problemerne, hvor små skridtene så end måtte synes.
Hermed en opfordring til Lars Rasborg, når han igen fatter pennen og skriver en ny kronik.
Arkiveret under:Responsoriet
